have


DSCN3767
Der skal mange vandkander til en skolehave

I dag fik jeg lejlighed til at besøge Københavns skolehaver i Lersøparken. Det er fantastisk, at disse gamle skolehaver endnu eksisterer. Det er utroligt så mange skolebørn der har en lille frodig plet her. Jeg er ikke klar over hvor mange i alt, men et lille område af haven rummede 200 skolebørns bede!

DSCN3764
Rasmus og Rebeccas haver

Hvert skolebarn får en lille have med navneskilt. Skolehaverne hjælper børnene til at plante afgrøderne i den rigtige rækkefølge, så de støtter hinanden i stedet for at skygge for hinanden. På den måde får børnene langt mere glæde af deres haver. Jeg kunne ind i mellem se, at der også er plads til individuelle afgrøder, vist nok typisk frø familien giver børnene med til skolehaverne.

DSCN3755
Æblegangen

Rundt om de små havelodder er der store fællesarealer med alverdens urter, frugt, blomster og græsplæner de kan tumle sig på. Der er en bigård, høns og masser af vildtlevende dyr. I en lang nøddegang er der tit besøg af egern.

DSCN3772
Stærenes boligkompleks

DSCN3757
Stikkelsbærrene er klar til skolebørnene i næste uge

DSCN3765
Nogle af dagens havegæster

DSCN3763
Selvom det regnede og blæste meget denne lørdag, så skinnede solen da guitaren kom frem

DSCN3770
Pippi huset

Der er både nye og gamle huse i skolehaverne. Det mest fantastiske er nok Pippi huset. Det var blevet gammelt og frønnet, kunne næsten ikke holde mere. Nu er det ved at blive istandsat, med økonomisk hjælp udefra.

DSCN3775
Redskabsrum med skib under loftet

Der skal bruges mange redskaber, når der kommer en eller flere klasser samtidigt. Det kræver at man holder orden. Jeg morer mig over den praktiske måde at holde styr på nogle af vandkanderne – de er sat på et skaft.

DSCN3766
Rose

Dette er vist havens første rose i år. Det må være vidunderligt at være skolebarn i disse skønne skolehaver, med plads til leg og alvor.

Besøg skolehavernes hjemmeside:
www.kbhskolehaver.dk


Flattr this

DSCN3474
En have med udsigt

Nu genså jeg Merete og Ejners have. Sidst var i foråret, denne gang ser jeg haven efter første frost. Haven ligger i en landsby, med udsigt over mark og skov.

DSCN3475
Salvie (Salvia officinalis)

Den store salvie med de krogede stammer fik mig til at tænke på kongeegen i Jægerspris nordskov. Alder kan tilføre planter en helt ny dimension. Det er den flotteste salvie jeg har set.

DSCN3478
Kirsten og Merete fordybet i havesnak

Når havefolk mødes i en have går snakken. Det er forunderligt hvor forskelligt vi mennesker kan dyrke vores haver. Vi spiste os forbi de forskellige frugttræer, spiseæbler, madæbler, pærer, blommer, hasselnødder og vindruer.

DSCN3481
Den gamle vin

En meget gammel vin har erobret toppen af nogle æbletræer. Den stod i gamle dage i et drivhus, men har siden klaret sig i det fri. Kan det være den gamle sort Frankenthaler?

DSCN3480
Cikoriesalat

Der er stadig mange afgrøder i køkkenhaven. Cikoriesalaten smagte vi til frokost – uhm… Vi fik også porre og en hvidløgsmayonaise med ‘Susan Delafield’ Hvidløg.
Tak for en dejlig dag.

DSCN3434
Christina Løjtnant fortæller om reliktplanterne i Gl. Lejre

Frøsamlernes årsmøde startede i år med besøg på Gartneri Toftegård syd for Køge. Lene Tvedegaard fortalte kyndigt om deres store udvalg af chili, peber, tomat og krydderurter. Hun kunne fortælle, at i deres store drivhuse sker en del krydsninger, så vi andre skal nok være opmærksomme på, at chili og peber godt kan krydse her i vores klima, når blot insekterne for smag for blomsterne. Det gør de naturligvis hurtigere, når der er så mange som på Toftegård. Vi smagte på mange tomater og nogle chili blev det også til, selv om vores tid var knap, og vi jo som altid var spørgelystne – derfor får vi også så megen viden ud af de kloge mennesker vi besøger!

DSCN3402
Lene Tvedegaard fortæller om en lille type ananaskirsebær, som hun særligt kan anbefale. Interessant, for den delte vandede hvor jeg stod. Nogle var begejstrede, andre som jeg kan bedre lide andre typer. Grundlæggende er det også derfor vi skal have et stort udvalg af sorter og typer indenfor de forskellige afgrøder.

DSCN3408
Her smages på chili og tomat

DSCN3410
De små nyttehaver i Ishøj

Fra Toftegård kørte vi til nyttehaverne i Ishøj. Der var spændende at se, hvor meget der kan dyrkes, når 100 kvadratmeter udnyttes effektivt. Nyttehaverne er også en kulturel smeltedigel, hvor mennesker med meget forskellig baggrund møder hinandens havekultur. Nogle er tro mod deres fortid, andre er nysgerrige, inspireres til nye afgrøder og dyrkningsformer. Haveglæden var fremherskende, og den var næsten alle fælles om. Næsten, fordi der her som alle andre steder er folk der ikke overkommer at holde deres have. Netværket gjorde dog, at f.eks. en ældre mands velholdte have stadig var velholdt denne sommer, skønt han er syg. Dem der har overskud passer hans have til han er klar igen. Han har sikkert passet andres haver tidligere.
Anna som har en nyttehave viste os rundt. Hun har stor viden om haverne, de forskellige kulturer de repræsenterer, og hvordan de stille stimulerer hinanden.

DSCN3420
Typisk dansk kartoffelhave, hvor jorden nu ligger har efter kartoflerne. Bemærk også jordbær, rødbeder, porrer, selleri og frugtbuske

DSCN3418
Have med, vist nok, afghanske rødder. Bemærk det store bed med koriander, så meget koriander bruger danske familier endnu ikke. Der er også store bede med bitte små porrelignende planter, kan det være tareh?
Tareh er en lille porreslægtning, der dyrkes som purløg, og snittes over jorden.

DSCN3421
I nogle af haverne er det nyttige nedtonet til fordel for det romantiske

Om søndagen var vi på reliktplante ekskurion i Gl. Lejre med Christina Løjtnant. (se det øverste billede)
Hun kunne sit stof, og var klar til at gå ind i vores diskussioner om hvor gamle planter skal være før de er reliktplanter, og hvornår det er et reelt levn fra tidligere dyrkning, frem for en nyere introduktion. Hun forklarede, at det ikke er den enkelte plante der viser sig som en reliktplante, men det mønster man finder tidligere dyrkede planter omkring kirker, landsbyer og andre steder med menneskelig aktivitet. Hun pegede ud over engene og markerne – derude finder man næsten aldrig reliktplanter, og da kun enkelte eksemplarer, ikke bestande som omkring bebyggelse. Rød hestehov, som tidligere blev regnet for reliktplante, har nu af uvisse grunde skiftet karakter til invasiv art. Der er sket nogle ændringer i vores miljø, så denne art, der har overlevet i århundreder ved gamle voldgrave, nu pludselig er begyndt at brede sig voldsomt, at den ikke mere er bundet til menneskenære arealer.

DSCN3438
Vi sluttede ved den gamle kongsgård i Gl. Lejre

Flere billeder fra årsmødet

DSCN2903
Denne rødgran holdes i fast højde ved klipning

Hvad gør man når et træ tæt på huset bliver for stort? Det skulle være fældet, efter en nabo advarede om hvilke skader husets fundament kunne få af rødderne. Og så nænner man det alligevel ikke. Men hvis det holdes nede i størrelse, så går det nok endda. Derfor begyndte jeg for omkring 10 år siden at klippe rødgranen. I dag har den samme højde som da jeg startede med at klippe.

Træet har skiftet karakter, nu ligner det en kæmpe sukkertopgran og ikke et juletræ. Den stramme facon gør det faktisk til et hvilepunkt for øjet, det giver lidt ro når man kigger ind i haven. Skovduerne er også glade for den nye facon, de har reder to steder oppe i toppen.

Arbejdsindsatsen er en times tid hvert år sidst i juni, når træet skal klippes. Jeg bruger en hækkesaks, så arbejdet er en fornøjelse og tankerne kan løbe vidt omkring. Kunsten er at klippe i de lysegrønne skud, uden at klippe dem helt af. Når man klipper i dem ved denne tid kan de nå at lave nye knopper at skyde fra næste år, og så kan væksten fortsætte. Jeg tror ikke rødgran kan skyde hvis jeg klipper ind i skuddene fra sidste år.

Træet fungere også som et ekstra haveskur. Mange ting kan stå diskret under sådant et træ. Der er en hel hule derinde, hvor jeg opbevarer potter og plantejord.

DSCN2739
Skovløg (Allium scorodoprasum) over purløg (Allium schoenoprasum)

På en tur til jylland fik jeg chancen for at se haven hos Inge Lise og Brian. Brian har flere havesider, Gourmethaven og Potager.dk – smuk køkkenhave.
Det smukke bed med skovløg med en bund af purløg gik lige i hjertet på mig. Haven er alsidig, med både blomsterbede, køkkenhave og to drivhuse.

DSCN2740
Køkkenhaven er anlagt i praktiske højbede

Haven har mange små praktiske detaljer. Bemærk f.eks. sollampen ved højbedene. Den bliver nyttig, når man skal finde lidt grønt til maden ude i efterårsmørket efter en lang arbejdsdag. Kompostbunken er placeret midt i haven, så den er let at komme til. Ikke noget med at gemme den af vejen. Det viser, at man i haven forstår at værdsætte komposten. Vi burde vel alle sætte kompostbunken på havens hædersplads, et klart og fint signal.

DSCN2745
Inge Lise og Brian ved deres spinatranke (Hablitzia tamnoides)

Den specialitet der står allerflottest i haven lige nu er spinatranken. Det er en slyngplante fra Kaukasus, hvor bladene om foråret-forsommeren spises som spinat. Smagen er mere rund og fyldig. Planten er svær at skaffe, men gennem Frøsamlerne har man i år kunne få frø. Den står meget flot hos Inge Lise og Brian, det er ikke altid den trives så godt i danske haver. Nu håber vi det er en plante der vil trives de næste mange år på samme sted. Det er en gammel nytteplante, der gik i glemsel for hundrede år siden. Den har dog klaret sig bl.a. i Estland, og nu kommer den så tilbage til Danmark.

DSCN2743
Spinatranke med blomsterstand

Spinatranke er beslægtet med stolt-henriks gåsefod, som det ses både på blade og blomst. Den stammer fra skovområder, hvor den slynger sig op i træerene, derfor skal det nederste af planten ikke stå i den stærkeste sol.

DSCN2738
Gul iris (Iris pseudacorus)

Den gule iris har fået en lidt tør plads. Sumpplanten reagerer ved at lave kortere blade. Derfor træder blomsterne meget tydeligt frem i Inge Lise og Brians have. Det er da værd at efterligne.

Tak for et fint havebesøg!

« Forrige sideNæste side »