DSCN2169
Enkeltfedshvidløg med spirer

Som mange andre har jeg drømt om at dyrke nogle få enkeltfedshvidløg. Dem jeg har købt i supermarkeder og lagt i haven har aldrig spiret. Nu har jeg fra pålidelig kilde hørt, at de altid bliver radioaktivt bestrålet, for at hindre dem i at spire. Da jeg så forleden fandt en lille kurv med spirende enkeltfedshvidløg måtte jeg bare købe dem. Kassedamen skuffede lidt, da hun ikke gjorde mig opmærksom på hvor dårlige hvidløg jeg havde udvalgt. Hvorfor kun en enkelt kurv ikke var spiret er usikkert, men jeg gætter at de faldt af varebåndet lige før strålekanonen, og ved en fejl røg op igen på den anden side.
Nogle at dem er lagt i jorden, og nu håber jeg der er ligeså meget liv i rødderne, som i toppen. Hvis andre er interesseret har jeg nogle få spirende enkeltfed tilbage.

Vil de så vokse op til enkeltfedshvidløg næste år? Jeg tror det næppe. Jeg forventer et nogenlunde almindeligt hvidløg. Men med den rette behandling kan denne klon måske lokkes til at sætte enkeltfedshvidløg. Et sted læste jeg, at det vist nok kræver en meget tidlig høst. At enkeltfedshvidløg er hvidløg, der høstes før feddende er dannet. Det vil nok kræve en del eksperimenter at aflure hvidløget denne hemmelighed.