DSCN3458
Typiske peberfrugter fra 12 planter af 2. generation efter krydsning af to sorter

I år har jeg dyrket 13 planter af min utilsigtede peberkrydsning. Én plante blev hurtigt syg da den blev udplantet, mange brune pletter på bladene, som faldt af. Den blev rykket sent op, så jeg er sikker på den har smittet de andre planter mest muligt.
Er jeg bindegal – smitte de andre planter? For mig er der en mening med galskaben. Det så ud som om der var en sårbarhed ved denne plante, og ved at lade den smitte de andre, håber jeg at alle sårbare planter bliver afsløret – jeg har ikke fundet andre planter der er modtagelige, kun enkelte ubetydelige pletter på nogle af de andre planter, som de er vokset fra.
Plante 2 har også problemer. Her sidst på sæsonen rådner alle de små umodne frugter. Det sker ikke på nogen af de andre planter, så den skal ikke føres videre til næste generation.

Jeg udplantede planterne i rækkefølge efter hvor langt de var fremme i udviklingen ved udplantningen. Første plante var også først til få røde modne peberfrugter. Men der var i øvrigt ikke tydelig sammenhæng mellem plantens udvikling ved udplantning, og hvor tidligt frugterne modnede. Plante 5 og 6 har slet ikke nået at modne frugter ud over det grønne stadie, hvor andre, ikke mindst plante 11 har båret en rig høst af fuldmodne frugter, og mange flere på vej som før frosten kan høstes grønne.

Det startede som en hemmelig kærlighedsaffære mellem den tyske ‘Roter Augsburger’ og den kroatiske ‘Zlatni Medal’, som i 2007 stod og gnubbede blomster i vinden. Året efter kom alt for en dag, da en af ‘Roter Augsburg’ planterne lignede en mellemting mellem de to. Den kan ses på biledet i en post fra sidste år.
Da ‘Roter Augsburger’ og ‘Zlatni Medal’ er ekstremt tidlige sorter, egnede til friland i Danmark, forstod jeg, at dette er en lykkelig kærlighedsaffære, der med lidt omsorg i de kommende år kan blive til en eller flere nye frilandssorter.

De mange planter med chokoladebrune peberfrugter var en overraskelse, da bedstemor er rød og bedstefar orangerød (vanskeligt at skelne på billederne). De ligner ‘Sweet chocolate’ i farven, måske bør jeg dyrke den til sammenligning?