DSCN8007
Amerikansk kartoffelbønne, Apios americana

En videnskabsmand spurgte, om jeg ville sende ham nogle gamle nordiske ærtesorter. Han interesserer sig for hårdføre afgrøder, der vil kunne tilpasse sig klimaforandringer. Jeg sendte selvfølgelig hvad jeg kunne skaffe til ham. Som tak sendte han nogle kloner af kartoffelbønner, og bad mig følge dem nogle år og melde tilbage. Da han fik tilbagemeldning året efter sendte han flere kloner.

Nu er jeg ved at lære at dyrke kartoffelbønner. Nogle ting har jeg allerede lært.

– hvis de tørrer for meget i overfladen, så kan de ligge et helt år over inden de vil spire. Derfor skal de holdes lidt fugtige, i plasticpose hvis de skal sendes.

– de tåler frost, langt mere end jeg kan forvente en isvinter.

– de sætter de spiselige knolde som perler på snor, og rødderne bliver meget lange. Jeg har endnu ikke turde sætte dem ud i jorden, men dyrker dem i baljer. Jeg blev anbefalet 40ltr. baljer som passende størrelse, og det har fungeret fint. Havde jeg letsindigt sat dem på en række i køkkenhaven, så ville jeg nu to år efter ikke kunne holde klonerne adskilt.

DSCN7167
Forsøgsopstillingen med 40ltr. baljer

DSCN7513
Første år var de ikke blevet til noget særligt

Jeg har også lært, at kartoffelbønner er slowfood. De skal gro i flere år, før udbyttet bliver rimeligt. Derfor arbejder videnskabsmanden på at forædle mere produktive kartoffelbønner.
Jeg har endnu ikke set dem blomstre, og får derfor heller ikke frø, eller mulighed for at udvælge nye sorter. Måske hvis jeg ofrer plads i drivhuset.

DSCN7992
Nogle kloner tog på i vægt anden dyrkningssæson

Før har jeg ikke været opmærksom på kartoffelbønnerne. Men nu er jeg blevet interesseret, og har til sammenligning fået en klon fra en frøsamler. Den klon stammer fra Chilterns Seeds oprindeligt. Den er vist på det første billede i dette indlæg.

Et par gode egenskaber jeg også lige må nævne:

– Kartoffelbønneknoldene indholder ligeså meget protein som tørrebønner, og af samme gode kvalitet.

– Kartoffelbønner kan høstes hele året, hvis man kan grave i jorden.

Der er flere billeder af de enkelte kloner på min fotoside på Flickr:
https://www.flickr.com/photos/10348212@N07/sets/72157651806087245/

PS. Videnskabsmanden har igen fået tilbagemelding. Ganske banalt, et link til de fotos jeg tog, som du måske så lige herover. I teksten til billederne har jeg indsat klon nr. og vægt, hvis det ikke er tydeligt nok på alle billeder. Som svar har han sendt en ny klon han tror vi kan få glæde af at afprøve i Danmark.