I nat havde vi årets korteste nat. Inden sengetid gik jeg ud og tog et billede. Lille digitalt kamera, autoindstilling, slå blitzen fra og trykke af. Håndholdt, og allivel lys nok til et billede.
Hvor jeg elsker de lyse nætter.
juni 2008
juni 22, 2008
Solhvervsnatten
Posted by skrubtudsen under have, nætter | Tags: midsommer, nat |Skriv en kommentar
juni 18, 2008
Første hvidløg høstet
Posted by skrubtudsen under have, hvidløg | Tags: have, høst, hvidløg |[3] Comments
Grethe, uden sortsnavn Allium sativum
I dag høstede jeg de første hvidløg. Det er nok den varme tørre periode der har fremskyndet høsten.
Grethe er et flettehvidløg uden sortsnavn, fra supermarked via kollega Grethe. Et hvidløg af meget fin hvid farve. Størrelsen er middel, der er dog et hvidløg der er værd at dyrke, særligt hvis man ønsker at flette en ranke med rent hvide hvidløg. Det plejer at holde til ind i januar. Dyrket i haven siden 2004.
Lorz Italian Allium sativum,
er stadig meget klein og dårligt udviklet. Det var tredje dyrkningssæson, og da den aldrig rigtigt har udviklet sig, er den lagt på køkkenbordet. Den er hermed opgivet efter tre år i haven.
Hanoi, uden sortsnavn Allium sativum
Et meget lille hvidløg jeg fik tilsendt sidste år, hjembragt fra Hanoi i Vietnam af en dansk turist. Feddene har udviklet sig til enkeltfedshvidløg. Første år i haven.
Frøposen, uden sortsnavn Allium sativum
Jeg fik nogle yngleknopper sidste år af en frøsamler, der i sin tid købte klonen hos Frøposen. Jeg har endnu ikke fundet frem til klonens navn. De er nu blevet til enkeltfedshvidløg. Første år i haven.
Bodils kinesisk, uden sortsnavn Allium sativum
Fremdyrket af ganske små yngleknopper, derfor er enkeltfedshvidløgene også små, ja ikke større end yngleknopperne på mange andre sorter. Første år i haven.
juni 16, 2008
Vandmelon i blomst
Posted by skrubtudsen under arvesorter, blomster, have, melon, planteavl | Tags: have, melon, vandmelon |[3] Comments
Hunblomst på vandmelon Citrullus lanatus
I år dyrker jeg vandmelon i midten af drivhuset. De er lige begyndt at blomstre, og på hunblomsten kan man se anlægget til vandmelonen. Da insekterne her i haven ikke er vant til vandmelonblomster har jeg valgt selv at bestøve blomsten. Jeg tog en hanblomst fra naboplanten, kontrollerede at den havde blomsterstøv, plukkede den og strøg hunblomstens midte dermed. Nu må jeg blot vente og se, om miraklet sker igen. Det er anden gang jeg prøver at dyrke denne sort.
Hanblomst på vandmelon Citrullus lanatus
Sorten er ‘White Seeded Besvirino Assyrian Watermelon‘
Det er en tidlig vandmelon fra den assyrisk kristne bjerglandsby Besvirino nær Sirnak i det sydøstlige Tyrkiet. Tyrkere og kurdere har andre navne for landsbyen. De store hvide frø af usædvanlig form spises som en delikatesse. Det søde frugtkød er lyserødt. Den grågrønne frugt er oval og lille af størrelse. Det er en sort jeg fik i 2005 fra en kristen assyrisk flygtningbosiddende i Sverige. I år har jeg sået frø jeg høstede i 2006.
Ved siden af har jeg sat stardardsorten ‘Sugar Baby’, så jeg kan sammenligne de to sorter. For at få rene frø af den assyriske vandmelon vil jeg fjerne alle hanblomster på ‘Sugar Baby’ inden de åbner sig. Det kan måske give nogle interessante frø i ‘Sugar Baby’, der bliver krydsninger mellem de to sorter.
juni 14, 2008
Rød valsk bønne
Posted by skrubtudsen under bønner, blomster, have, planteavl | Tags: bønne, have, planteavl, valsk bønne |Skriv en kommentar
Valsk bønne ‘Crimson Flowered’ Vicia faba
I år har jeg indplantet ét individ af sorten ‘Crimson Flowered’ i mit avlsprojekt af lilla valske bønner. Crimson Flowered har irgrønne frø. Jeg kunne tænke mig at få den smukke røde blomsterfarve kombineret med den lilla frøfarve. Jeg lader humlebierne om at udføre bestøvningen, de gør det bedre end jeg.
Til næste år forventer jeg at der vil optræde enkelte planter med blomster i en grumset farve. Det er de planter der er krydsninger mellem Crimson Flowered og de øvrige individer i mit avlsprojekt.
Om to år bliver det spændende at se hvor mange røde blomster der viser sig, og om nogle af dem har lilla frø.
juni 11, 2008
Første lille aubergine
Posted by skrubtudsen under arvesorter, aubergine, have | Tags: aubergine |Skriv en kommentar
Så er den første aubergine i drivhuset så stor at jeg overvejer at spise den. Da jeg ikke kender de mange sorter jeg afprøver, kan det være lidt svært at bestemme hvornår de skal høstes. Men det er måske som med peberplanter godt at tage første frugt tidligt, og få en større høst efterfølgende. Det russiske navn betyder “tidlig”, og det kan ikke betvivles. Denne sort skal jeg huske at samle frø af.