144 TaterMater
Et lille udvalg af Tom Wagners kartoffelsorter
Copyright Anja Egeriis anja.egeriis@gmail.com

Tom Wagner fra USA holdt en workshop på den økologiske gård Hegnstrup ved slangerup.

Tom fortalte om sin livslange fascination af kartofler og tomater. I 56 år har han krydset og udvalgt kartofler og tomater, og han har stadig mange ideer til forbedrede sorter. Tom er nok bedst kendt for hans tomat Green Zebra.

142Btatermater
Tom Wagner forklarer hvordan vi finder den bedste tomatblomst til frøavl
Copyright Anja Egeriis anja.egeriis@gmail.com

Det er en fornøjelse at gå i detaljen med en så erfaren og praktisk mand som Tom. Han viste hvordan den første blomst i en klase ofte har en deform støvdrager. Formen gør, at den er mere åben for at insekter anbringer blomsterstøv, når vi ellers tror den er selvbestøvet. Han anbefalede også, at vi kigger på den modne tomats blomsterende. Er det et lille punkt var støvdrageren velskabt, er der et større brunt ar har støvdrageren været deform, med forøget risiko for uønsket bestøvning.

132 TaterMater
Tom lirker støvdragerne af tomatblomsten
Copyright Anja Egeriis anja.egeriis@gmail.com

Tom lirker sikkert støvdragerne af en tomatblomst. Så “banker” han den mod tommelfinger neglen, for at se om der løsnes blomsterstøv. Der kom ikke noget, så den blomst kan han godt krydsbestøve. Han havde også bemærket det grønlige skær der endnu var over støvdragerne.

134 TaterMater
Tom bestøver en tomatblomst med pensel
Copyright Anja Egeriis anja.egeriis@gmail.com

Så henter han en veludviklet blomst fra en anden tomatsort, banker den let over en brun lerskål og vi kan alle se blomsterstøvet der lander på glasuren. Med spidsen af en lille pensel overfører han blomsterstøvet til støvdrageren på den første tomatblomst. Han fjerner kronbladene, så ingen insekter besøger blomsten, hvorefter han sætter et lille mærke med dato og sortsnavne, inden han fjerner de ældre blomster, så de ikke tager kraften fra den han nu har håndbestøvet.

137 TaterMater
Vi stimler tæt sammen for at se de små detaljer
Copyright Anja Egeriis anja.egeriis@gmail.com

Tom Wagner tænker i at kombinere gode egenskaber. For både tomater og kartofler gælder det modstandskraft mod kartoffelskimmel. Han ønsker også behårede planter, da insekter har svært ved at trænge ind gennem hårlaget. På den måde begrænses insektskader og de sygdomme som insekterne overfører ved deres bid.

Han har udviklet sorter, der kan blive i jorden indtil de skal spise eller sættes igen i april, uden at spire. Ved hård frost skal de dog have en dyne af halm for ikke at få frost.

Han har også udviklet en CO2 venlig kartoffel. Den er velsmagende, gulkødet og skal kun koge 5 minutter. 75% reduktion af CO2 udslippet ved tilberedningen!

Til den helt lille have har han udviklet kartoffelsorter med pragtfulde kæmpeblomster, billederne fik mig til at tænke på Dahlia/georginer, men nu med mere anvendelige knolde.

Da han ikke selv har jord, er hans arbejde helt afhængigt af at andre vil deltage. Derfor sender Tom mange af sine endnu ikke stabile krydsninger ud til andre, som så ud fra hans anvisninger udvælger planter i de følgende generationer.

En af Toms interessante teknikker kalder han præselektion. Det er når han på de ganske små planter kan se hvilke egenskaber de vil udvikle, og så sorterer dem derefter inden de plantes ud og tager plads for alvor. På de unge blades form kan han aflæse om knoldene bliver runde eller aflange. Når han ønsker kartofler der tåler let frost kigger han efter småplanter der først på aftenen samler bladene og på den måde beskytter det særligt følsomme vækstpunkt hvor de nye blade udvikles fra. Disse teknikker viser hvor dybt han forstår disse planter.

Når kartoffelfrøplanterne så udplantes, så er det meget vigtigt at sætte dem så dybt, at 1-2 af de normale blade bliver begravet i jord, eller får man ikke en ordenligt knoldudvikling.

Tom arbejder for, at vi almindelige mennesker påtager os vores ansvar med at vedligeholde og forbedre arven fra vores forfædre. Han mener vi selv skal lave F1-hybriderne, og i øvrigt bytte frø flittigt, så vi holder den fælles arv vedlige. Vi har råd til et langsigtet perspektiv, hvorimod de få tilbageværende multinationale frøfirmaer er nødt til at avle ud fra et 10-års perspektiv, for at få økonomien til at løbe rundt.

For at lette græsrodsarbejdet med kartofler udvikler han også evnen til frugtsætning, så kartoffelplanter igen kan blive villige til at sætte frø.

Ps. Læs om Tom Wagner på Urtegartneriet dagen efter hos Gourmethaven.dk