
Havrerod (Tragopogon porrifolius) frøstand
Det var på tide at lave friske frø af “Vild dansk” havrerod, som stammer fra Christiansø. Den vokser vildt på øen, men formodes at være forvildet fra de små haver ved fæstningen engang i fortiden.
Frøstanden minder om en mælkebøttes samling af små faldskærme, der får vinden til at sprede frøene over en større afstand. Men fnokken (faldskærmene) er lidt besværlige at rense fra frøene. I år har jeg prøvet at klippe faldskærmene af inden frøene modnes, og det var en nem måde at få rene havrerodsfrø.

Havrerod blomstrer flot, men blomsterne er kun åbne om formiddagen, ca. mellem 10 og 12

I tiden mellem blomstring og frømodning er det tid at klippe fnokkene af. Den bleggule mælkesaft løber ud og dækker snitfladerne. Jeg har klippet ret langt nede, der hvor det buttede går over i det slanke.

Resultatet er helt rene frø, der kan rystes ned i en sigte og tørres godt inden de pakkes i papirsposer.
En simpel operation, der under haveforhold giver en god arbejdsbesparelse. Jeg brugte en køkkensaks, men når jeg sidder her og tænker over det, så vil en saks med kort skær være bedre. Så undgar man lettere at klippe i nabostængler.
Denne metode kan sikkert også bruges til andre planter med faldskærmsfrø. F.eks. salat og chikorie. Om den også kan bruges til artiskok ved jeg ikke, men jeg burde måske overveje det – de er lidt besværlige at rense. Man bør dog nok også lægge mærke til hvordan fuglene reagere, når man sådan dækker et frøbord op til dem. Vil de flokkes om frøene og spise det hele? Med havrerod er frøene klar til høst så snart frøstanden åbner sig, så hos mig fik fuglene ikke mange chancer.

juni 28, 2009 at 10:59 pm
Smart idé. Jeg klippede mine havrerodsblomster af et stykke nede af stænglen og hængte dem til modning. Det var jeg nødt til da bedet skulle dækkes over. Fasaner som hakkede i rødkålen. Netop i dag har jeg taget frøene ned og nu har jeg lige nulret faldskærmene af. Det var ganske rigtig besværligt. Gad vist om frøene er spiredygtige. De ser ok ud.
Merete.
juni 30, 2009 at 9:50 pm
Jeg skylder vist at bemærke, at ideen til at klippe frøene rene før de modner har jeg fra den svenske frøsamlerforening SESAM.
Mon ikke du får rigeligt med spiredygtige frø, selv om ikke alle skulle nå at modne.