DSCN6746
Kombucha syltet grøn peber

Hvert efterår er der nogle grønne peber der ikke når at modne til rødt. De kan sagtens spises grønne. Men i år var de næsten allesammen stadig grønne, da jeg måtte høste resten inden den første frost. De holder fint i køleskab, der er bare den hage ved det, at smagen efter en uges tid ændrer sig. Det er en ændring jeg ikke bryder mig om – de kommer til at smage som butikspeber tit smager, når de stadig er friske, men har været længe undervejs. For at undgå den smag, så plejer jeg at salte mine peberfrugter let, og sætte dem i køleskabet. I år prøvede jeg kombucha i stedet for.

DSCN6744
Kombucha syltet grøn peber

Jeg har i nogle år lavet kombucha regelmæssigt. Efterhånden opdager jeg, at kombucha kan meget mere end blot være en læskedrik. Inspireret af “The Art of Fermantation” skrevet af Sandor Ellix Katz, overhældte jeg de ringskårne peberfrugter med et nip salt, dækkede dem med kombucha og hældte et par teskefulde olivenolie på toppen. Glasset satte jeg i køleskabet.

De kombuchasyltede grønne peberfrugter blev vidunderlige. De er stadig knasende sprøde, har bevaret en god pebersmag, har fået et syrligt anstrøg og der er ikke tilsat sukker. Det har heller ikke været nødvendigt at koge noget. Eneste minus er, at farven på peberstykkerne er blevet olivengrøn. Der kom en let kombuchasvamp på toppen. Den var lige til at fjerne, og er ikke kommet igen.
De kombucha syltede grønne peber er gode sammen med både smørrebrød og varm mad.