Skrubtudsens have

Til højre er de normale frø af Golden Sweet, til venstre den lilla variation.

Jeg hoppede lidt i stolen, da jeg åbnede bælgen med disse fem lilla ærter.
Da planten, og form og størrelse på frøet er normalt for Golden Sweet tror jeg det er en sport (spontan mutation) og ikke en krydsning. For at finde ud af det, vil jeg så de lille frø for sig, men så tæt på Golden Sweet, at jeg kan sammenligne dem.

Ville det ikke være interessant med en lilla ært i en gul bælg, især hvis den smager godt og er produktiv?

En grex skænket af SeedAmbassadors er grundmaterialet i mit forsøg på at udvikle en ny melon sort. Den består af en sammenkrydsning af tidlige og kuldetolerante melonsorter, dyrket i Oregon i nogle år. Idéen er at udvælge dem der trives bedst i egen have, over en årrække, og så er det forhåbentlig en supermelon til nordlige forhold. Sidste år dyrkede jeg melonen Minnesota Midget ved direkte udsæd på friland i juni. Den modnede nogenlunde, men frøene modnede ikke. Dette år prøver jeg så Northern Melon Mix, med forkultur inde fra 1. maj og udplantning grundlovsdag på en rende fyldt med hestegødning, og med sort plastic jorddække til at hæve temperaturen. Dette er ikke en varm sommer, og hvis enkelte af dem formår at modne nogle frø er det absolut en succes.

I mit sædskifte kommer roe (majroe, turnips) efter hvidløg. Alle planter fra kålslægten har hurtigtvoksende rødder og er derfor gode til at trække overskydende kvælstof op i det øverste jordlag, og da løg har svagt udviklede rødder kan der ellers udvaskes en del kvælstof. Da vi holder meget af roernes saftige sødme er det vores førstevalg, men der kan også blive plads til lidt grønkål og ræddike. Roer udsået efter hvidløg bliver mere søde og saftige end dem man sår om foråret, de holder af det kølige fugtige efterår.

Roerne på billedet er Ljungdalen, en svensk landsort. Jeg dyrker også andre sorter, bl.a. Orange Jelly (tak til Patrick www.patnsteph.net/weblog ). Jeg vil prøve at høste frø af Lungdalen næste år, men først skal jeg overvintre dem.

Nu begynder vi at høste de søde paprika fra friland.

Fra øverst til venstre: Zlatni Medal, Liebesapfel og min egen sort, Amager kohorn.
Nederste række viser: Roter Augsburger. Gruppen til venstre dyrket på friland, gruppen til højre dyrket i potte på terrasen.

Zlatni Medal er en croatisk sort. Det er første år jeg dyrker den, og sandsynligvis bliver det en standardsort i haven.

Liebesapfel er en tysk sort, det er tredje sæson i haven og en af mine standardsorter.

Min egen sort, Amager kohorn, stammer fra en tomatpeber købt i et ungarsk supermarked. Ingen af frøplanterne blev fladtrykte som tomatpeber skal være det (Liebesapfel er en tomatpeber). Først tænkte jeg at det var en katastrofe, men siden fik jeg øje for, at alle planterne var lidt forskellige. Den variation gav mulighed for at udvælge en ny sort.

Første år dyrkede jeg i drivhus og udvalgte efter tidlighed, da det er vigtigt for mig at de kan nå at sætte en god høst.
Andet år ligedan, men tre overskydende planter røg ud på friland i juni. Én af dem gav en rig høst.
I de følgende år afprøvede jeg alle ti linier af på friland, hvert år fravalgte jeg nogle af linierne. I år er jeg nået ned på en linie, og nu har jeg givet den navnet Amager kohorn. Den modner 2-5 dage senere end de tidligste sorter jeg ellers dyrker, men så er frugterne til gengæld meget større, og stadig søde og velsmagende.

Roter Augsburger er en tysk sort, første sæson jeg prøver den. En plante i potte på terrasen, som giver søde røde frugter med en næsten umærkelig varme, mange holder af den smag. En anden plante står på friland, men den er ikke sortstypisk, da den er meget stærk. Til næste år vil jeg udså flere af de originale frø, for at se om det ene stærke frø er faldet i en forkert pose, eller om der er sket en krydsning og jeg får en stor variation i planterne. Nu er jeg jo blevet interesseret i variationens potentialer 😉

I dag har jeg bælget de første tørreærter.

Det er sorten ‘Lollandske rosiner’, som trives godt på tung lerjord. Før kartioflen blev almindelig var lollandske rosiner og andre gråærter (det kaldes typen) basiskost for arbejderklassen, både på lolland og i københavn. Det er en markært, der skal sås meget tidligt om foråret. Den koges, efter udblødning natten over, i to timer og har da lavet sin egen sovs. Den koger ikke ud som gule ærter, men ligner lidt en rosin. Det er sund og nærende kost.

Jeg dyrker den, fordi den fortjener at overleve til den en dag opdages af en kendt kok, derefter skal den nok blive kendt igen. Da den også er tidlig, er den også dejlig at spise frisk som grønært. Fordi ‘Lollandske rosiner’ er så tidlige, når der ikke rigtigt at komme orm i ærterne efter min erfaring.
Jeg drømmer om at dyrke den sammen med havre, som jeg husker det på husmandsstederne da jeg var barn. Så kan ærterne støtte sig til havrens strå.

Ps. Tomaterne er ‘Fleischtomate, kartoffelblättrige, Tiefgefurchte’ og ‘Black Prince’