DSCN3921
Anders Borgen førte den ene halvdel af gæsterne rundt i marken

I år havde jeg muligheden, da jeg hørte om markvandring på Mørdrupgård, hvor Per Grupe dyrker økologisk korn. Han dyrker over 300 gamle sorter. Når han får en sort fra Nordisk GenBank (NordGen) kommer der en lille portion. Den må han opformere over nogle år, inden han kan høste så meget, at der kan bages af kornet. Undervej er der nogle sorter der falder fra, da de giver et alt for ringe udbytte, men de fleste klarer forholdene på en økologisk mark.

DSCN3918
Per Grupe tog selv imod på Mørdrupgård

Det var en fornøjelse, at så mange deltog, og forståeligt, at man skulle melde sig på forhånd. Selv om vi stod samlet, måtte der bruges højttaler, så alle kunne høre Per Grupes velkomst. Han har drevet gården siden engang i 80-erne.

DSCN3922
Linser og havre

Vi så rigtig mange hvedesorter, både de allerældste énkorn og emmer, men også den bedårende dværghvede og andre sorter, som ville gøre sig hos en blomsterbinder. De flotte gamle sorter kunne mange have glæde af at dyrke hjemme i blomsterhaven, for at tørre dem som evighedsblomster. Desværre var jeg ikke kvik med kameraet – jeg ville jo også høre hvad der blev sagt af de sprudlende kloge fagfolk.
Den største overraskelse for mig var, da vi passerede en parcel med linser. For at øge udbyttet var der sået havre i rækker, som linserne støttede sig til. Der findes mange sorter af linser, der kan trives i Danmark. Det er dog ikke en afgrøde jeg umiddelbart tænker på at dyrke i min have. På den anden side, så kunne den måske være en fin underafgrøde til nogle køkkenurter?

DSCN3926
Så er der smagsprøver

Afgrøder på marken skal have en nytteværdi. På disse marker er det til menneskeføde, derfor fik vi lov at smage brød og øl lavet af nogle af de gamle sorter fra markerne på Mørdrupgård. Der var masser af smag i det gode brød.
Mine favoritter var Aurions Svedjerugbrød og Meyers Bygbrød, andre havde deres favoritter.
Øllet var også godt, men da jeg var i bil, blev det kun til et lille bæger. Nok til at opleve smagen af godt øl.
Så var der nøgenbyg- og rugkerner. Spiret i tre dage og derefter blancheret i nogle minutter. Serveret på vinblade med sauce verte. Tænk, at man kan koge hele kerne på 2-3 minutter, blot de er forspiret. Det kan man da kalde fastfood! Når kornet er i spireprocessen, så er det sikkert et interval på flere dage, hvor de er velegnede til lynkogning. Vi er vist flere der kan bruge den metode i vores moderne livsstil, hvor mad nogle gange skal gå stærkt.

DSCN3924
Efter en god markvandring meldte den lille tørst sig hos de fleste

DSCN3925
Det var en smuk højsommeraften


Flattr this