Artiskok ‘Herrgård’ Cynara scolymus
Artiskok er ikke sikker at overvintre i Danmark. Der er dog forskel på de forskellige sorter, nogle er mere hårdføre end andre. Den mest hårdføre er formentlig ‘Herrgård’, en gammel skånsk sort. Den siges at være dyrket i Skåne og Danmark i mange hundrede år. ‘Herrgård’ er formentlig den samme som den danske ‘Serridslevgaard’, jeg kan dog ikke sige det sikkert, da jeg aldrig har fået fat i en ‘Serridslevgaard’. Skulle du kære læser have den i din have kunne du glæde mig meget med en aflægger 🙂
Der skrives mange ting om overvintring af artiskokker. Ofte er de største eksperter dem der ikke selv har prøvet. Da jeg jo har gjort det (med held) de sidste fem år er jeg altså ikke ekspert. Jeg arbejder ud fra en ganske enkel forestilling, at det er vinterfugten der slår artiskokken ihjel først, og kun ved lavere temperaturer er det frosten. Derfor holder jeg mine artiskokker dækket med glas hele vinteren. Da vestenvinden er fremherskende, rør glasset jorden mod vest. Potteskåret er for at holde på glasset i stormvejr. Bliver det hård frost lægger jeg sne over glasset, og omkring, så det danner en snehule. Når sneen smelter leder glasset vandet væk fra artiskokkens hjerte.
Om efteråret tager jeg som regel en aflægger, som jeg overvintrer i drivhus. En slags sikkerhedskopi. Jeg har jo endnu ikke skullet bjærge artiskokkerne igennem en isvinter, men trods drivhuseffekt kommer det nok igen.
august 24, 2011 at 07:01
Hej! Jeg faldt lige over dit indlæg her – det lyder spændende at du overvintrer artiskokker. Jeg kan ikke rigtigt se om din artiskok står i en drivbænk af en slags? Eller hvor høj planten er? Klipper du den ned om efteråret og er det de samme planter du har haft i 5 år?
Vh
Delenn
august 27, 2011 at 22:42
Hej.
Den står såmænd blot med en glasplade over sig. Glaspladen hviler mod øst på to potter, mod vest på jorden, holdt på plads at noget tungt. Sådan skånes hjertet mod regn og vestenvind.
Om efteråret klipper jeg ned til 10 cm, men er det mildt, kan de godt gro videre.
Det er den samme Herrgård jeg har haft i mange år efterhånden. Jeg har kun anskaffet den samme af denne sort. Flere vintre har jeg troet, at den var død. Men hvert år er den kommet igen, skønt nogle år temmeligt sent.
Vh
Søren.