Peberbedet med forskellige sorter.
Nu er tiden kommet til at frådse i søde røde peberfrugter. Efterhånden har jeg fundet nogle tidlige trofaste sorter. Fra højre er det Zlatni Medal (1 plante), Roter Augsburger (3 planter), gadekryds (1 plante), Amager Kohorn (3 planter) og Yesil Tatli (1 plante). Frugterne på de sidste fire planter er stadig grønne, men rødmer nok næste uge.
Gadekrydset skulle have været en Zlatni Medal. Jeg tror det er lykkedes dem at krydse. Det kan jo ske, når de står tæt og blomster rører ved hinanden i vinden. Det er noget skidt, hvis man skal bevare en sort, men godt, når man gerne vil udvikle noget mere hårdført. Fidusen er, at de frugter, der sidder nærmest en anden sort kan være krydset, spændende til nyavl. De frugter der sidder langt fra andre sorter er gode til at bevare sorterne rene. Jeg har endnu ikke oplevet insekterne krydse mine peber. Men en god sommer skal det nok ske. Derfor gemmer jeg altid de gamle peberfrø i mange år. Så kan jeg altid gå tilbage til gammelt sortsrent frø.
Jeg overvejer, om peberplanterne næste år skal forkæles med gødning og plast, som melonbedet blev i år. Jeg tror de vil være meget taknemmelige for det.
august 15, 2008 at 20:38
Hej Søren.
Man skulle tro at din have ligger i Italien!
Chili er en af de ting jeg vil gøre mere ud af til næste år. Jeg troede at peber krydsede meget nemt så jeg har holdt mig til chili, Gitte Olsen, og den passer jeg endda ikke særlig godt. Den overlever fra år til år i drivhus. Min plan var at dyrke i potter på terassen. Det bedste vil jo være ude i haven, så de kan klare sig lidt alene. Jeg må se om jeg kan finde et lunt sted til dem.
Jeg kan se at dit melonbed stadig er frodigt. Mit er på retur og ved at visne ned.
‘Merete’
august 15, 2008 at 22:36
Når du har beld med melonerne på friland, så kan du da også dyrke peber og chili, bare det er tidlige sorter, de er forkultiveret godt og ikke kommer for tidligt ud. Opbindingen er meget vigtig, da peberplanter er meget skøre i stilk og blade, men det behøver ikke at tage lang tid.
Min egen peber Amager Kohorn bliver rød nu, den skifter farve meget hurtigere end de andre sorter, så den indhenter dem næsten.