Ljungdalen1215
Ljungdalen roe Brassica rapa

Tidligere poster om roe

Roerne til frøavl er nu i blomst. Det er den svenske arvesort Ljungdalen. Der er 15 blomstrene planter, én af de udvalgte roer overlevede ikke vinteren. Svenske SESAM (frøsamlerne) anbefaler mindst 5 planter, men helst 20 eller flere. Ideelt skulle jeg have lidt flere blomstrene planter. Men det går endda, og hvis jeg avler frø igen inden de opridelige frø bliver for gamle, kan jeg lave en portion mere, og så kommer jeg hurtigt over 20 individer i min genpulje. Så skal jeg bare huske at blande frø fra de to avlinger, så er mangfoldigheden i sorten sikret.
En anden ting er, at sorten har to tydeligt forskellige farver. Da jeg lavede en vægtning for at bevare balancen i farverne, har jeg på den måde også sikret en vis mangfoldighed, hvorfor tallet 20 nok kan sænkes til de 15 jeg har uden bekymringer. Jeg kan altså klare mig, selv hvis de originale frø bliver for gamle inden jeg når at lave næste hold frø. Jeg kan dog stadig ikke gå under de fem moderplanter som absolut minimum, hvis sorten skal overleve hos mig.

Har man kun plads til 5 planter bør man dyrke frø hvert år, og så have et glas hvor man putter f.eks. 50 veludviklede frø i hvert år. Næste år tager man de frø man skal bruge fra glasset, og når man høster de nye frø kommer man igen 50 frø i glasset og rører rundt. Da frøene holdet omtrent 10 år, vil man snart have 500 frø i glasset, og dermed en stor blandet genpulje.

Hvorfor er der så et minimum på fem planter?
De fleste arter i kålslægten, også roe, kan ikke bestøve sig selv. De har en genetisk barrierre, der skal sikre fremmedbestøvning. En plante kan ikke bestøve sig selv, men den kan heller ikke bestøve andre individer med samme version af den genetiske barriere. Hvis man kun har to planter der blomstrer er der en risiko for at begge planter er udstyret med samme barrierre, og derfor hverken kan bestøve sig selv eller hinanden. Har man tre planter er risikoen selvfølgelig mindre, men den er ser stadig. Først når man er oppe på fem planter bliver det temmeligt usandsynligt at man løber ind i problemet.
I en fremmedbestøvende art er vi også interesserede i, at generne blandes godt og grundigt for hver generation. Det giver en god tilpasningsevne, og f.eks. kan mange forskellige gener for sygdomsresistens føres med til kommende generationer, når “kortene blandes” for hver generation.

Man kan sno sig på mange måder, når man avler frø i en privathave🙂