Selvsået kål og humle i stendiget

Vinteren var hård ved mine flerårige kål. Ikke temperaturen, men de mange dage sidst på vinteren, hvor solen brændte skarpt på bladene i dagfrost. Af Daubenton overlevede kun en stikling, sat i en potte i drivhuset, tænkt til at glæde andre havefolk. Også Vivis fantastiske krydsninger meldte pas. Tilbage er en spansk vildkål og nogle planter, som er opstået her i haven, med Italiensk palmekål som moderplante, og nogle af de afdøde flerårige som fader. Disse planter har stået imellem de andre kål, og i modsætning til de afdøde, så har de på ingen måde ladet sig påvirke af vinterfrostsolen. Planterne har lignet fodermarvkål, med spor af palmekål 🙂

Den spanske vildkål har også været helt upåvirket af vinteren. Den er også ret upåvirket af alt andet. Selv er jeg dog ikke upåvirket, når jeg smager på den. Om sommeren brænder den som peberrod! Men efterår og vinter er den blid som et lam.

Alle de overlevende kål er ved at sætte frø

Lige nu er kålbedet en jungle af kålskulper og humle. Humlen burde jeg selvfølgelig fjerne, men man skal være forsigtig med at pusle og pleje for meget, når man laver planteforædling. Planter der klarer sig under forædlingen i mindre ideelle vilkår, resulterer i planter, der er lettere at dyrke på langt sigt – hvis de overlever, vel at mærke.

Frøene i disse skulper anser jeg for værdifulde. Forældrene er frøplanter, der har overlevet en dræbervinter. Med Italiensk palmekål som bedstemor, så kunne der også dukke kulinarisk guld op i kommende generationer, hvis man er opmærksom. Dog vil de vilde dyr også elske de kulinarisk bedste planter, så her skal tingene afbalanceres. Og så er det måske godt, at den spanske vildkål også har deltaget i blomstringen, og kan give nogle af næste års frøplanter et spark af peberrod i sommertiden. Bedst er måske den kålplante, som er vildt stærk om sommeren, men giver palmekålens smag plads i efterår og vinter 🙂

Stængelskud på en blomstrende kålplante

De fleste ville have fjernet alle eller de fleste af blomsterskuddene, for at kålplanten kan overleve blomstringen. Jeg har dog kun spist ganske få af skuddende, da jeg ønsker en kållinie, der kan overleve at blomstre. Jeg er overbevist om, at de derved bliver mere stabilt flerårige. Derfor glæder det mig at finde nye skud nederst på stænglerne, samtidigt med at frøene udvikles. Det er vist fysiologisk noget med, hvordan hormonernes sendes rundt i planten.

Selvsået kål, flerårige forældreplanter

I en gammel sammenfalden dynge tang har jeg fundet en masse selvsåede frøplanter. Der er tydelig diversitet, når jeg ser på stængelfarve og kanten af bladene. Spændende hvad de vil udvikle sig til. I første omgang bliver de stående, og så ser jeg hvilke som overlever vinteren.

I stendiget mod fjorden er der også dukke frøplanter op mellem stenene. Det er måske et godt voksested for en undsluppen kål?

Undsluppen kål i stendige