garlic1572
Nogle af de høstede hvidløg

Nu er halvdelen af hvidløgene høstet, kun de sene sorter må vente lidt endnu. Jeg dyrker mange sorter, for at finde frem til nogle stykker der trives særligt godt min have. Sorter jeg har gode erfaringer med, sætter jeg flere af. Sorter jeg er ved at lære at kende dyrker jeg kun 3-4 løg af.

garlic1573
Inchelium Red

Inchelium Red er et stort flettehvidløg af artiskoktype (feddene kan sidde ordnet som skællene i et artiskokhoved). Det stammer fra Colville indianerreservat, hvor Larry Geno fandt det. Det er anden sæson jeg dyrker det, og det ser stadig meget lovende ud. Derfor har jeg også dyrket en hel del i år.

garlic1574
Chinese Purple

Chinese Purple er et asiatisk hvidløg af turbantype (hylsterbladet sidder tidligt meget stramt om yngleknopperne, så toppen ligner en turban). Et tiltalende hvidløg jeg nu har dyrket to sæsoner.

garlic1575
“Bodils fransk marked”

“Bodils fransk marked” er et hvidløg af artiskoktype uden sortsnavn. Bodil har foræret mig det. Hun har oprindeligt købt det på et fransk marked, og dyrket det i en årrække. Det har tydeligvis tilpasset sig det danske klima. Det er første sæson jeg har dyrket det.

garlic1576
“Tanjas tyrkiske grønthandler”

“Tanjas tyrkiske grønthandler” er et hvidløg af artiskoktype uden sortsnavn. Tanja havde hørt om min hvidløgspassion, og gemte et fed fra et usædvanligt stort hvidløg. Det er aldrig lykkedes mig at høste ligeså store hvidløg, men det trives godt. Jeg har dyrket det siden 2002.