peber



Bagt græskar med jordskok, peber, ærteskud og citrongræs
©Randi og Svend Sørensen

Madværksted – Smagsprøver og opskrifter med Frøsamlernes egne sorter. En del af Frøsamlernes forårskursus.

Først på vinteren blev spurgt, om jeg ville holde et madværksted i marts. Da var næsten alle afgrøder høstet og spist. Det var for sent at så nye afgrøder. Ja sådan tænkte jeg. Men det viste sig, at jeg da godt kunne nå at dyrke f.eks. ærteskud. Og vinteren var mild, så der var rester af majroer at hente i haven stadig, selvom de bedste var spist. Og godt nok var fokus på frøsamlersorter, men vilde planter kunne også være med. Og der var frøsamlere der tilbød nogle af deres afgrøder til dagen. Så det lykkedes selv midt i marts at præsentere en bred vifte af smage og tilberedningsformer.

Først måtte deltagerne finde sig i en powerpointpræsentation, da jeg dels ville tale lidt om frøsamlersorter jeg ikke kunne have med, dels ville lave en hurtig gennemgang af tilberedningsmetoder, både dem vi bruger dagligt i Danmark, og dem som de færreste danskere har erfaring med.

Det vigtigste var selvfølgelig at snuse, smage og diskutere med sidemanden. Til det formål var smagsprøverne med hjælp fra kyndige kvinder om morgenen fordelt på stationer. Stationerne skulle i sig selv give en lille harmoni, men rækkefølgen skulle også gerne føre smagsløgene igennem et landskab af surt, salt, bittert, umami og sødt. Jeg var meget tilbageholdende med at krydre maden, da det var råvarerne, “frøsamlersorterne”, vi skulle smage og ind på. Jeg havde ikke tænkt, at deltagerne skulle inspireres til at gå hjem og lave det samme, men at de skulle blive inspireret til at gå hjem og opdage nye sider af vores råvarer. Det er nemt nok at bevare gamle sorter man gerne vil spise, straks sværere at bevare gamle sorter man synes smager grimt. Men forskellen ligger ofte i tilberedningen.

F.eks. var Errindlev ærten kun fire frø fra at uddø. Det er en fin lille grønært, men skrækkelig bitter smag! Ved først at opformere den og siden eksperimentere med måder at spise den kan det bekræftes, at den smager skrækkeligt bittert som grønært. Men som sukkerært og som tørret gråært når den gourmethøjder. Der var altså en grund til at en ældre dame i landsbyen Errindlev holdt fast i at dyrke sin besynderlige ært. Men hendes viden om brug af ærter blev tabt ved overleveringen af frøene – det sker meget tit. Personligt vil jeg øve mig i at høre bedre efter hvad folk har på hjertet, når de giver mig en sort jeg ikke kender.

Hvad er en “frøsamlersort”?
Godt spørgsmål, men det er vel nærmest en sort som udveksles blandt frøsamlere, typisk på en af årets udbudslister. På de lister kommer kun sorter som ikke anses for at være i almindelig handel. Frøsamlerne ejer som sådan ingen frø, ud over hvad medlemmerne donerer til formidlingen af foreningens arbejde. Foreningens kerneområder er at være et forum for udveksling af frø blandt medlemmerne, oplyse om arbejdet med at bevare gamle sorter og som noget nyt også at arbejde frøpolitisk for gode rammer for arbejdet.

 

 


Salat af mælkebøtte og majroe
©Randi og Svend Sørensen

1. station
Salat af mælkebøtte rod og blade, majroe og ramsløg, med olie/agresto dressing

Min tanke var, at det er godt at lægge ud med salat. Jeg har erfaring med denne kombination, hvor mælkebøttens sødme, nøddesmag og bitterhed spiller godt imod majroens sødme og kålsmag. Ramsløg giver en oplevelse på en helt anden kanal, og en mulighed for at tænke på andet end mælkebøttens bitterhed. Salaten sætter scenen for de efterfølgende stationer.

Mælkebøtte: Ukrudt fra egen have, renset og skåret i passende stykker. Smagen er både bitter, sød og nøddeagtig.

Majroe: Petrowsky Gulia, Ohlsens Enke stamme, Vangede 1948. Oprindeligt fik jeg frø fra Nordisk Genbank, har nu dyrket den i to generationer. En dejlig gulkødet majroe. Om efteråret er roens hud temmelig skarp i smagen, i retning af radise og peberrod. Til min overraskelse er den her i marts måned helt mild og der er ingen grund til at trække den af. Denne stamme af Petrowsky står bestemt ikke tilbage for nyere.

Ramsløg: Plukket i kongelunden for et par år siden, snittet, mælkesyregæret og opbevaret i lukket glas i køleskab siden. Udseende, duft og konsistens helt som friskgærede ramsløg. En berusende aroma kunne mærkes i hele lokalet, skønt der kun blev brugt ganske små mængder. Når det gælder ramsløg, så forfines og intensiveres den særegne hvidløgsagtige aroma af mælkesyregæring. Det tager ikke mere end 5-10 minutter at plukke, hvad jeg selv bruger i løbet af et år. Ramsløg har en ret lang plukkeperiode i april og maj måned. Da ramsløg kan forveksles med liljekonval og nøgen jomfru, så er det vigtigt, at identificere planten på løglugten, indtil man bliver fortrolig med den.

Olie: Sibirisk pinjekerneolie. En olie med let anstrøg af harpisksmag. Mange kender harpikssmag fra græsk retsina vin. Kan vist ikke skaffes i Danmark, men jeg havde den stående, og den er en oplevelse.

Agresto: Saften af umodne Rondo druer fra egen have. For at øge holdbarheden havde jeg eddikegæret agrestoen med kombucha/eddikesvamp. På denne måde indeholder agrestoen både vinsyre, og den ved gæringen dannede eddikesyre, og syrebilledet i salaten bliver mere nuanceret. Vinsorten Rondo sætter langt flere druer, end den kan modne. Man må under alle omstændigheder klippe mange umodne druer af, så det er dejligt at kunne anvende dem til noget godt.

 

 


Snittet hvidkål med aubergine, ocablade og allemandsharnisk
©Randi og Svend Sørensen

2. station
Snittet hvidkål, fermenteret aubergine, ocablade og allemandsharnisk

Danskernes forhold til hvidkål har chokeret alle russere jeg kender. At vi spiser snittet hvidkål uden at gøre mere ved den er totalt hardcore for en russer. De vil enten knuge kålen med lidt salt, eller mælkesyregære den. På denne station skal vi smage den kendte danske facon, så vi husker den, når vi senere skal smage de andre. Hvis denne station skal blive lidt harmonisk, så skal der noget syre til kålen. Det får vi i tre former, syrnet aubergine, ocablade med oxalsyre og fra creme fraiche med allemandsharnisk. Allemandsharnisk minder om ramsløg, og så alligevel ikke helt?

Hvidkål: Købt, økologisk import fra Nederland. Snittet hvidkål er en standard vintersalat i Danmark. Den indgår her som sammenligningsgrundlag for snittet hvidkål i senere stationer, hvor den er henholdsvis knuget og fermenteret. Denne smager rigtigt af vinterkål, fast og sprød, med masser af kålaroma og bitterstoffer.

Aubergine: Dyrket på friland i egen have. Mælkesyregæret med hvidløgs topløg (glemt sorten) og mild chili, Medina. Det er usædvanligt at spise ubergine rå, men det går fint når den er gæret – det kan spare en masse CO2 :-). Mælkesyregæringen virker som en langtidsmarinering, de skaber sin egen syrlighed og smagen af hvidløg og mild chili gennemtrænger auberginerne fuldstændigt. Har man kølig opbevaring, enten i koldt spisekammer eller køleskab, så er forskellige mælkesyregærede grøntsager geniale, da man kan tage lidt af hvert og sammensætte et nuanceret måltid.

Oca: Jeg havde sat mine ocaknolde til spiring noge uger før, så der var helt friske kløverlignende blade at garnere med. De smager frisk syrligt, og indeholder noget oxalsyre. Man spiser dog ikke så mange, at oxalsyren er noget problem, som det kan være hvis man spiser store mængder rabarber og spinat. Det er svært at lave store ocaknolde i Danmark, men let at lave mange små knolde. De overvintrer uden problemer i en papirspose ved stueteperatur, og kan sættes til spiring for lidt friske og nydelige blade.

Allemandsharnisk: Hjembragt fra Irkutsk i Sibirien. Allemandsharnisk, Allium victorialis, er en slægtning til ramsløg. Den plukkes fra vilde bestande i den sibiriske taiga, nedsaltes og sælges på markedspladser. Rørt op med creme fraiche (smetana) fungerer den som sovs eller dip. Har som saltet ramsløg en potent aroma, en anelse anderledes, men tydeligt beslægtet. I haven gror Allemansharnisk langsom, i et tempo som silkepæoner. Den sætter nogle flotte kugleformede hvide blomsterstande højt over de store brede blade. Her er virkeligt tale om en prydsag (prydplante/grønsag), som er værd at anskaffe sig. I min egen have har jeg bedst erfaring med den norske fra Lofoten, hvor den er en ældgammel kulturplante. Naturplanteskolen har den i opformering.

 

 


Cider
©Randi og Svend Sørensen

3. station
Cider af Filippa æbler og frøplanteæbler fra Kongelunden

Nu må vi trænge til at rense og læske ganen.

Filippa: Nedfaldsæbler fra haven. De giver cideren den fine Filippa smag og en god syre. Dejligt æble til at brygge cider.

Frøplanteæbler: Flere steder i Kongelunden står der æbletræer, som er frøplanter. De er ikke podet, som man gør med æblesorter, men vokset frem af en æblekerne. Derfor er hvert træ unik. Disse æbler er meget forskellige, men jeg fandt ingen så saftige som Filippa. Jeg har indtryk af, at de ikke rigtigt har sat sine spor i cideren, blot været fyldstof. Jeg havde brug for fyld, for at fylde gæringstanken op (8ltr.) Jeg havde håbet på at få lidt bitterhed med, men det var der intet af i disse æbler.

Cideren var startet med en flaske hjemmelavet cider, for at få gæringen hurtigt i gang. Da gæringen var slut kom jeg cideren på flaske tilsat lidt sukker, for at en lille eftergæring skulle give liflige bobler til den færdige cider.

 

 


Gråærter, hvidkål, mirabelle og jordskok
©Randi og Svend Sørensen

4. station
Kogte Lollandske rosiner, med knuget hvidkål, fermenteret mirabelle og Urodny jordskok

I disse år med projektet med genopdagelse af gamle bælgfrugter, kan jeg ikke forestille mig at smage på frøsamlersorter uden at prøve nogle gråærter. De skal have modspil af syre og knas fra de andre elementer.

Gråært Lollandske rosiner: Gammel type af markærter, som dyrkes af flere frøsamlere. De var sat i blød natten over med en ½tsk bagenatron i vandet. Derefter kogt to timer i frisk vand med ½tsk bagenatron. Da både gule og grå ærter er bedst anden dag, blev de kogt op endnu en gang, og først denne gang tilsatte jeg lidt salt. Ærterne koger ikke ud, men ligger som rosiner i egen brun sovs. Smagen er vidunderlig, skønt det er en helt simpel og billig ret (hvis man kan skaffe gråærter i vore dage). Nå ja, så er det også en meget sund ret.

Knuget hvidkål: Samme hvidkål, snittet på samme indstilling på mandolinjernet, men i denne version får kålen et ganske lille drys salt og knuget til den safter. Det tager ca. ½ time, men man skal ikke knuge kålen hele tiden. Man starter med at knuge den godt igennem 2-3 min, så cellevæggene sprænges. De frigører enzymer i cellerne, som starter en proces der gør kålen mild og god, ja tilmed lettere fordøjelig. Med 5-10 min mellemrum knuger man igen kålen, efterhånden så den safter godt. Den færdige kål holder sagtens en uge i køleskabet, så lav bare en stor portion ad gangen, så er der fastfood salat resten af ugen.

Fermenteret mirabelle Personligt har jeg haft et lidt anstrengt forhold til mirabeller. Min mor var ung under anden verdenskrig. Det lærte hende ikke at skelne mellem blommer og mirabeller. Min barndom var derfor fyldt med mirabeller lavet efter blommeopskrifter, og det er ikke altid vellykket. Men et mirabelletræ i min have har udfordret mig, og da jeg fandt på at fermentere mirabellerne var lykken gjort. Hvis mirabellerne er fuldmodne risikerer man en alkoholgæring pga. sukkerindholdet, hvad der sikkert kan komme noget godt ud af. Men jeg plukker mirabellerne når de stadig er grønne, men begyndt at blive gule. Da er sukkerindholdet endnu lavt. Jeg vasker dem hurtigt i koldt vand, prikker dem med en gaffel og overhælder dem med koldt vand med 5% salt og tynger dem under væskespejlet med en tallerken. Så skal de stå lunt, så gæringen kommer hurtigt i gang. Efter en til to uger, når gæringen er godt igang sætter jeg dem køligt (i bunden af mit spisekammer). Når de skal spises udvander jeg dem først i koldt vand, ellers kan de godt være for salte. I starten smager de meget frisk og syrlige, man kan mærke kulsyren boble på tungen. Senere, efter jul, begynder kernens mandelsmag at trænge ud og give en helt anden dybde i smagen.

Jordskok Urodny Denne sort af jordskok ligger i top ved smagstest. Og det er en sort alle kan lide, hvis de overhovedet kan lide jordskokker. Her serveret skiveskåret rå. Jordskokker er også gode tilberedte, stegte, bagte eller kogt og blendet i supper. Prøver man derimod at servere dem som kogte kartofler vil de fleste nok hurtigt blive trætte af dem. Er man ikke vant til at spise jordskokker, skal man i starten spise små mængder. Jordskok indeholder nogle sukkerstoffer vi mennesker ikke kan fordøje, men det kan tarmbakterierne derimod. Det kan afstedkomme luft i maven i en grad, så det bliver ubehageligt. Men starter man småt, så kan maven vænne sig til jordskokker, og man kan spise dem i større mængder uden problemer. Det hører med til historien, at de tarmbakterier der trives så godt når man spiser jordskokker, er de sunde probiotiske bakterier. Det er en sikker måde at fremme de gode tarmbakterier man allerede har. Det er nok stadig sundt også at spise mælkesyregæret grønt eller mælk som supplement.

 

 


Bagt græskar med jordskok, peber, ærteskud og citrongræs
©Randi og Svend Sørensen

5. station
Bagt Trombo d’Albenga moskusgræskar med Dwarf jordskok, grøn frilandspeber, Errindlev- og Engelsk Sabel ESA-ærteskud og citrongræs

Bagt græskar er bløde milde kulhydrater. De skal peppes op og møde kontraster. Her i form af knasende jorskok og syrlig peber. Vi skal finde ud af, om vi kan lide denne jordskok, og sammenligne den med smagen af Urodny på en tidligere station. Vi skal prøve, om vi oplever forskel på de to sorter ærteskud. Vi skal gøre os erfaringer med smagen af eddikegæret peber.

Trombo d’Albenga moskusgræskar: Moskusgræskar er varmekrævende, og derfor skal de have en god sommer for at lykkes. Denne norditalienske sort ser dog ud til at være blandt de mere robuste. Den bruges både som sommersquash og som vintergræskar. Her har jeg skåret den lange massive hals i skiver og bagt dem i ovn, med lidt salt og peber. Alle græskar (og agurker) indeholder meget kalium. Derfor pynter det altid på smagen, hvis man bruger lidt salt til at afbalancere de store mængder kalium.

Dwarf jordskok: Serveret skiveskåret rå. Denne sort deler vandene. Enten synes man det er verdens bedste jordskok, eller også synes man det er den værste af alle! Ved smagstest er der ingen der vurderer den til at ligge i midten. Denne skal man altså smage, inden man sætter den i haven. Skrækkeligt, hvis man fik sat en jordskok man ikke kan lide. Smagen er intensiv jordskoksmag, intens nøddeagtig med mørke mineralske toner.

Eddikesyregæret frilandspeber: Grøn peber bliver rigtig god skåret og lagt i kombucha med krydderier, og sat i køleskab. Her var de lagt i med hvidløg, lidt mild chili Medina, og lidt agresto. Kombuchaen skal ikke være for ung, men have udviklet en god syre. I mit køkken svarer det til mindst 2 uger gammel kombucha. Man kan også bruge kombuchagæret æblemost (æbleeddike). Eddikesyregæring adskiller fra traditionel syltning ved, at her bruges en levende eddikekultur. Jeg finder metoden god til de grøntsager, der ikke bliver gode ved mælkesyregæring. Det er typisk mørkt grønne grøntsager. Men det er også smag og behag. Nogle vil sikkert elske mælkesyregærede grønne peber, jeg gør bare ikke. Derimod bliver røde peber uimodståelige, når de bliver mælkesyregærede.
Ved denne metode, hvor kombucha eller æbleeddike er langt i gæringen allerede, kan man nok også bruge nogle af de krydderurter, som ellers kan hæmme en gæring.

Errindlev ært: Ærterne var sat til spiring omkring 14 dage før, mest i drivhus, men inde i kolde perioder. Skuddene blev serveret rå. De kan også bruges på toppen af en suppe, i salater eller i en wokret. Denne sort er egentlig en gråært, dvs. en tørreært. Men den fungerer fint som sukkerært og som ærteskud. Frøene er ret små, derfor magter planterne at sætte mange frø. Vil man selv dyrke sine ærtefrø til spiring, så er denne sort god, da man kan nøjes med mindre plads i køkkenhaven. Dette er en gammel gråært fra landsbyen Errindlev på Lolland.

Engelsk Sabel ESA: Samme behandling og servering som Errindlev ært. Denne sort er en høj sukkerært, en stamme udviklet af Ohlsens Enke, og bevaret i NordGen.

Citrongræs: Et stykke frisk blad på toppen, for at give lidt frisk citronaroma. Man spiser ikke citrongræs, men tygger på det, for at nyde smagen. Denne klon havde jeg engang med hjem fra Thailand. Om sommeren sættes den ud i køkkenhaven, om vinteren kommer den ind i stuevarmen. Ved denne kultur giver den fine store citrongræs stængler. Når man tørrer citrongræs bevares citronaromaen godt, i modsætning til citronmelisse, som mister aromaen ved tørring.

 

 


Fermenteret hvidkål med yacon, hvidtjørn ketchup og rød peber
©Randi og Svend Sørensen

6. station
Fermenteret hvidkål med yacon, hvidtjørnketchup og rød frilandspeber

Her er vi nået til den sidste hvidkål, som er mælkesyregæret. Som tysk sauerkraut, men dels uden kommen, dels kun let gæret, og stadig levende. Vi skal prøve yacon, som mange endnu ikke har smagt. I den vilde ende skal vi smage på hvidtjørnketchup. Vi skal også opleve forskellen fra den eddikegærede peber i sidste station og denne stations mælkesyregærede rød peber.

Fermenteret hvidkål: Samme hvidkål og snittet på samme indstilling på mandolinjern, som snittet- og knuget hvidkål på de tidligere stationer. Hvidkålen blev behandlet som knuget hvidkål, og straks trykket ned i et glas, så saften dækkede kålen. Låget lukkes og glasset sættes lunt en til to uger. Hver dag skal der lindes på låget, så trykkes lettes. Det giver også en god føling med fermenteringen. Når man er tilfreds med resultatet sættes den fermenterede hvidkål køligt. I køleskab holder den meget længe, ved højere temperaturer forsætter gæringen, afhængig af temperaturen. Men der er god tid til at nå at bruge den fermenterede kål. Fermenteringen kan varieres i det uendelige, med andre grøntsager og egnede krydderier. For dem der ikke spiser syrnede mælkeprodukter kan fermeterede grøntsager være måden at få de gavnlige bakterier i sin kost.

Yacon: Yacon Morado, dyrket af Kirsten Hedegaard.
Yacon er stadig en ny grøntsag herhjemme. Ernæringsmæssigt minder den om jordskok, men smagsmæssigt kunne man måske kalde den for rodfrugternes vandmelon. Serveret rå, som her, er den sød,saftig og sprød. Bruges den. f.eks. i bagte rodfrugter beholder den sin sprødhed temmelig længe, inden den tilsidst begynder at blive blød. Men ofte vil man fortrække den sprød. Denne sort er Morado, som har vidt sig at være let at dyrke i Danmark. Den dyrkes nærmest som Dahlia. Den er frostfølsom, så knoldene skal opbevares frostfrit. De holder til langt hen på foråret ved rigtig opbevaring, og kan derved stadig bruges, når jordskokkerne er begyndt at skyde.

Hvidtjørn ketchup: Dagens hvidtjørnketchup var lavet med få krydderier, for at give et mere klart indtryk af hvidtjørnens smag. Det er min erfaring, at man skal smage på bærrene, inden man plukker dem. Pluk fra de buske hvor bærrene smager bedst. Det ender altid med at jeg plukke fra engriflet tjørn, som måske generelt har en mildere smag. Jeg skyller og nipper bærrene overfladisk. De passeres alligevel senere i processen gennem en sigte. Så dækker jeg dem med velgæret kombucha (eller halvt eddike halvt vand). Bærrene koges møre på ½ time og passeres gennem en sigte, så kernerne ikke kommer med videre i processen. Nu vejer man puréen, og tilsætter en passende mængde sukker. Mere sukker giver bedre holdbarhed, mindre er sundere, men skal spises hurtigere. Tilsæt også de ønskede krydderier, f.eks. estragon og hvidløg, måske lidt salt. Brug ikke syltesukker, da konsistensen naturligt bliver tyk. Der er åbenbart meget pektin i hvidtjørnbær.
Finder du en god måde at fermentere hvidtjørnbær, så efterlad endelig en kommentar.

Rød frilandspeber: Dette er forædlingsmateriale, der om nogle generationer kan blive til en ny pebersort. Jeg dyrker den på friland i hver generation, for at sikre mig det bliver en hårdfør linie. Disse modne røde peber har jeg mælkesyregæret. Denne fermenteringsform får det bedste frem i moden rød peber (og måske det værste i grøn?). Jeg tilsatte hvidløg og agresto for at intensivere smagen, og det synes jeg lykkedes.

7. station
Kombcha, korsknap, Daubenton kål og Kæmpe stenbræk

Dette er der desværre ikke noget billede af. Vi trænger igen til at få væske på ganen. Denne gang i form af eddikegæret sort the. For de modige er der en version med korsknap. Når man smager noget ukendt, kan det være trygt at holde noget mere kendt i den anden hånd. Her bliver der mulighed for at nippe til lidt friskhøstede bladkål. De vovelystne kan også prøve en stenbræk the.

Kombucha: Dette er eddikegæret sødet sort the. Til denne smagsprøve var den gæret 5 dage, hvor ved noget af sødme bevares. I denne udgave er det nærmest at regne for sodavand, og man kan såmænd også få brus på, hvis man eftergærer den 1-2 dage i en lukket flaske. Den er også mere tilgængelig for førstegangssmagere, end de længere gærede, mindre søde og derved meget sundere. I Sibirien, hvor jeg fik kulturen for år tilbage, drikker de den mere fuldgæret, og regner den for sund og livsforlængende. Kombucha er ikke noget jeg altid har og drikker, men noget jeg får lyst til i perioder, hvor jeg så brygger det i en måned eller to, inden jeg holder en lang pause igen. Når jeg holder pause, så vedligeholder jeg enten kulturen ved at lave en ny portion hver til hver anden måned, eller jeg hælder noget fra en velgæret portion på flaske og lukker flasken med en prop og opbevarer den enten på køkkenbordet eller i spisekammeret. På den måde holder kulturen meget længe, og danner en ny svamp i flasken. Jeg har endnu ikke oplevet at den er død for mig.
Jeg kan ikke sige, at der er forskel på kombucha svamp og eddikemor svamp, men måske?

Korsknap: En dejlig forårsbebuder og krydderurt. Jeg plukker den, og lader den trække i kombuch nogle timer, inden jeg filtrerer. Derefter kan det holde længe i en flaske i køleskabet. Jeg havde kun en lille portion med, da jeg troede dette var for specielt, men der var mange der smagte på den.
Generelt om kombucha og krydderurter: Mange krydderurter kan bremse kombucha processen, så lav først din kombucha, tag fra til en ny portion, og lad først derefter dine krydderurter trække i din kombucha. På den måde bliver din moderkultur aldrig udsat for krydderurternes antibiotiske stoffer.

Daubenton kål: Små skud serveret som snack til kombucha. De blev spist alle sammen, undtagen hvad folk tog med hjem som stiklinger. Til sommer må der stå mange små kålplanter, rundt omkring i frøsamlerhaver, der stammer fra dette madværksted 🙂
Daubenton kål er en bladkål der aldrig blomstrer, og derfor ikke sætter frø. Den lever ret længe, men kan gå til i hårde vintre. Derfor er det godt at have flere planter af forskellig alder igang i haven. Der er vist endnu ikke så megen dyrkningserfaring i Danmaark. Efter en mild vinter som i år er den fantastisk, fyldt med bittesmå velsmagende bladskud, som enten kan spises, eller bruges til stiklinger.

Kæmpe stenbræk: Af denne plante havde jeg medbragt lidt theblade fra min have, og en termokande. Igen blev jeg overrasket over villigheden til at smage. I Sibirien og Mongoliet er det ikke usædvanligt at drikke stenbræk the. Jeg kan genkende smagen, har helt sikker fået det serveret i Sibirien, uden at de har gjort mig opmærksom på, at dette ikke var sort the. Minder utroligt meget om en mild sort the, blid velsmag. Man laver denne the ved at samle de blade som er blevet sorte hen over vinteren. Jeg vaskede dem i køkkenvasken, inden jeg tørrede dem helt. Det må være første gang jeg har høstet urtethe fra haven i marts.

 

 


Englehårsmarmelade og hvidløgssmåkage
©Randi og Svend Sørensen

8. station
Engleårsmarmelade og hvidløgssmåkage

Nu hvor vi er ved at være igennem smagsprøverne skal der lidt sødt i munden. En belønning i form af marmeladen, som nok ikke udfordrer, men dog er særegen, og de mere udfordrende småkager med hvidløg.

Englehårsmarmelade: Denne blev serveret på et lille stykke brød. Marmeladen var lavet et Siam figenbladet græskar (Cucurbita ficifolia) af Kirsten Hedegard. Siam er et meget holdbart græskar, der sagtens holder 1-2 år ved stuetemperatur. Kødet er hvidt og trevlet, frøene sorte. Frøene er også meget velsmagende.

Hvidløgssmåkage: Havregrynskager bagt med mandler, hvidløg og lidt salt. Der er flere slags bagværk med hvidløg, der har været præsenteret ved hvidløgskonkurrencerne. Det ser ud som om, at kager med hvidløg enten skal indeholde chokolade eller salt for at være i balance. Hvidløg i det søde køkken udfordrer vores kulturelle koncept af sødt og af løg, men kan sagtens være vellykket for dem der er villige til at tage imod udfordringen

9. station
Grønmodne og fuldmodne fennikelfrø

Sidste station skal åbne øjnene for høsttidspunktets betydning for smag. Og så skal det runde alle forrige stationer af. Inspirationen kommer fra Indien, hvor man i nogle delstater altid får lidt anisfrø eller lignende når man betaler regningen på en restaurent.

Fennikel: Som afslutning på smagsprøverne var der to slags fennikelfrø. Fuldmodne frø, som også er egnede til at så. Disse frø var høstet 2013. Den anden slags var høstet grønne i 2010. Det var interessant, at selv om begge typer smagte af fennikel, så havde de grønhøstede, skønt gamle, en finere og stærkere smag. Det er noget jeg har iagttaget med andre skærmplante frø, f.eks. persille, hvor grønhøstede frø også er de fuldmodne langt overlegne til spisebrug (ikke til såning)

En stor tak til de dygtige kvinder, hvis hjælp fik madværkstedet til at fungere.

DSCN6746
Kombucha syltet grøn peber

Hvert efterår er der nogle grønne peber der ikke når at modne til rødt. De kan sagtens spises grønne. Men i år var de næsten allesammen stadig grønne, da jeg måtte høste resten inden den første frost. De holder fint i køleskab, der er bare den hage ved det, at smagen efter en uges tid ændrer sig. Det er en ændring jeg ikke bryder mig om – de kommer til at smage som butikspeber tit smager, når de stadig er friske, men har været længe undervejs. For at undgå den smag, så plejer jeg at salte mine peberfrugter let, og sætte dem i køleskabet. I år prøvede jeg kombucha i stedet for.

DSCN6744
Kombucha syltet grøn peber

Jeg har i nogle år lavet kombucha regelmæssigt. Efterhånden opdager jeg, at kombucha kan meget mere end blot være en læskedrik. Inspireret af “The Art of Fermantation” skrevet af Sandor Ellix Katz, overhældte jeg de ringskårne peberfrugter med et nip salt, dækkede dem med kombucha og hældte et par teskefulde olivenolie på toppen. Glasset satte jeg i køleskabet.

De kombuchasyltede grønne peberfrugter blev vidunderlige. De er stadig knasende sprøde, har bevaret en god pebersmag, har fået et syrligt anstrøg og der er ikke tilsat sukker. Det har heller ikke været nødvendigt at koge noget. Eneste minus er, at farven på peberstykkerne er blevet olivengrøn. Der kom en let kombuchasvamp på toppen. Den var lige til at fjerne, og er ikke kommet igen.
De kombucha syltede grønne peber er gode sammen med både smørrebrød og varm mad.

DSCN5824
Dagens høst

Dagens høst bestod af:

Auberginer. Solanum melongena Auberginerne er nogle af de sene frugter, der hel sikkert ikke når at producere frø. De dyrkes på friland, fordi jeg forsøger at udvikle en frilandssort. Denne sommers voldsomme regn gjorde mig pessimistisk, men nu står rigtig mange af planterne med én, to eller flere frugter. Gad vide, om vand har været en begrænsende faktor de andre år jeg har dyrket auberginer på friland? De virker i øvrigt ikke spor kuet af, at jeg såede meloner i samme bed.

Mini-ananaskirsebær. Physalis sp. I skålen er hvad der er faldet ned på to dage. Smagen minder meget om ananaskirsebær. Frugten er lidt mindre. De dyrkes på friland, og giver et fint udbytte, i modsætning til ananaskirsebær, som skal dyrkes i drivhus, som vokser enormt, og først modner så sent, at der kun når at modne få frugter. Frugterne skal ikke plukkes, men samles op når de falder af. De er beskyttet af det fine hylster, så de bliver hverken stødt eller snavsede af jord.
I år har jeg fået et meget bedre udbytte end sidste år, nok først og fremmest, fordi de har fået en mere næringsrig jord. Jeg dyrker to sorten, en uden sortsnavn, og en der hedder ‘Goldie’. Der er ikke stor forskel, de smage vist ens, men ‘Goldie’ er nok lidt større i vækst og frugt.
Nogle af frugterne er spiseklare, andre skal eftermodne inde i et par dage. Bærret skal være gult, før den fine aroma og sødme træder frem.

Peberfrugt. Capsicum annuum Lilla peberfrugt (uden sortsnavn) og rød-orange-gul ’Alma Paprika’ FS584 æblepeber, begge fra friland. ’Alma Paprika’ FS584 er kendt for at være tidlig, så den havde jeg forventninger til. Det har den levet op til. Planten står tæt pakket med frugter, og selv om jeg har plukket disse 4, så ser den stadig overlæsset ud 🙂 Den lilla peberfrugt er den store overraskelse. Jeg troede det var en drivhussort, men den har klaret sig fint på friland, og sat fire lilla peberfrugter af form og størrelse som vi kender det fra butikkernes grønne. Kun farven skiller sig ud.

Tomatillo. Physalis ixocarpa Vi er blevet glade for tomatillo. De smager ikke af meget eller på nogen måde markant, bortset fra lidt syre. Men i sovs og sammenkogte retter giver de en vidunderlig velsmag. Den må være umami-smagen de er rige på. De går fint sammen med det meste, er lette at dyrke, og giver et fint udbytte. Det var nok fint at binde dem lidt op. Men da frugtene kommer med egen indpakning, så kan man også blot lade den vælte ud til alle sider og hen ad jorden. Dette er vist én af de grøntsager man kan spise dagligt.


Flattr this

DSCN3694
Pot Maker – den lille pottemager

Sidste sommer fik jeg en lille pottemager, et værktøj til at fremstille papirpotter i et snuptag. Først her i foråret har jeg fået den i brug. Jeg er ret begejstret! Ingen problemer med at finde og vaske små plastic potter, bægre og hvad jeg ellers plejer at finde frem. Nu kan jeg klare mig med denne lille “Pot Maker”.

023potmaker
Sådan bruger jeg min lille pottemager

Når jeg laver potterne starter jeg med en avissektion. Dem i formiddagsavisformat, der ikke er limet i folden, er lettest. Så dem skærer jeg i tre gennem folden. Så folder jeg lidt kant til potten, og ruller avisstrimlen om pottmageren. Jeg kan gøre det særligt hurtigt langs en bordkant. Så trykker jeg papiret ind over bunden, placerer potten i bunddelen og vuggen pottebunden på plads. Nu kommer det sværeste, at tage potten af pottemageren. For mig er det lettest at skubbe den ned fra pottens overkant. Nu går det stærkt, og en bakke til at opsamle de færdige potter er rar at have ved hånden.

DSCN3700
Peberplanter priklet i avis potter

Alle potterne blev straks brugt til de små peberplanter. Nu bor de en en slidt opvaskebalje.

Alt dette skete d. 2 april – uha hvor tiden løber 🙂

Jeg er ikke den første, der har opdaget glæden ved en pot maker, se bare Vild med have fra sidste år.

DSCN3458
Typiske peberfrugter fra 12 planter af 2. generation efter krydsning af to sorter

I år har jeg dyrket 13 planter af min utilsigtede peberkrydsning. Én plante blev hurtigt syg da den blev udplantet, mange brune pletter på bladene, som faldt af. Den blev rykket sent op, så jeg er sikker på den har smittet de andre planter mest muligt.
Er jeg bindegal – smitte de andre planter? For mig er der en mening med galskaben. Det så ud som om der var en sårbarhed ved denne plante, og ved at lade den smitte de andre, håber jeg at alle sårbare planter bliver afsløret – jeg har ikke fundet andre planter der er modtagelige, kun enkelte ubetydelige pletter på nogle af de andre planter, som de er vokset fra.
Plante 2 har også problemer. Her sidst på sæsonen rådner alle de små umodne frugter. Det sker ikke på nogen af de andre planter, så den skal ikke føres videre til næste generation.

Jeg udplantede planterne i rækkefølge efter hvor langt de var fremme i udviklingen ved udplantningen. Første plante var også først til få røde modne peberfrugter. Men der var i øvrigt ikke tydelig sammenhæng mellem plantens udvikling ved udplantning, og hvor tidligt frugterne modnede. Plante 5 og 6 har slet ikke nået at modne frugter ud over det grønne stadie, hvor andre, ikke mindst plante 11 har båret en rig høst af fuldmodne frugter, og mange flere på vej som før frosten kan høstes grønne.

Det startede som en hemmelig kærlighedsaffære mellem den tyske ‘Roter Augsburger’ og den kroatiske ‘Zlatni Medal’, som i 2007 stod og gnubbede blomster i vinden. Året efter kom alt for en dag, da en af ‘Roter Augsburg’ planterne lignede en mellemting mellem de to. Den kan ses på biledet i en post fra sidste år.
Da ‘Roter Augsburger’ og ‘Zlatni Medal’ er ekstremt tidlige sorter, egnede til friland i Danmark, forstod jeg, at dette er en lykkelig kærlighedsaffære, der med lidt omsorg i de kommende år kan blive til en eller flere nye frilandssorter.

De mange planter med chokoladebrune peberfrugter var en overraskelse, da bedstemor er rød og bedstefar orangerød (vanskeligt at skelne på billederne). De ligner ‘Sweet chocolate’ i farven, måske bør jeg dyrke den til sammenligning?

DSCN2698
Rie og NO omgivet af sødskærm (tv.) og kvæde (th.)

Haven hvor Rie og NO udfolder sig er fuld af spændende usædvanlige ting, en rigtig frøsamlerhave. Ved hoveddøren står et tørstetræet for at citronsommefuglens larver kan finde føde. Æbletræerne består hver især af flere sorter, podet på hinanden. På den måde kan de dyrke flere af de gamle sorter på ganske lille plads. De får ikke så mange æbler af hver sort, men en rigdom af æblesorter gennem sæsonen.

DSCN2691
Kvæde Cydonia oblonga

Kvæden fangede øjeblikkeligt min opmærksomhed. På afstand lignede den en underskøn vildrose. På nært hold er de enkelte blomster også smukke. Jeg har sjældent set noget så romantisk som denne kvæde.

DSCN2700
Aubergine, peber og tomat

De sarte planter, som aubergine, peber og tomat var allerede plantet ud, og ser ud til at trives. Måske er jeg selv for pessimistisk når jeg venter til efter grundlovsdag? Det er vist første gang de har auberginer på friland, men peber og ikke mindst tomat har de mange års erfaring med.

DSCN2692
Camassia sp.

En flot klump af Camassia stod også i haven. Det er en løgplante som var værdsat af indianerne, der gravede dem op for at spise løgene. De var så elskede, at der kunne opstå krige om de enge hvor de groede. NO fortæller at den er nem og hårdfør, men smagen har de ikke prøvet endnu.

DSCN2699
Lidt af køkkenhaven

I køkkenhaven finder man hvidløg og korn (jeg har glemt hvilken art) foran kvan og sødskærm i en frodig kombination. For år tilbage har jeg selv fået hvidløgssorter fra denne have.
Efter havevandringen blev jeg budt på kvan-rabarbersaft. Det var en ualmindelig god kombination, som jeg ikke før havde smagt.
Tak for en smuk oplevelse.

DSCN2182
Frø af majroe (Brassica rapa)

I starten af december var jeg på besøg i Irkutsk i det østlige Sibirien. Jeg måtte selvfølgelig have nogle frø med hjem. Jeg blev glædeligt overrasket hvor let det var at finde et sted at købe frø, butikkerne havde et rigt udvalg. Jeg fik nogle majroefrø, den tidligere berømte ‘Petrovskaja’ og en sorten ‘Djetskaja Metja’, der kan minde om ‘Goldball’.

DSCN2181
Frø af peber (Capsicum annuum)

Det skulle være de tidligste sorter jeg har hjembragt, så det bliver spændende at se om de er tidlige nok. Mon der er en peber eller aubergine, der er extrem tidlig, så de kan komme på friland? To af pebersorterne er “huspeber”, altså beregnet til at dyrke i vindueskarmen, som det længe har været praktiseret i Sibirien. (Én af dem er en F1 hybrid, så den kan jeg ikke videreføre, men måske dehybridisere)

DSCN2179
Frø af aubergine (Solanum melongena)

I butikken nåede jeg ikke at stave mig igennem alle sortsnavne, så jeg grinede lidt af mig selv, da jeg læste “Blek Bjuti”, for det er jo den gammelkendte “Black Beauty”. Heldigvis er der også sorter som “Vkus Gribov”, der betyder “Smag af svampe”, og det kan næsten kun være russere eller nabofolk der finder på sådan et navn.

Næste side »