Så fik jeg endelig kogt en portion gråærter af sorten ‘Lollandske rosiner’. Gråærter var basiskost i Danmark, indtil kartoflen kom ind i det danske køkken. Siden er de gået i glemmebogen. For at forstå hvordan man tilbereder gråærter måtte jeg ty til Madam Mangors opskrifter. Men der bor en lille anarkist i mit indre, der altid får mig til at gøre noget lidt andet end opskriften siger.
Jeg satte ærterne i blød i vand der dækkede godt natten over. Så skiftede jeg vandet og kogte ærterne op, tilsatte en knivsspids tvekulsurt natron og kogte dem sagte i 2 timer. Nu var ærterne møre og dejlige som de lå der i egen sovs. Gad vide om gråærter har lagt grunden til den danske brune sovs? Næste dag var sovsen blevet gele, men den smeltede hurtigt da jeg kogte ærtene igennem. De var kun endnu bedre på andendagen. Smagen var god, ja langt bedre end gule ærter. Og så er der det med luft – de grå ærter forårsagede ikke luft i maven.
Jeg håber man en dag vil kunne købe gråærter i supermarkedet, for det er en dejlig spise.
PS. Tak til Poul der har reddet denne sort, og tak til Kirsten der dyrkede denne store portion.
oktober 31, 2008 at 22:11
Hej Søren.
Jeg undrer mig over at du kommer tvekulsurt natron i ærterne. Jeg troede at det var noget man kom i for at speede mørningsprocessen op.
Det ser lækkert ud. Det er en stor tilfredsstillelse at tilberede noget som man selv eller andre har dyrket. Jeg har også nogle tørrede ting fra haven som jeg vil prøve af i løbet af vinteren.
Merete.
oktober 31, 2008 at 23:16
Hej Merete.
Du har uden tvivl ret. Da ærterne var kommet i kog kom jeg i tanke om at der var noget med soda der skulle tilsættes. Da jeg ikke tør bruge soda i maden, og tænker at Madam Mangor tænkte på bagesoda/tvekulsurt natron, kom jeg lidt af det i. Det brusede fint op, og har på ingen måde skadet ærterne. Men jeg har allerede tænkt at springe det over næste gang.
Søren.
juli 9, 2010 at 05:25
Det er interessant at læse om dit havebrug. Kunne du sige mig, hvor man kan købe de forskelig slags gråærtefrø, såsom “Lollandske Rosiner” og andre sorter. Jeg havde tænkt mig at dyrke gråærter tidligt næste år. På forhånd mange tak for din hjælp.
juli 9, 2010 at 17:58
Mig bekendt kan man ikke købe gråærtefrø i Danmark. De kan skaffes gennem Frøsamlerne http://www.froesamlerne.dk eller gennem NordGen, vores nordiske genbank http://www.nordgen.se (databaser i venstre menu – växtmaterial – så åbner databasen SESTO)