Vi købte en plænerobot, men forbehold for, hvad den mon ville afstedkomme af ulykker. Den skal naturligvis ikke forstyrre pindsvin om natten, men har fået lov at køre om formiddagen. De første uger kom nabokattene og inspicerede den i aktion. Det gider de ikke mere.
Jeg kan i grunden ikke se spor af ulykker. Jeg skal blot fjerne kogler og nedfaldne grene, når jeg går og nyder haven. Havemøbler skal flyttes 1-2 gange om ugen, bare lidt.
Den positive overraskelse er at plænen nu er et blomsterflor af lokale vilde blomster. Nærmest som havde vi gæs eller andre husdyr, som holdt græsset nede og lokkede blomster frem.
27/6 2022 PS. Nina Karin Svanborg bemærker, at blomsterfloret ikke har noget med robotten at gøre, men skyldes det tørre forår, som blomsterne tåler godt, men græsset mindre godt. Det er dette som har rykket balancen til blomsternes fordel.
Altså et tilfældigt sammenfald, ikke en årsagssammenhæng.
Telefonen kom op af lommen, tog nogle fotos. Kig med, hvis du har tid 😀
Porreløg fra Naturplanteskolen, sammen med Toona fra Camilla Plum, vild korsknap og nellikerod, begge anvendelige te- og krydderurter. Især korsknap er jeg glad for.Nu modnes blåfrugtet gedeblad/ honningbær/ жимолость. Jeg er heldig, at nogle af mine sorter er russiske, med den attraktive bitre smag jeg kender fra haverne i østsibirien. De søde canadiske sorter er uden karakter. De fleste har en modsat oplevelse af smagen. Jeg er glad for det bitre smagsunivers.Rheum alexandrae, kejserindens forklæde. Frøene havde jeg med hjem fra et besøg hos Stephen Barstow nær Trondhjem.Nosrk klon af haverabarber. Kraftig plante, med ru blad og stærk syre.Valmuesøster ved stien mellem terrasse og skurÆgte tebusk, Camelia sinensis, som klarer vinteren under en RhododendronMandarinmelisse, Melissa officinalis ssp. altissima, fra Kreta. En underart af citronmelisse. Fuldt hårdfør.Seombadi, koreansk vinterselleri, på vej til at blomstre. Sidst på vinteren skyder den livsglad op af jorden med friske mildtsmagende bladstængler. Om sommeren bliver smagen uinteressant, og den skal nok have fred til at samle energi til næste vinterfrodighedRoserne begynder at blomstre. Rådyret er nu næsten dagligt gæst tæt på huset. Det elsker rosenknopper, så alle de nederste knopper er spist. Vi får dog roser nok i toppen af planterne, og rådyret er en kær gæstMine aubergineplanter. Det er min egen forædling, som jeg nu kalder Sorte ravne, og fastholder variation i frugternes facon, men ellers skal det være store, tidlige frugtbare planter. Og det er lykkedes, så købte sorter kun har halv størrelse ved udplantning, og blomstrer længe efter Sorte ravne sætter frugt.Jeg elsker mit kaos af mest spiselige planter, flerårige og enårige i egen iscenesættelseArtiskok Serridslevgaard. Mosegrisen har spist alle rødder på nær én. Her må jeg sætte fælder i år.Basilocomanien har grebet mig i år, nu dyrker jeg 6 forskellige sorter. Ikke nogen ynk, som almindelig basilikum, næ, disse vil frem i verden, og overvintrer gerne som små stiklinger i en vindueskarm. Når solen igen får magten, eksploderer de i frodig vækst. Ingen af dem smager helt ens, men de smager alle af basilikum. Stiklinger sætter rod i et glas vand på en ugeMyogi, japansk ingefær. Fuldt hårdfør her i haven. Smuk vækst, og meget velsmagende blomsterknopper senere på åretGranatæblebusken lever stadig godt, imellem etageløg, roser, (u)krudt. Ja, ja, jeg ved det godt. Man skal være en havenørd før man kan se forskel på alt det grønne.Dansk figen. Jeg er ved at stamme busken op, men det blev lidt halvhjertet, da de mange figner på de nederste grene gør at jeg tøver med den skarpe saksDer er selvfølgelig meget mere at se, men jeg fornemmer, at internettet, det lille pus, er ved at blive træt af mine ord 😀
Brændenælder pakket til gødningsvand. Der skal blot toppes med lidt vand.
Pyralidforskrækket begyndte jeg sidste år at lave min egen flydende gødning. Det virker rigtigt godt.
Egentligt er det en måde at flytte havens næringsstoffer fra overskudszoner til planter der har behov for ekstra næring.
Det er også en måde at gemme noget af sommerens overskud af næring til de sultne planter i foråret, hvor der kan være tendens til underskud.
Det almindelige metode, med f.eks. 1kg brændenælde til 10 liter vand, har jeg undgået, da det lugter meget stærkt. Ved brug fortyndes det 1:9. Jeg har brugt det enkelte gange gennem mit lange haveliv. Det afstedkom altid uro blandt mine kære medmennesker. Siden er det gået op for mig, at den stærke lugt indeholder masser af kvælstof så lugten er også et tab af næringsstoffer – dobbelt øv!
Det gav mig idéen til at fermentere brændenælderne som surkål, men uden salt. Uden salt bliver fermenteret grønt mere smattet. Samme effekt har en lang fermentering. Samtidigt falder Ph-værdien betragteligt, og stabiliserer gødningen. Stabiliseringen vil måske også gøre, at der skal ske en yderligere omsætning i jorden, så gødningen i jorden frigives over en lidt længere periode.
En god dag sidste år plukkede jeg brændenælder, klippede dem i ca. 10cm stykker og fyldte en tønde med dem. Jeg pressede dem ret hårdt, og hældte en smule vand på toppen, hvorefter jeg lukkede tønden og spændte båndet. Derefter fik den lov at stå og gære. Under de vilkår vil mælkesyrebakterier blive alt dominerede. Jeg lod tønden gære sommer, efterår og vinter i skyggen af en bygning. I al den tid undlod jeg at forstyrre processen, løftede ikke på låget.
De to små blå plasttønder jeg har er fødevaregodkendte, de lukker tæt, især med spændebåndet på, og de er meget robuste. Man kan også fermentere i mange andre beholdere, men metal er uegnet, da det ætses.
I marts tappede jeg 20 liter mørk lugtsvag koncentreret brændenælde gødningsvand på dunke. Siden har den ene dunk stået ved stuetemperatur. Den har været glimrende til potteplanternes forårskur. Den er stabil og særdeles lugtsvag. Da den er langt mere koncentreret, end traditionelt, fortynder jeg et sted mellem 1:50 og 1:100. Ikke nøjagtigt, blot på øjemål. Ude i haven var hvidløgene glade for en vanding sidst i marts. Nu står de og strutter blågrønne og ranke.
En dag jeg slog græs sidste år, fik jeg lyst til at prøve det til gødningsvand. Jeg fulgte samme fremgangsmåde, men resultatet blev en lugtende gødningvæske, fyldt med græsfibre. Det kan bedst beskrives som vegansk kogødning. Det skal nok kun bruges umiddelbart før regn, og fremover jeg vil nok overfladedække med frisk græs.
Dunke med pyralidfrit gødningsvand
I år har jeg igen startet en tønde med brændenælder. Mon der også bliver stabilt lugtfrit gødningsvand næste år?
Den anden tønde har jeg fyldt med hestekastanjeafklip, da jeg alligevel klipper 5 små hestekastanjer flade i toppen, og hvem ved? Måske er det jordens bedste gødning? Men er det lugtfrit? Eller?
Under alle omstændigheder har jeg masser af gødningsvand til denne sommer, og nu også næste 🤓
Forårsskud af hestekastanjer, klippet, pakket fast og toppet med vand.
Centnergræskar, Cucurbita maxima, Sweet Fall. Vægt 12,5 kg
Sweet Fall er et græskar jeg fik varmt anbefalet af Vivi Logan, og da hun samtidigt skænkede frøene, så måtte de prøves. Vivi er aktiv i Frøsamlerne.
Min køkkenhave er egentlig ret fortvivlende, så alt der kan give en afgrøde fortjener opmærksomhed.
Store træer skygger meget af dagen og deres rødder søger al næring under jorden.
Dræbersnegle, mosegrise og rådyr spiser meget af det som klarer at gro i skyggen.
Dræbersneglene spiser af planterne, men Sweet Fall vokser hurtigere, end de kan nå at spise.
Mosegrisene lader sig stoppe af de flisestykker jeg lægger under græskarret efterhånden som de udvikles.
Rådyret har nippet lidt, og fejet lidt i rynkerne, men igen vokser Sweet Fall sig ud af skaden.
Alle disse ulykker, som også er en velsignelse af liv, ser ud til at være lykken for Sweet Fall. Det gror kraftigt, dækker jorden under pralbønnerne, er på pletten til at overtage hvidløgsbedet, når det høstes, vælter gerne ud og dækker græsplænen, men lader sig også nænsomt vises tilbage til bedet.
Vanding klarede jeg ved udplantning og ugen efter. Siden var det ikke nødvendigt. Jeg lod bladene hænge om eftermiddagen, og var tilfreds når de var saftspændte næste morgen. Dette klarede de hele sommeren.
Nu får den lov at eftermodne den næste måned. De sidste, og mindre græskar, venter jeg med at høste, til varsel om nattefrost.
Vinteren var hård ved mine flerårige kål. Ikke temperaturen, men de mange dage sidst på vinteren, hvor solen brændte skarpt på bladene i dagfrost. Af Daubenton overlevede kun en stikling, sat i en potte i drivhuset, tænkt til at glæde andre havefolk. Også Vivis fantastiske krydsninger meldte pas. Tilbage er en spansk vildkål og nogle planter, som er opstået her i haven, med Italiensk palmekål som moderplante, og nogle af de afdøde flerårige som fader. Disse planter har stået imellem de andre kål, og i modsætning til de afdøde, så har de på ingen måde ladet sig påvirke af vinterfrostsolen. Planterne har lignet fodermarvkål, med spor af palmekål 🙂
Den spanske vildkål har også været helt upåvirket af vinteren. Den er også ret upåvirket af alt andet. Selv er jeg dog ikke upåvirket, når jeg smager på den. Om sommeren brænder den som peberrod! Men efterår og vinter er den blid som et lam.
Alle de overlevende kål er ved at sætte frø
Lige nu er kålbedet en jungle af kålskulper og humle. Humlen burde jeg selvfølgelig fjerne, men man skal være forsigtig med at pusle og pleje for meget, når man laver planteforædling. Planter der klarer sig under forædlingen i mindre ideelle vilkår, resulterer i planter, der er lettere at dyrke på langt sigt – hvis de overlever, vel at mærke.
Frøene i disse skulper anser jeg for værdifulde. Forældrene er frøplanter, der har overlevet en dræbervinter. Med Italiensk palmekål som bedstemor, så kunne der også dukke kulinarisk guld op i kommende generationer, hvis man er opmærksom. Dog vil de vilde dyr også elske de kulinarisk bedste planter, så her skal tingene afbalanceres. Og så er det måske godt, at den spanske vildkål også har deltaget i blomstringen, og kan give nogle af næste års frøplanter et spark af peberrod i sommertiden. Bedst er måske den kålplante, som er vildt stærk om sommeren, men giver palmekålens smag plads i efterår og vinter 🙂
Stængelskud på en blomstrende kålplante
De fleste ville have fjernet alle eller de fleste af blomsterskuddene, for at kålplanten kan overleve blomstringen. Jeg har dog kun spist ganske få af skuddende, da jeg ønsker en kållinie, der kan overleve at blomstre. Jeg er overbevist om, at de derved bliver mere stabilt flerårige. Derfor glæder det mig at finde nye skud nederst på stænglerne, samtidigt med at frøene udvikles. Det er vist fysiologisk noget med, hvordan hormonernes sendes rundt i planten.
Selvsået kål, flerårige forældreplanter
I en gammel sammenfalden dynge tang har jeg fundet en masse selvsåede frøplanter. Der er tydelig diversitet, når jeg ser på stængelfarve og kanten af bladene. Spændende hvad de vil udvikle sig til. I første omgang bliver de stående, og så ser jeg hvilke som overlever vinteren.
I stendiget mod fjorden er der også dukke frøplanter op mellem stenene. Det er måske et godt voksested for en undsluppen kål?
Skrubtudsens have 