Skovløg (Allium scorodoprasum) over purløg (Allium schoenoprasum)
På en tur til jylland fik jeg chancen for at se haven hos Inge Lise og Brian. Brian har flere havesider, Gourmethaven og Potager.dk – smuk køkkenhave.
Det smukke bed med skovløg med en bund af purløg gik lige i hjertet på mig. Haven er alsidig, med både blomsterbede, køkkenhave og to drivhuse.
Køkkenhaven er anlagt i praktiske højbede
Haven har mange små praktiske detaljer. Bemærk f.eks. sollampen ved højbedene. Den bliver nyttig, når man skal finde lidt grønt til maden ude i efterårsmørket efter en lang arbejdsdag. Kompostbunken er placeret midt i haven, så den er let at komme til. Ikke noget med at gemme den af vejen. Det viser, at man i haven forstår at værdsætte komposten. Vi burde vel alle sætte kompostbunken på havens hædersplads, et klart og fint signal.
Inge Lise og Brian ved deres spinatranke (Hablitzia tamnoides)
Den specialitet der står allerflottest i haven lige nu er spinatranken. Det er en slyngplante fra Kaukasus, hvor bladene om foråret-forsommeren spises som spinat. Smagen er mere rund og fyldig. Planten er svær at skaffe, men gennem Frøsamlerne har man i år kunne få frø. Den står meget flot hos Inge Lise og Brian, det er ikke altid den trives så godt i danske haver. Nu håber vi det er en plante der vil trives de næste mange år på samme sted. Det er en gammel nytteplante, der gik i glemsel for hundrede år siden. Den har dog klaret sig bl.a. i Estland, og nu kommer den så tilbage til Danmark.
Spinatranke er beslægtet med stolt-henriks gåsefod, som det ses både på blade og blomst. Den stammer fra skovområder, hvor den slynger sig op i træerene, derfor skal det nederste af planten ikke stå i den stærkeste sol.
Den gule iris har fået en lidt tør plads. Sumpplanten reagerer ved at lave kortere blade. Derfor træder blomsterne meget tydeligt frem i Inge Lise og Brians have. Det er da værd at efterligne.
Tak for et fint havebesøg!
januar 17, 2010 at 18:53
Rigtig spändende blog.
En svensk veninde (jeg bor også i sverige) har länge ledt med lys og lygte efter ranke spinat frö, Hablitzia tamnoides. Kan i tipse mig om hvem vi evt kan köbe frö af?
På forhånd mange tak og önsket om en spändende sommer.
Mvh
Christina
januar 17, 2010 at 20:28
Mine bedste bud er, at I prøver SESAM eller Runåbergs Fröer (www.runabergsfroer.se)
Hvis SESAM ikke har den, kan de skaffe den gennem de andre nordiske frøsamler foreninger.