Applegreen er en aubergine fremavlet til nordlige forhold af professor Meader fra New Hampshire, og frigivet i 1964.
Nogle år siden prøvede jeg at samle frø fra aubergine. Jeg lavede endda en god spiretest samme efterår. Alligevel kunne frøene ikke spire om foråret, uha-da-da…hvor flovt, jeg havde allerede byttet frø, og nu begyndte jeg at modtage emails. De var alle høflige, men jeg var meget skuffet og vred på mig selv. Det har lært mig at tilgive andre, der har haft uheld med de frø de har sendt til mig. I øvrigt har jeg bedre erfaringer med de frø jeg bytter mig til, end frø der har stået i stativet i planteskolens drivhus hele foråret.
For at gøre det bedre i år, reserverede jeg den aller første aubergine til frø, jeg skrev det endda på den, så det ikke skulle ske uheld når kokken gik i haven. Nu har jeg ventet på denne frugt siden midt i juli, og i dag besluttede jeg at skære den op, da den længe har været overmoden, gul, og nu er blevet mat i overfladen. Tegn på at frøene er modne.
Med ske skrabes frø og pulp ned i en skål.
Frø og pulp skilles ad i vand, hvor de gode frø synker til bunds og pulp og dårlige frø flyder ovenpå.
Frøene vaskes grundigt for at fjerne alle pulprester. Derved nedsættes faren for frøbårne sygdomme.
Aubergine frøene tørres på en tallerken, så de ikke hænger fast efter tørring. Nu skal jeg bare være tålmodig og vente til de er gennemtørre, før jeg gemmer dem i en papirspose i skabet.
oktober 18, 2007 at 21:18
Hejsa
Hvis man nu lader auberginerne ligge til de begynder at rådne, så er det meget nemmere at pille frø..
Eller kryds skærer dem, så kan man knække skallen udenom frøene af og skrabe frøene ned i en skål.
Den på billedet ser slet ikke moden nok ud..
Har flere forskellige slags og er frisk på en bytter..
mvh
Leif
oktober 18, 2007 at 21:56
Hej Leif.
Jeg har et par frugter mere liggende, så de skal da få lov at rådne lidt, inden jeg tager frøene ud. Så kan jeg jo sammenligne spireevnen til foråret.
Jeg er stadig ved at lære auberginedyrkningens ædle kunst.
Venlig hilsen,
Søren.
april 9, 2008 at 19:14
[…] Mit indlæg om høst af auberginefrø, skrevet i efteråret 2007 […]
maj 19, 2008 at 20:14
[…] jeg dyrker i år: Applegreen – Jeg tog frø af denne sort sidste år, og de har god spireevne. Rima F1 – Standardsorten i Danmark, anbefalet af andre frøsamlere, trods det er en hybrid. Fairy […]