planteavl


DSCN7483
Aubergine forædlingslinie 1 F4 (øverste række er noget af forædlingslinie 3)

DSCN7482
Aubergine forædlingslinie 3 F3

På billedet herover ses høsten fra auberginebedet ude i køkkenhaven. Planterne af forædlingslinie 1 er lavet af frø fra 2012 høstet i drivhus. Derfor er denne linie en generation foran forædlingslinie 3, som er lavet af frø fra friland i 2009. Siden 2009 har jeg høstet mængder af auberginer på friland, men der har ingen fremdrift været i forædlingsarbejdet, ingen nye generationer, før jeg sidste år satte nogle planter af forædlingslinie 1 i drivhus, og fik en ny generation, dog uden at vide noget om deres frilandsegnethed. Jeg har brugt årene siden 2009 til at fastslå hvilke frøposer fra 2009 høsten der hyppigst giver de bedste planter. Det er værdifuldt, skønt det ikke frembringer nye generationer, for så kan jeg koncentrer mig om at få lavet flest muligt planter fra de bedste frøposer.

DSCN7541
Frø fra en enkelt frilandsaubergine

Aldrig har jeg høstet så mange auberginefrø. Der var næsten ingen modne auberginer, som ikke indeholdt frø, og nogle af dem indeholdt mere frø end jeg selv når at få brugt inden de engang bliver for gamle. Frøene ser ud til at være af prima kvalitet. Et auberginefrøenes jubelår!

DSCN7537
Poserne med auberginefrø fra friland

Med så mange frø venter der et arbejde med at finde de bedste frøposer, dvs. de poser der mest pålideligt kan sætte flotte auberginer på friland i min køkkenhave.

DSCN7072
Auberginebedet kort efter udplantningen i juni

Det nytilplantede auberginebed så nydeligt ud, senere kom der meget ukrudt i den gode og velvandede jord, både selvsået grønkål og mælkebøtter, som fik lov at stå, og nu giver en vinterhøst.

Da jeg ikke selv når at bruge alle mine auberginefrø vil jeg dele med interesserede. I Danmark gennem foreningen Frøsamlerne: Frøsamlerne

DSCN4554
Farthest North Melon Mix (Cucumis melo)

Dette indlæg burde være skrevet for en måned siden, men nu kommer det.

I år blev melonerne dyrket efter dogme metoden. Ikke af lyst, men af nød. Og at der overhovedet modnede meloner er lidt af et mirakel i denne regnfulde sommer.

De to dogme regler er:
1-Så direkte på friland, ingen forkultur! Melonerne blev sået 5. juni. De andre år har jeg sået 1. maj inde i husets varme.
2-Ingen afdækning, hverken plastic eller fiberdug. Ingen sort plastic på jorden så den varmes op. Heller ingen plastic eller fiberdug over planterne i starten eller når vejret bliver koldt.

Især én plante stortrivedes, og voksede hurtigere og blev større end mine græskarplanter (De kunne heller ikke lide det kolde vejr). Den satte fire frugter der hver vejede næsten 250 gram og smagte godt, skønt ikke helt fantastisk. Men fantastisk smag kan jeg nok ikke forvente efter en så regnfuld august måned. Smagen var dog bedre end de fleste supermarked meloner kan præstere.

Jeg såede 47 portioner á 6 frø, heraf 41 portioner Farthest North Melon Mix, de sidste 6 portioner var Sweet Granite, Ananas Melon, Streits Freiland Grüngenetz, Rodond, Piel de Sapo og De Bellegarde (12 frø). Skønt de sidste 6 portioner alle lavede 1-2 planter, blev der ingen modne meloner ud af det.
Af Farthest North Melon Mix var der 21 portioner der ikke spirede. 14 portioner spirede 1-4 planter, men gav ingen modne meloner. 6 portioner spirede 17 planter, hvoraf mange gav modne meloner, men ikke alle. I alt høstede jeg 17 meloner efter dogmemetoden – jeg var for pessimistisk i juni måned!

042collage
Nogle af året meloner, mens de endnu ligger i bedet


Flattr this

DSCN4558
Årets største frilandsauberginer

Efteråret er kommet, og jeg tror ikke auberginerne udvikler sig mere på friland. Derfor høstede jeg alle planterne i dag. Set i forhold til mine forventninger da jeg satte planterne ud i juni måned, så er det en god høst. Jeg troede slet ikke på at det ville lykkes i år, da maj måned var kold, og planterne derfor små og underudviklede da de kom ud i haven. I år satte jeg to tidlige sorter ud til sammenligning, Apple Green og Ping Tung Long. Af de to var det kun Apple Green der evnede at sætte en frugt.

Jeg har holdt styr på hvilken frugt fra sidste år hver plante er sået efter.
15 planter efter den største frugt gav ingenting 😦 (Det var denne frugt jeg satsede på)
3 planter efter den tykke tunge frugt gav én plante med en flot stor frugt
2 planter efter den helt lille men meget tidligt modne frugt gav to planter med flot stor frugt 🙂
2 planter efter en moderat stor frugt gav ingenting – men måske skulle jeg så flere af dem?
2 planter efter en anden moderat stor frugt gav heller intet – men skal måske også prøves igen?

Nu ligger frugterne inden døre og eftermodner til ind i november eller december. Hvis der er frø i dem, kan jeg da tage dem ud til tørring.

Jeg har nogle overvejelser at gøre over vinteren:
Vil jeg satse på en stamme efter den lille, men tidlige frugt høstet sidste år? Skal jeg evt. krydse den med en plante fra sidste års største frugt?
Hvordan kan to planter efter sådan en lille frugt give stort set lige så store frugter, som den der kom på kun den ene af to planter efter den meget større frugt? Er det et tilfælde, eller vil jeg få samme resultat hvis jeg næste år planter 10 af hver?

DSCN4559
Miniauberginer

Der var en bonus, i form af miniauberginer. Frugter, der slet ikke kan nå at modne frø, men kan bruges i køkkenet.

Bagsiden er, at de fleste planter ikke havde frugter. Det kan virke noget nytteløst, men er nødvendigt, hvis jeg skal udvælge planter der er hårdføre nok til at klare sig. Får jeg med tiden en hårdfør stamme kan jeg udvælge frugter fra de bedste planter, og spise de andre planters frugter – jeg håber at nå dertil om få år!


Flattr this

Tilføjelse 15 oktober 2010
Ingen af de tre frugter indeholdt frø. Det bringer dog stadig mit forædlingsprojekt fremad, da jeg nu ved hvilke frøposer der inderholder de bedste frø til en dårlig sommer. Forhåbentlig bringer dette mig nærmere en letdyrket frilandsaubergine.

DSCN4030
Melon (Cucumis melo) Farthest North Melon Mix

I et stykke tid har jeg set de fine gule hanblomster i melonbedet. I dag fik jeg øje på to meloner. De er så små, at den visne hunblomst stadig sidder i spidsen. Den tætte behåring er nok god om natten, når snegle og fedtkyllinger kryber tæt forbi.

Nogle af melon planterne vokser meget kraftigt, mit rankende græskar er stadig kun nået halvt så langt hen over bedet. Andre er stadig spæde planter. I år har jeg sået direkte på voksestedet 5. juni, og det har åbenbart været godt for de mest livskraftige melonplanter.

DSCN4027
Melonbed med Farthest North Melon Mix

DSCN3779
Sådan så melonbedet og spirerne ud for 1½ måned siden
De hvide kugler er store hagl


Flattr this

Nu hvor jeg har set korn på Mørdrupgård, og selv dyrker lidt nøgenbyg, fik jeg lyst til at gøre opmærksom på Anders Borgens Youtube video hvor han viser lidt rundt i sine avlsprojekter. Sproget er engelsk. Varighed 9 min. God fornøjelse 🙂

DSCN3921
Anders Borgen førte den ene halvdel af gæsterne rundt i marken

I år havde jeg muligheden, da jeg hørte om markvandring på Mørdrupgård, hvor Per Grupe dyrker økologisk korn. Han dyrker over 300 gamle sorter. Når han får en sort fra Nordisk GenBank (NordGen) kommer der en lille portion. Den må han opformere over nogle år, inden han kan høste så meget, at der kan bages af kornet. Undervej er der nogle sorter der falder fra, da de giver et alt for ringe udbytte, men de fleste klarer forholdene på en økologisk mark.

DSCN3918
Per Grupe tog selv imod på Mørdrupgård

Det var en fornøjelse, at så mange deltog, og forståeligt, at man skulle melde sig på forhånd. Selv om vi stod samlet, måtte der bruges højttaler, så alle kunne høre Per Grupes velkomst. Han har drevet gården siden engang i 80-erne.

DSCN3922
Linser og havre

Vi så rigtig mange hvedesorter, både de allerældste énkorn og emmer, men også den bedårende dværghvede og andre sorter, som ville gøre sig hos en blomsterbinder. De flotte gamle sorter kunne mange have glæde af at dyrke hjemme i blomsterhaven, for at tørre dem som evighedsblomster. Desværre var jeg ikke kvik med kameraet – jeg ville jo også høre hvad der blev sagt af de sprudlende kloge fagfolk.
Den største overraskelse for mig var, da vi passerede en parcel med linser. For at øge udbyttet var der sået havre i rækker, som linserne støttede sig til. Der findes mange sorter af linser, der kan trives i Danmark. Det er dog ikke en afgrøde jeg umiddelbart tænker på at dyrke i min have. På den anden side, så kunne den måske være en fin underafgrøde til nogle køkkenurter?

DSCN3926
Så er der smagsprøver

Afgrøder på marken skal have en nytteværdi. På disse marker er det til menneskeføde, derfor fik vi lov at smage brød og øl lavet af nogle af de gamle sorter fra markerne på Mørdrupgård. Der var masser af smag i det gode brød.
Mine favoritter var Aurions Svedjerugbrød og Meyers Bygbrød, andre havde deres favoritter.
Øllet var også godt, men da jeg var i bil, blev det kun til et lille bæger. Nok til at opleve smagen af godt øl.
Så var der nøgenbyg- og rugkerner. Spiret i tre dage og derefter blancheret i nogle minutter. Serveret på vinblade med sauce verte. Tænk, at man kan koge hele kerne på 2-3 minutter, blot de er forspiret. Det kan man da kalde fastfood! Når kornet er i spireprocessen, så er det sikkert et interval på flere dage, hvor de er velegnede til lynkogning. Vi er vist flere der kan bruge den metode i vores moderne livsstil, hvor mad nogle gange skal gå stærkt.

DSCN3924
Efter en god markvandring meldte den lille tørst sig hos de fleste

DSCN3925
Det var en smuk højsommeraften


Flattr this

DSCN3786
Dagliljekronblad haglet ned på jorden

I går havde det haglet lige før jeg kom hjem fra arbejde. Det var store hagl, og mange, så jeg hentede straks mit kamera. Nogle af dagliljens blomster var haglet i stykker – det så ret flot ud.

DSCN3785
Hvidløg og hagl

Hvidløgene fik ikke skader på bladene, de så bare lidt vinterlige ud 🙂

DSCN3784
Artiskokblad med haglskade

De store artiskokblade fik mange skader, jeg tror dog ikke det får nogen betydning for høsten.

DSCN3781
Salat med haglskade

Salaten fik nok de værste skader, men mon ikke de også vokser sig fra det.

DSCN3779
Melonspire og hagl

Mest bekymret er jeg for melonspirerne. De blev sået grundlovsdag, 5. juni, med udsigt til en varm periode. Det blev dog så koldt i vejret, at vi måtte tænde for radiatorerne inde i huset. De få spirer der er på vej op fandt jeg så puttet med is! Høster jeg nogle frilandsmeloner i år, så er det et lille mirakel. Da vil mit melonavlsprojekt være godt på vej.

DSCN3780
Gran og hagl

Flot så haglene også ud ved foden af den klippede rødgran. Alt i alt var dette haglvejr en stor oplevelse.


Flattr this

Næste side »