Serridslevgaard, den gamle danske artiskok, opkaldt efter en herregård ved Horsens.
Da vi flyttede fra Amager til Odsherred, var jeg spændt på, hvordan den gamle artiskok ville falde til i den nye have. På Amager var havens jord leret og kalkrig, ja, i grunden egnet til byggemateriale – hård som beton, når den tørrede helt ud i de varmeste somre.
Her er jorden sandet, og der er et lille fald ned mod fjorden. I vinterstorme komme fjordvandet langt op i haven. Helt andre haveforhold, end jeg er fortrolig med fra tidligere haver.
Min strategi var, at plante flere steder, og det var et held. Jeg medbragte to ens aflæggere fra planten i den gamle have. Den ene, som ses på det øverste foto, plantede jeg, hvor jeg tænkte den ville trives bedst. Den anden blev sat i jorden et sted, hvor den ikke ville komme i vejen, bare tænkt som en back-up, et sted den formentlig kunne overleve.
Den anden er blevet kæmpe stor og trives fantastisk. Om den første vil indhente den i løbet af nogle år ved jeg ikke, men det må være et godt sted for artiskokker jeg fandt til den anden, som ses herunder. Vi har allerede fråset i artiskokker fra den anden, hvorimod den første kun er på vej til at vise skokken.
Så hvad er så det bedste sted til artiskokker?
Ja, det er jeg helt klart ikke den rigtige til at svare på.
Men med “flere æg i kurven” og “lidt lykke og lidt held”, så skal det nok gå 🙂
Det er altid godt at dele frø – det erfarede jeg igen i år. AnneMarie fik nogle frø af min aubergineforædling til friland for mange år siden, før det blev en stabil linie. I år skrev hun, at hun havde for mange planter, så hun kom forbi med sit overskud. Hun har sået dem 15. februar – jeg plejer at så dem 21. marts – så de er meget langt fremme. Ja, jeg nåede at høste 4 auberginer ugen før udplantning. Grundlovsdag, 5. juni, planter jeg dem ud. Jeg har forsøgt tidligere, og det kan de overleve, men væksten går i stå, og så er det alligevel ikke sjovt at udplante tidligere.
I gennem årene har jeg blot udplantet mine auberginer, og derefter passet dem minimalt til høst. Det har Ludmilla ladet mig forstå er forkert. Altså sådan absolut voldsomt og aldeles helt forkert – chokerende forkert – i grunden helt utilgiveligt forkert! Den slags gør indtryk, selv på et stædigt æsel.
Da planterne er blevet så store, at jeg alligevel må støtte dem med en pind, så tænker jeg at det er i år, at jeg opgiver min stædighed og gør som Ludmilla siger: Aubergineplanterne skal have to skud, der formes i et V, og alle andre skud skal nippes af.
Tre auberginer under udvikling, og én allerede spist
Pindene er elefantgræs fra sidste år. Når jeg krydser to pinde omkring stedet hvor de to aubergineskud deler sig, så kan de vokse videre langs hver sin ind. Kobbertape er for at holde sneglene ved jorden.
For mig er det interessant at dyrke AnneMaries linie, da den har udviklet sig helt anderledes end min egen. Der er stor variation i frugterne, hvilket er fint i en privat have. Flere af disse planter sætter mange tynde aflange auberginer, og det er de aller tidligste planter.
En selvsået selleri har sneget sig ind her, så den får lov at stå
I en have får man mange overraskende erfaringer, og én af mine er, at rådyret nok spiser en del, men skader mest når geviret skal fejes. Det sker lige nu. Mine flerårige fennikel havde jeg ikke tænkt på, så de er fejet, ikke ihjel, med sårede, vinde og skæve. Jeg har luret på fejeadfærden de sidste par år, og opdaget, at det som stritter op, som nu mine nyplantede auberginer, er i yderste fare hver nat i denne tid. Desværre holder jeg også meget af rådyr, så et højt hegn til at holde dem ude vil jeg ikke have. I stedet giver jeg dem hvad de gerne vil have – nogle lodrette tynde grene som står bekvemt. Jeg sætter simpelthen elefantgræs i jorden i cirkler omkring mine auberginer, nyplantede træer og buske. Indtil videre virker det, under forudsætning af, at jeg får det gjort. Det er en nem og hyggelig udendørs loppetjans, så jeg klager ikke 🙂
Skrubtudsens have 