IMG_20200628_172411

Artiskok, Cynara scolymus

Serridslevgaard, den gamle danske artiskok, opkaldt efter en herregård ved Horsens.

Da vi flyttede fra Amager til Odsherred, var jeg spændt på, hvordan den gamle artiskok ville falde til i den nye have. På Amager var havens jord leret og kalkrig, ja, i grunden egnet til byggemateriale – hård som beton, når den tørrede helt ud i de varmeste somre.

Her er jorden sandet, og der er et lille fald ned mod fjorden. I vinterstorme komme fjordvandet langt op i haven. Helt andre haveforhold, end jeg er fortrolig med fra tidligere haver.

Min strategi var, at plante flere steder, og det var et held. Jeg medbragte to ens aflæggere fra planten i den gamle have. Den ene, som ses på det øverste foto, plantede jeg, hvor jeg tænkte den ville trives bedst. Den anden blev sat i jorden et sted, hvor den ikke ville komme i vejen, bare tænkt som en back-up, et sted den formentlig kunne overleve.

Den anden er blevet kæmpe stor og trives fantastisk. Om den første vil indhente den i løbet af nogle år ved jeg ikke, men det må være et godt sted for artiskokker jeg fandt til den anden, som ses herunder. Vi har allerede fråset i artiskokker fra den anden, hvorimod den første kun er på vej til at vise skokken.

IMG_20200628_131901

Så hvad er så det bedste sted til artiskokker?

Ja, det er jeg helt klart ikke den rigtige til at svare på.

Men med “flere æg i kurven” og “lidt lykke og lidt held”, så skal det nok gå 🙂

RedRussian1130
Grønkål ‘Red Russian’ Brassica napus

Lige nu er det sæson for kålskud. De er sprøde og lækre, helt vidunderlige i mad. Man plukker dem med hånden, så de i lighed med asparges knækker på overgangen hvor det sprøde går over i det seje fibrede. Jeg holder meget af broccoli, men disse kålskud overgår smagen af broccoli. Kan det skyldes, at Red Russian er en krydsning mellem kål og sort sennep med fordoblet kromosomsæt. Ekstra kromosomsæt kendes fra gode æbler som ‘Gråsten’ og ‘Belle de Boskoop’. Ingen genteknologi her! Men masser af naturens lune.

tomato0956
Tomat (spæd plante)Lycopersicon esculentumFleischtomate, kartoffelblättrige, Tiefgefurchte“, en tysk arvesort

Man støder nogle gange på udtrykket “kartoffelbladet” om tomatsorter. Indtil man ser sådan en tomatplante kan det godt virke lidt kryptisk, men har man først set dem er det en oplagt beskrivelse. Tomater og kartofler er i øvrigt beslægtede, og deler nogle sygdomme. Man bør bl.a. holde tomaterne på god afstand af kartoflerne, da kartoffelskimmel kan smitte tomatplanterne. Nogle kunne måske frygte, at en kartoffelbladet tomat er gensplejset, men det er en ren tomat, endda af lidt primitiv type, som det kan ses på blomsterne. Deres støvdragere lukker ikke helt tæt omkring støvfanget, og de har derfor lettere ved at blive bestøvet af insekter. Man skal altså være opmærksom på afvigere i nye generationer. Dukker der afvigere op, skal må finde frø der er to generationer ældre, så er de næsten altid sortsrene. Tager man frø af afvigerne, er der måske en ny sort i støbeskeen.

Spæde planler med almindelige blade til sammenligning:

tomato0961
Rød bøf tomat (spæd plante)Lycopersicon esculentum Virovskij Skorospelij

tomato0965
Sort cherry tomat (spæd plante)Lycopersicon esculentum ‘Black Cherry’