IMG_20200628_172411

Artiskok, Cynara scolymus

Serridslevgaard, den gamle danske artiskok, opkaldt efter en herregård ved Horsens.

Da vi flyttede fra Amager til Odsherred, var jeg spændt på, hvordan den gamle artiskok ville falde til i den nye have. På Amager var havens jord leret og kalkrig, ja, i grunden egnet til byggemateriale – hård som beton, når den tørrede helt ud i de varmeste somre.

Her er jorden sandet, og der er et lille fald ned mod fjorden. I vinterstorme komme fjordvandet langt op i haven. Helt andre haveforhold, end jeg er fortrolig med fra tidligere haver.

Min strategi var, at plante flere steder, og det var et held. Jeg medbragte to ens aflæggere fra planten i den gamle have. Den ene, som ses på det øverste foto, plantede jeg, hvor jeg tænkte den ville trives bedst. Den anden blev sat i jorden et sted, hvor den ikke ville komme i vejen, bare tænkt som en back-up, et sted den formentlig kunne overleve.

Den anden er blevet kæmpe stor og trives fantastisk. Om den første vil indhente den i løbet af nogle år ved jeg ikke, men det må være et godt sted for artiskokker jeg fandt til den anden, som ses herunder. Vi har allerede fråset i artiskokker fra den anden, hvorimod den første kun er på vej til at vise skokken.

IMG_20200628_131901

Så hvad er så det bedste sted til artiskokker?

Ja, det er jeg helt klart ikke den rigtige til at svare på.

Men med “flere æg i kurven” og “lidt lykke og lidt held”, så skal det nok gå 🙂

DSCN3648
Artiskok Cynara scolymus Serridslevgaard

Nu blev det endelig tøvejr. Sneen har smeltet i to dage, det blev muligt at kigge til nogle af planterne i haven.
Har de overlevet frosten? I januar og februar har jeg i grunden været ganske rolig. Det plejer at være solen i marts, der slår mine planter ihjel, når den udtørrer stedsegrønne toppe med frosne rødder. Derfor holder jeg øje med hvor solen rammer i disse dage. Er der nogle planter, der skal solskærmes med planterester eller fiberdug gennem marts måned?

Artiskokken Serridslevgaard ser fin ud inde i sit lille telt. Men har hjertet taget skade af frosten, så ser jeg det først senere, når bladene rådner fra bunden. Jeg har dog ingen grund til at være pessimist. Sneen har ligget i 2½ måned, men det har ikke været ekstremt koldt, og snelaget har yderligere isoleret, så jorden har nok ikke været koldere end i gennemsnitsvintre.

DSCN3650
Hørpalme Trachycarpus fortunei

Hørpalmen ser ikke godt ud. Igen i år er mange af sommerens blade skadet. Har jeg fået et følsomt eksemplar? Så længe hjertet overlever, så overlever hele palmen.

Chusan Palm in Snow
Samme hørpalme Trachycarpus fortunei for én måned siden (30/1)

Bemærk, at sneen har dækket palmens hjerte. Hjertet er det punkt øverst på stammen, hvor bladene hæfter til.

DSCN3649
Grønkål Brassica napus Red Russian

Min Red Russian grønkål har netop i dag stukket toppen op igennem sneen. Det er lang tid siden jeg så den sidst. Den ser lidt sølle ud, men hvis jeg ikke får flere blade fra den, så skal jeg alligevel nok få nogle velsmagende blomsterskud. Blomsterskuddene holder jeg meget af, for mig er det den vigtigste grund til at dyrke lidt kål i egen have. De kommer tidligt, inden der er ret meget andet at plukke i haven, de kan tilberedes lynhurtigt i lidt olie på en pande og smagen er helt fantastisk. Min favorit er lynstegt med kammuslinger og skud af bronzefennikel.

DSCN3647
Bronzefennikel Foeniculum vulgare

Bronzefennikel har groet lidt under sneen, et par uger med plusgrader, så kan jeg nok begynde at pille lidt små skud til køkkenet. Man kan glimrende spise bronzefennikel, men der kan være forskel på hvor godt de smager. Planten på billedet er min favorit, den smager sødere end de andre planter jeg har.

På kalendere siger vinteren farvel – men meteorologerne lover mere sne i den kommende uge!

DSCN3467
Gode artiskokfrø til venstre, til højre den kvalitet jeg har fået andre år

I år har artiskokfrøene været af høj kvalitet. De er hårde og glatte, og mørkere end de har været andre år. Normalt har spireprocenten på mine artiskokfrø været lav, men nok til at få enkelte planter ud af frøene. I år forventer jeg en noget højere spireevne, da frøene tydeligt er bedre afmodnede. Jeg fik også mange af dem, lidt mere end 150 af den bedste kvalitet. Moderplanten er den gamle danske Serridslevgaard, men hvert frø der spirer bliver sin egen sort. Jeg forventer en stor variation i frøplanterne. De fleste bliver sikkert ringere end moderplanten, men man kan være heldig at finde nogle der er bedre. Moderen er noget af det mest hårdføre indenfor artiskokker, mon ikke mange af frøplanterne har arvet dette? Men næppe alle!

På billedet ses til højre frø af den kvalitet jeg plejer at høste. De er lysere og let ru i skallen, forskellen mærkes tydeligt hvis man kører en negl henover.

Hvorfor har jeg fået så gode artiskokfrø i år? Jeg tror det skyldes den varme knastørre eftersommer vi i år har haft her ude på amager.

DSCN2602
Merete og Ejner i deres dejlige køkkenhave

Da jeg skulle aflevere nogle ting hos Merete og Ejner fik jeg lov at se deres dejlige køkkenhave. Det er tidligt i vækstsæsonen, men der er allerede rækker af små spirende afgrøder. Ærter, og …, ja, jeg kan ikke genkende de små spirer, men der er en rig variation og det er ikke ukrudt. Den kraftige række skorzonerod i forgrunden går man dog ikke fejl af, og hvidløg vokser der oppe i venstre side.

De gamle artiskokker imponerede også. Ofte har jeg læst, at unge planter kommer lettere gennem vinteren. Merete og Ejner har dog erfaring for, at de gamle planter klarer sig bedre end de yngre fradelte planter. Derfor kan man hos dem se nogle artiskokker der ikke er flyttet i rigtigt mange år. Den slags giver stof til eftertanke.

Vi har udvekslet artiskokkloner, og jeg er meget spændt på at opleve en af deres gamle kloner i min have. Det er vist nok en ‘Green Globe’. Da ‘Green Globe’ er en gammel frøstamme kan navnet ikke bruges på én bestemt klon af den, og en klon er det, når jeg har fået et skud, som jeg igen vil lave nye planter fra vegetativt. Derfor kan det ende med at Merete og Ejner må finde på et navn til den.

Det er altid spændende og inspirerende at besøge andres have. Ofte kommer jeg hjem med nye metoder der er mindre arbejdskrævende end det man kan læse sig til. Især når det gælder de lidt mere sjældne afgrøder som hvidløg og artiskok. Tak for en god artiskoksnak.

Merete skriver “Vild med have“, med lækre billeder og gode opskrifter. Besøg den straks!

DSCN1960
Artiskokblomst

Et artiskokhoved blev afskåret lidt sent, og lå lidt længe i grøntsagskurven på køkkenbordet, og så hvad der skete!

Det kom ikke i vand, og har alligevel blomstret længe nu.