DSCN5289
Kvan (Angelica archangelica)

Denne kvan voksede frem sidst på vinteren, hvor et frø var tabt. Jeg er imponeret over væksthastigheden, og at den ikke behøver mere varme. I sidste uge satte jeg en stor krukke over den, så bladene kunne bleges. Det gør dem skøre og lækre.

En stor bladstængel kom i wokken med thaimynte og skaldyr. Der tog kvanen rollen som galangarod, med sin markante parfumerede smag. En lille stængel snittede jeg meget fint, og gav den en dressing – dejligt tilbehør.

Tidligere har jeg brugt kvan uden at blege den. Det har været fint til snaps. Men ellers har det været skrap kost for min tunge. Jeg havde egentlig opgivet at spise kvan. Men med erfaringen med at blege bladene, så er jeg atter klar til at spise kvan.

Måske burde jeg så en lille række til efteråret med helt friske frø, så jeg igen har frisk kvan i maj.

DSCN5315
Bleget kvan efter høst

Jeg efterlod to blade – kan planten gro videre, bleges igen senere på sommeren for at høstes igen?


Flattr this