maj 2009


DSCN2698
Rie og NO omgivet af sødskærm (tv.) og kvæde (th.)

Haven hvor Rie og NO udfolder sig er fuld af spændende usædvanlige ting, en rigtig frøsamlerhave. Ved hoveddøren står et tørstetræet for at citronsommefuglens larver kan finde føde. Æbletræerne består hver især af flere sorter, podet på hinanden. På den måde kan de dyrke flere af de gamle sorter på ganske lille plads. De får ikke så mange æbler af hver sort, men en rigdom af æblesorter gennem sæsonen.

DSCN2691
Kvæde Cydonia oblonga

Kvæden fangede øjeblikkeligt min opmærksomhed. På afstand lignede den en underskøn vildrose. På nært hold er de enkelte blomster også smukke. Jeg har sjældent set noget så romantisk som denne kvæde.

DSCN2700
Aubergine, peber og tomat

De sarte planter, som aubergine, peber og tomat var allerede plantet ud, og ser ud til at trives. Måske er jeg selv for pessimistisk når jeg venter til efter grundlovsdag? Det er vist første gang de har auberginer på friland, men peber og ikke mindst tomat har de mange års erfaring med.

DSCN2692
Camassia sp.

En flot klump af Camassia stod også i haven. Det er en løgplante som var værdsat af indianerne, der gravede dem op for at spise løgene. De var så elskede, at der kunne opstå krige om de enge hvor de groede. NO fortæller at den er nem og hårdfør, men smagen har de ikke prøvet endnu.

DSCN2699
Lidt af køkkenhaven

I køkkenhaven finder man hvidløg og korn (jeg har glemt hvilken art) foran kvan og sødskærm i en frodig kombination. For år tilbage har jeg selv fået hvidløgssorter fra denne have.
Efter havevandringen blev jeg budt på kvan-rabarbersaft. Det var en ualmindelig god kombination, som jeg ikke før havde smagt.
Tak for en smuk oplevelse.

Reklamer

DSCN2684
Allemandsharnisk (Allium victorialis)

Som mange andre holder jeg meget af ramsløg (Allium ursinum), jeg har endda haft den i haven (og har den måske endnu). Ramsløg spreder sig ret voldsomt hvor den trives. Det vidste jeg egentligt godt da jeg fik den, derfor satte jeg den ind under hindbærrene. Nu har jeg alligevel fået kolde fødder, og her bortgivet de planter jeg kunne finde. Det gode ved ramsløg er, at man hurtigt får den til at producere de velsmagende blade, og man kan plukke hæmningsløst, for den er næsten ikke til at udrydde.

For nogle år siden fik jeg fat i allemandsharnisk fra flere kilder. Den er større og kraftigere end ramsløg. Hvor ramsløg visner ned om sommeren, så står allemandsharnisk indtil efteråret. Det rigtigt gode er, at den kun deler sig langsomt, og når den smider frø spirer de meget langsomt, og frøplanterne er mindst 5 år om at vokse sig store. Det er faktisk svært at lave frøplanter på friland, da de i flere år ikke tåler en nysgerrig solsort – jeg har prøvet – de få frø der spirede blev efterhånden ødelagt af forskellige dyrs hensynsløse færdsel i min have 😦 Dette er samtidigt min garanti mod at haven pludselig drukner i allemandsharnisk.

DSCN2416
Om vinteren står de sjove nettede stubbe tilbage

Første gang jeg hørte om allemandsharnisk var i 1993 i Sibirien. Ved mange af måltiderne blev der serveret черемша (cheremsha), nedsaltede allemandsharnisk rørt op med smetana. Det smager fantastisk, jeg var henrykt – for mig er det en større delikatesse end kaviar, og jeg holder meget af kaviar. Jeg prøvede i en årrække at overtale nogle i sibirien til at sende mig frø eller planter, men de grinede bare og erklærede, at allemandsharnisk ikke kan gro i haver. De gror ude i taigaen og kun der!

Alliumvictorialis1133
I flere år så jeg kun blade

Stædig eller vedholdende? Jeg begyndte at søge på internettet. Fandt Stephen Barstow i Norge, som sendte mig nogle frø af Allium victorialis. De spirede desværre ikke. Men det gjorde nogle frø jeg byttede mig til fra Sapporo i Japan (vi kommunikerede med oversætterrobot), de blev dog alle ødelagt af dyr trods mine forsøg på at beskytte med kyllingenet. Stephen har i øvrigt skrevet noget om ramsløg og allemandsharnisk (seiersløk).

Seiersloek, victory onion from Norway
Allemandsharnisk i blomst – efter års ventetid

Efter forsøgene med frø blev jeg ikke mindre vedholdende/stædig. Et nederlandsk frøfirma N.C. Nijssen udbød to kloner, jeg måtte selvfølgelig have begge. Nu har jeg en klon fra Kemerovo i Sibirien og en fra Cantabrien i Spanien. Den fra Kemerovo har vist sig at være halv størrelse af de andre jeg nu dyrker. Nu fandt jeg også historier på internettet om en allemandsharnisk de dyrkede i haverne på enkelte af øerne på Lofoten. Det lykkedes at få kontakt til en venlig norsk dame fra Vestvågøy, som sendte mig en plante fra hendes have. Interessant nok ser det ud til at være hendes allemandsharnisk der trives bedst hos mig.

allium1610
Frøstand, allemandsharnisk klon fra Kemerovo i Sibirien

Allemandsharnisk fra Kemerovo har været meget blomstervillig, så den har jeg samlet frø af og sendt til andre frøsamlere.

Stephen Barstow besøgt danske haver sidste sommer, og jeg var så heldig at han også kom forbi min have. Han havde gaver med! To allemandsharnisk, Allium victorialis spp. platyphyllum og Allium ochotense. Den første er den jeg fik frø af fra Japan, den andens navn er et synonym for Allium victorialis spp. platyphyllum. Mon de kommer til at se ens ud? Det er nok ikke samme klon, selvom det nok er samme art og underart, hvilket er godt hvis jeg finder på at samle frø af dem (mindre indavl). De stammer begge fra østasien, selv om jeg i denne post tidligere skrev at den sidstnævnte var fra Estland. Den klon har været igennem Estland på sin lange vej til min have. Den har formentlig været igennem rigtig mange lande siden den blev indsamlet i sit oprindelige voksested – det kan være mange år siden.

Hvorfor hedder planten noget så mærkeligt som allemandsharnisk?
Den var i gamle dage forbundet med overtro. Den magt var så stor, at den som ikke havde råd til et harnisk blot kunne bære en allemandsharnisk om halsen i stedet.

DSCN2602
Merete og Ejner i deres dejlige køkkenhave

Da jeg skulle aflevere nogle ting hos Merete og Ejner fik jeg lov at se deres dejlige køkkenhave. Det er tidligt i vækstsæsonen, men der er allerede rækker af små spirende afgrøder. Ærter, og …, ja, jeg kan ikke genkende de små spirer, men der er en rig variation og det er ikke ukrudt. Den kraftige række skorzonerod i forgrunden går man dog ikke fejl af, og hvidløg vokser der oppe i venstre side.

De gamle artiskokker imponerede også. Ofte har jeg læst, at unge planter kommer lettere gennem vinteren. Merete og Ejner har dog erfaring for, at de gamle planter klarer sig bedre end de yngre fradelte planter. Derfor kan man hos dem se nogle artiskokker der ikke er flyttet i rigtigt mange år. Den slags giver stof til eftertanke.

Vi har udvekslet artiskokkloner, og jeg er meget spændt på at opleve en af deres gamle kloner i min have. Det er vist nok en ‘Green Globe’. Da ‘Green Globe’ er en gammel frøstamme kan navnet ikke bruges på én bestemt klon af den, og en klon er det, når jeg har fået et skud, som jeg igen vil lave nye planter fra vegetativt. Derfor kan det ende med at Merete og Ejner må finde på et navn til den.

Det er altid spændende og inspirerende at besøge andres have. Ofte kommer jeg hjem med nye metoder der er mindre arbejdskrævende end det man kan læse sig til. Især når det gælder de lidt mere sjældne afgrøder som hvidløg og artiskok. Tak for en god artiskoksnak.

Merete skriver “Vild med have“, med lækre billeder og gode opskrifter. Besøg den straks!

DSCN2597
Hvidløg Allium sativum. Ventre 2 med virus, højre 2 med stængelnematoder

I går gik jeg gennem hvidløgsbedet for at plukke lidt “hvidløgsporrer” og holde klonerne sunde. Jeg er dels på udkig efter planter med særligt mange lyse streger som tegn på virusinfektion, dels efter planter med vridende fortykkede blade der nok har stængelnematoder.
Dem der er angrebet af nematoder er ofte ikke værd at spise, da stængelen har mistet sin spænstighed. De virusangrebne er derimod gode at spise, så de blev snittet og kom i wokken til aftensmaden. Virus i hvidløg kan ikke smitte mennesker.

virus and nematode
Gule striber på bladene kan være tegn på virus

Virus er altid et problem når man formerer en plante vegetativt. De bliver som regel i vævet, så gamle kloner som hvidløg kan nemt have opsamlet flere vira, og der vil komme flere til i fremtiden. Med mindre man er opmærksom og fjerner planter der viser tegn på svækkelse. Når plantene så samtidigt kan spises er der ikke meget spild.