Skrubtudsens have

Ulluco rodknold, Ullucus tuberosus

Ulluco er en af inkaindianernes afgrøder. Knolden fik jeg af Elsa som er frøsamler. Den kom med posten i vinter, siden har den ligget i spisekammeret. Jeg tog den frem, da jeg på internettet har set at den kan spire ret hurtigt på lager, så jeg vil helst være klar når det sker.
Farven er helt fantastisk, og den findes i mange andre farver og flerfarvet.

For at få en idé om hvordan den skal dyrkes vil jeg læse i “Lost Crops of the Incas”

Patrick fra Bifucated Carrots skriver også om ulluco og andre afgrøder fra andesbjergene.

Skovdue (ringdue) Columba palumbus

Vi fodrer fuglene (og en mus) om vinteren. Skovduerne har taget magten, alle de mindre fugle flytter sig når den kommer, og det gør den næsten hele tiden. Hvis brødet ikke er lagt ud til tiden om morgenen, så står der én og ser meget vred og fornærmet ud. Det eneste der hjælper er at fodre dem hurtigst muligt. De er temmelig grådige, sluger store brødtern i én næbfuld. Når de er mætte kommer solsortene, og derefter spurve og andre småfugle. Ind i mellem piler musen hen og samler det brød der er faldet til jorden. Den er også grådig, men løber hurtigt i skjul med brødstykkerne den får samlet. Musen er efterhånden godt buttet, det ender vel med at den ikke kan løbe fra naboens kat.

Leopardstilk Amorphophallus konjac

De første knolde fik jeg af en kollega under navnet girafhals. Det er et glimrende navn, det bedste jeg kender, men jeg bøjer mig alligevel for “Anbefalede plantenavne” der anbefaler navnet leopardstilk.

Roden spises i østen, men kræver rigtig tilberedning, da den ellers er giftig. Det bliver til en tyk gelatine, der ikke smelter i munden, men skal tygges godt. Det skal være sund, fiberrigt og uden smag! Jeg dyrker den ikke som køkkenurt, men fordi det er en køn plante.
Den ligger tørt om vinteren i et skab, men her om foråret tager en vis herre pludseligt ved den, og så gælder det om at lægge den i en potte så dybt, at toppen af knolden ikke tørre ud mellem vandinger. I maj kommer den i drivhuset og i juni kommer den på terassen. Da ligner det enlige blad en lille palme med plettet stamme.

Det er en plante der vokser, hvor der er sumpet i vækstperioden, og tørke i hvileperioden. For hver sæson vokser knolden, den lille på billedet er en sideknold fra sidste år, den store er ét år ældre.

Stilken er godt på vej, og leopard/girafpletterne kan ses.

Lige nu er den ene knold i vækstspurt, som det ses på billedet.

Samme leopardstilk 4 dage senere!

Og endnu 16 dage senere!

Efter nogle år bliver knolden stor som en sukkerroe. Så skyder den ekstra tidligt, men med en blomst:

Blomsten af leopardstilk

Blomsten nåede op i 1,5m højde. Den er enorm og afsindigt flot, men der er et men! Den stinker forfærdeligt af råddent kød. Den bestøves af spyfluer, og de kender ikke nogen bedre duft – jeg kender ikke nogen værre stank! Efter tre dage var lugten blevet så intens, at jeg måtte klippe blomsten af og bære den ud af huset. Så forærede jeg knolden væk til en kollega, som fik den til at skyde et blad. Jeg var forbi, og nu var bladet så højt, at jeg kunne stå oprejst under det.
Det er en forunderlig plante.

Sarah og Andrew har nu skrevet det første indlæg om deres oplevelser i Rumænien. Det er meget læseværdigt.

http://www.seedambassadors.org/wp/?p=325