april 2009


DSCN2531
Broncefennikel, Foeniculum vulgare

Broncefennikel er let at dyrke, den er flerårig og hårdfør. De fleste nyder vist blot det smukke syn, men jeg synes skuddene smager skønt. Så får jeg samtidigt tyndet lidt ud i de mange skud, så væksten bliver smukkere. Skuddene kan bruges enten rå eller let kogt/stegt, lige som man bruger knoldfennikel.
Sidste år lavede jeg kammuslinger med broncefennikel og kålblomster

Man anskaffer normalt broncefennikel ved at købe et brev frø. Vær opmærksom på, at både smag og farve kan variere lidt, sorter lidt i småplanterne. Jeg har én plante der smager sødere end de andre, den værner jeg særligt om. Når først man har broncefennikel i haven vil den sprede sig en smule ved selvsåning, men ikke i en problematisk grad.

Reklamer

DSCN2520
To podekviste af det vilde æbletræ fra Pillemark på Samsø

Her i vinter fik jeg to kviste fra et vildæble i Pillemark på Samsø. De blev rullet ind i en avis og gravet ned i skyggen af naboens murede garage. Det er ikke ideelle podekviste, men hvis alt her i livet skal være perfekt går vi glip af livets små hemmeligheder. Nu har jeg forsøgt at pode dem på en gren på et gammelt madæbletræ af ukendt sort. Om det lykkes ved jeg ikke, men jeg skal nok melde tilbage. Om min podeteknik kan jeg sige, at den er mindre perfekt end podekvistene. Æbler skulle dog være lette at pode, så måske er jeg heldig.

DSCN1866
Vildæblet fra Pillemark på Samsø

Vi har masser af dejlige gamle æblersorter her i Danmark, og de fleste kan skaffes hvis man søger dem på internettet. F.eks. kan Blomstergården tilbyde en lang række af de gamle æbler.
Alligevel finder jeg det vilde æble fra Pillemark interessant. Det smager godt, det er barn af Filippa, et af de sundeste og mest velsmagende danske æble og det har en iøjnefaldende facon. Vi er nogle stykker der prøver at pode æblet, så mon ikke det lykkes for én af os?

DSCN2521
Noget af mit podeudstyr

Opskrifter finder jeg inspirerende, jeg følger dem aldrig. Det lykkes mig heller ikke at følge en podeopskrift, men jeg blev meget inspireret på frøsamlernes podekursus i vinter. Det er en operation, og derfor skal jeg prøve at være renlig. Med sprit og klude aftørrede jeg podekviste, podesteder og podekniv. Nå ja – hobbykniv. Så skar jeg nogle korte stykker podekviste, hvor jeg kunne finde de mest lovende knopper, og satte dem ind i T-snit jeg havde skåret i det gamle træ.

DSCN2523
Podekvist sat i T-snit

Nu skulle jeg så bruge podevoks. Man kan godt købe koldvoks til amatører som mig, jeg brugte husholdningsfolie i stedet, og bandt det med bast. Det var utroligt let at arbejde med. Så slog det mig, at havens fugle nok ville undersøge mine podninger med stor iver, så jeg sluttede af med en mælkehvid plasticpose, så kvistene får fred. Nu skal jeg så selv holde mig i skindet, og vente 3-4 uger før jeg kigger til kvistene. til den tid håber jeg at se kallus ved podestedet, for så er sårheling og sammenvoksning i gang.

DSCN2528
Tre podesteder beskyttet under hvid plast

DSCN2529
Hulrodet lærkespore Corydalis cava

Pludselig fik jeg øje på den, der mellem mine iris. Mit gamle ønske om en hulrodede lærkespore i haven var pludseligt opfyldt, uden at noget menneske havde løftet en finger! Jeg kender den fra skovene, hvor den nogle steder dækker skovbunden her i april. Den kan vist ikke spises, men den glæder mig inderligt 🙂 – så ukrudt kan det ikke være.
Det er et af de øjeblikke den dovne havemand får løn som fortjent!

DSCN2492
Tre kloner af ulluco, Ullucus tuberosus

Forleden hentede en frøsamler den artiskok plante jeg havde lovet ham. Med sig havde han tre knolde af ulluco til mig – Tusind tak! Han havde været i Peru, og købt lidt med hjem.

Sidst jeg forsøgte med ulluco gik det ikke godt, den ville ikke spire.

Jeg tror det går bedre denne gang, for disse knolde er købt rundt om på markedspladser i Peru. Det er vist meget usandsynligt at de er bestrålet for at hæmme spiring. Nu ligger de i hver sin potte i drivhuset og jeg venter utålmodigt.