Aubergine Solanum melongena ‘Skorospely’
I år afprøver jeg en del auberginesorter jeg er blevet foreslået. Måske skal det ende med et forsøg på at lave en frilandssort, men det er ikke sikkert det lader sig gøre. Foreløbig skal jeg finde mig nogle egnede kandidater, og få lidt mere erfaring med at dyrke auberginer. Mit første kriterie skal være, at jeg kan få modne frø. De sorter vil jeg så kigge nærmere på.
En af mine første erfaringer er, at der er sortsforskelle der kan have betydning for hvor let det krydsbestøver. På sorten ‘Skorospely’ stikker støvfanget udenfor støvdragertønden. Det ligner situationen hos de kartoffelblomstrede tomater. Støvfanget er dermed udsat for besøgende insekters blomsterstøv, hvorimod sorter som ‘Vera’ holder støvfanget indenfor støvdragertønden, så insekter dårligt kan komme til at tørre pollen af på det. I år vil jeg ikke tage sortsrene frø, men måske gerne krydsninger af forskellige sorter, derfor vil jeg ikke gøre noget for at hindre kryds. Med min erfaring fra tomater og peber tror jeg dog ikke insekterne her i haven er interesseret i aubergineblomsterne. De er ellers meget kønne.
Aubergine Solanum melongena ‘Vera’
Auberginesorter jeg dyrker i år:
Applegreen – Jeg tog frø af denne sort sidste år, og de har god spireevne.
Rima F1 – Standardsorten i Danmark, anbefalet af andre frøsamlere, trods det er en hybrid.
Fairy Tale F1 – Anbefalet af økologisk gartner som bedste til forsøg på friland.
Czech Early – Tjekkisk sort, fra Lieven David
Almaz – , fra Lieven David
Diamond – , fra Lieven David
Skorospely – , fra Lieven David
Vera – , fra Lieven David
Thai F1 – Thai hybrid, fra Leif Siripot
Morden Midget – , fra Leif Siripot
Lieven sendte mig en hel masse auberginesorter gennem Patrick, og Leif har sendt mig mange sorter fra sit hjem i Thailand. Tak til jer alle. Derfor har jeg også mange sorter der må vente til næste år, før de får lov at vise hvad de kan præstere i et dansk drivhus.
Skulle der være en læser, som har forslag til egnede auberginesorter hører jeg gerne om dem.
Da auberginer er en upålidelig afgrøde i Danmark, vil jeg ikke påtage mig at holde bestemte sorter i live. Heldigvis findes der mange mennesker rundt om i verden der vedligeholder auberginesorter, og er villige til at dele deres frø med andre.
maj 22, 2008 at 20:10
Hej Søren.
Det var dog en ustyrlig masse auberginer. Dem har jeg ikke så meget erfaring med. Jeg havde én jeg godt kunne lide, lang, slank, mørk. Men det var en F1, så den er ikke interessant i avlings-øjemed.
I år har jeg to aubergineplanter. Der står antigua på skiltet. Ja, det er mig selv der har skrevet det, men der er gået kludder i det. Frøposen er væk. Jeg smider ellers aldrig en frøpose ud , men det må jeg have gjort i dette tilfælde. Når jeg slår antigua op på nettet, ser jeg billeder af en stribet frugt, og som jeg husker det fra andre år, var det en mørkeblå frugt. Den lignede faktisk noget jeg havde købt i Netto.
Din applegreen fra sidste år ser meget delikat ud.
Nu kommer det dumme spørgsmål. Hvad bruger du alle de auberginer til?
Jeg kan i hvert fald en god opskrift hvis du er interesseret. Der skal også bruges hvidløg.
Merete.
maj 22, 2008 at 22:46
I år dyrker jeg flere auberginer end normalt, fordi jeg vil sammenligne sorterne.
Der er ingen dumme spørgsmål. Jeg holder meget af kaukasisk auberginekaviar, og den tyrkiske ret “Den der slog imamen omkuld”. De kræver begge godt med auberginer og smager fantastisk. I år skal jeg måske også kigge efter en opskrift på ajvar, som de laver på balkan.
maj 23, 2008 at 21:43
Hej Søren.
Det lyder lækkert. Ganske vist har jeg ikke styr på hvad det var der slog imamen omkuld, men kaviar og ajvar, ja.
Lige nu får jeg lyst til at prøve nogle små asiatiske auberginer, men det må jeg se på til næste år.
Merete.
maj 24, 2008 at 21:09
Hej Merete.
Små asiatiske auberginer kan du finde hos Leif Siripot, jeg har linket til ham oppe i sortslisten.
Den der slog imamen omkuld er en simreret af auberginer, peber og tomat + krydderier og salt. Den kan laves i ovn, og skal have god tid. Generelt synes jeg auberginer skal have god tid, før smagen rigtigt folder sig ud.
Søren.