DSCN3835
Nøgenbyg ‘Hora’ og gråært “Errindlev ært”

Da jeg for nogle år siden begyndte at dyrke gråærter, som egentlig er markærter, så fik jeg lyst til at dyrke dem sammen med byg eller havre. Sådanne marker husker jeg ved husmandsstederne på Sydsjælland, dengang andre gik og nød de glade tressere 🙂

Jeg har forhørt mig lidt rundt omkring, og venligt gjort opmærksom på, at den dyrkningsform var til grøn høst til dyrefoder. Alligevel har jeg ikke sluppet tanken.

Byggen skal være nøgenbyg, så jeg kan spise den. Almindelig byg vil jeg kun kunne bruge til ølbrygning, og så avanceret er jeg ikke.

Gråært og byg skal passe sammen hvis de skal hjælpe hinanden. Byg kan støtte ærterne, og ærterne kan fixere kvælstof og dele med byggen. Sidste år prøvede jeg med Lollandske rosiner (gråært) og Hora. De mange slyngtråde på Lollandske rosiner var voldsomme ved byggen, som ikke var høj nok i konkurrencen med ærten. Det var OK, men tydeligt med plads til forbedring.

I år har jeg så prøvet Errindlev ært sammen med Hora, og den sidder vist lige i øjet. Byggens aks stikker fint op over ærterne. Ærternes slyngtråde er ikke for vildsomme, og bladene lukker af for ukrudt i bunden.

Til Lollandske rosiner prøver jeg at finde en anden byg. I år prøver jeg Gängel,en svensk sort, som skulle være ret højtvoksende.

Nøgenbyg er en af de gamle nordiske råvarer, som har været glemt i mange år. Det er synd, for den smager skønt. Kogt nøgenbyg med lidt smør smager i retning af søde majs.

DSCN3841
Slyngtrådene på Lollandske rosiner er ganske kraftige.
Hvad er det man siger om ærtehalm?

Ps. “marken” er ca. 1 m2


Flattr this

Reklamer

garlic1587
Hvidløg Gazebo Grande og Søren

Jeg er vist lige akkurat højest på billedet. Men uden sandaler var Gazebo Grande uden tvivl højest, og ca. dobbelt så højt som de øvrige hvidløg. Kun Susan Delafield er næsten lige så højt. Jeg håber der gemmer sig et stort stærkt hvidløg under sådan en stængel.

Det er første år jeg dyrker Gazebo Grande, som er porcelænstype (løget siges at være porcelænshvidt). Det var først til at få rust, men er endnu ikke bukket under for rustangrebet. Jeg har fået det af Patrick fra Bifucated Carrots, som har det fra en frøsamler i Wisconsin. Hun havde da dyrket det i 10 år. Hun fik det af en ven i lokalområdet, som ikke husker hvor det kommer fra.

Ljungdalen1215
Ljungdalen roe Brassica rapa

Tidligere poster om roe

Roerne til frøavl er nu i blomst. Det er den svenske arvesort Ljungdalen. Der er 15 blomstrene planter, én af de udvalgte roer overlevede ikke vinteren. Svenske SESAM (frøsamlerne) anbefaler mindst 5 planter, men helst 20 eller flere. Ideelt skulle jeg have lidt flere blomstrene planter. Men det går endda, og hvis jeg avler frø igen inden de opridelige frø bliver for gamle, kan jeg lave en portion mere, og så kommer jeg hurtigt over 20 individer i min genpulje. Så skal jeg bare huske at blande frø fra de to avlinger, så er mangfoldigheden i sorten sikret.
En anden ting er, at sorten har to tydeligt forskellige farver. Da jeg lavede en vægtning for at bevare balancen i farverne, har jeg på den måde også sikret en vis mangfoldighed, hvorfor tallet 20 nok kan sænkes til de 15 jeg har uden bekymringer. Jeg kan altså klare mig, selv hvis de originale frø bliver for gamle inden jeg når at lave næste hold frø. Jeg kan dog stadig ikke gå under de fem moderplanter som absolut minimum, hvis sorten skal overleve hos mig.

Har man kun plads til 5 planter bør man dyrke frø hvert år, og så have et glas hvor man putter f.eks. 50 veludviklede frø i hvert år. Næste år tager man de frø man skal bruge fra glasset, og når man høster de nye frø kommer man igen 50 frø i glasset og rører rundt. Da frøene holdet omtrent 10 år, vil man snart have 500 frø i glasset, og dermed en stor blandet genpulje.

Hvorfor er der så et minimum på fem planter?
De fleste arter i kålslægten, også roe, kan ikke bestøve sig selv. De har en genetisk barrierre, der skal sikre fremmedbestøvning. En plante kan ikke bestøve sig selv, men den kan heller ikke bestøve andre individer med samme version af den genetiske barriere. Hvis man kun har to planter der blomstrer er der en risiko for at begge planter er udstyret med samme barrierre, og derfor hverken kan bestøve sig selv eller hinanden. Har man tre planter er risikoen selvfølgelig mindre, men den er ser stadig. Først når man er oppe på fem planter bliver det temmeligt usandsynligt at man løber ind i problemet.
I en fremmedbestøvende art er vi også interesserede i, at generne blandes godt og grundigt for hver generation. Det giver en god tilpasningsevne, og f.eks. kan mange forskellige gener for sygdomsresistens føres med til kommende generationer, når “kortene blandes” for hver generation.

Man kan sno sig på mange måder, når man avler frø i en privathave 🙂

BiskopensGraaaert1085
markært ‘Biskopens gråært’

På frøkurset blev der byttet frø i stor stil de første aften (og i pauserne de følgende dage). Jeg har lyst til at præsentere nogle af mine nyanskaffelser.

‘Biskopens gråært’ er en af de få ærtesorter med helt lilla frø. Det er en gråært, den gammeldags markært som var basiskost i norden i ældre tid. Nu hvor vi har fået hungersnød på afstand skal gråærterne genopdages kulinarisk. Nu hvor det nordiske køkken er moderne håber jeg en stjernekok får mod på at udforske gråærterne, for det er lykkedes at bevare en stor skat på dette område.
Dette er en svensk arvesort.

goroh1069
Russisk arvesort ‘Goroh’

Ærten ‘Goroh’ er en gammel arvesort fra Kalmutskaya regionen i Rusland. Den har hvide blomster og ret små runde grønne frø, der tørre til gult. Oprindelig fra Dr. Tatiana Veronina (Moskva), via Seed Savers Exchange og norsk frøsamler til Danmark. Det angives at den både kan spises som sukkerært og at den som tørret ært er god og hurtig at koge suppe af.

GoldofBacau1080
voksstangbønne ‘Gold of Bacau’

Denne voksstangbønne har lange brede bælge, og den er tidlig af en romano-type. Fra den nordlige rumænske by Bacau, via Seed Savers Exchange. Smagen siges at være fantastisk, så den glæder jeg mig til.

Bean04-2006 1071
Russisk buskbønne ‘Bean 04-2006’

Bean05-2006 1075
Russisk buskbønne ‘Bean 05-2006’

Disse to russiske arvesorter har Frøsamlerne fået fra Lothar Juffa i Østfriesland, Tyskland. De kommer begge fra volgatyske familier, bosat nær Omsk i Sibirien. Zarina Katharina de store indkaldte mange tyske bønder, som hun gav jord ved Volgafloden. Stalin likviderede mange, og resten flyttede han til Sibirien, hvor de har boet de siden. Begge er tidlige og yderige tørrebønner, den sidste lidt tidligere og lidt højere. Jeg er ved at udvikle en svaghed for volgatyskernes sorter, da jeg kun har gode erfaringer med dem – de har stået deres prøve i en barsk verden.

Aaltaicum1105
Allium altaicum

I dag er denne variant af altailøg smukkest. Altailøget er pibeløgets oprindelige form, som vokser vildt i altaibjergene. Da de er samme arter, krydser altailøget frit med pibeløg, og afkommet kan sætte spiredygtigt frø. Både altailøg og pibeløg krydser gerne med det almindelig kepaløg, men afkommet kan normalt ikke sætte spiredygtigt frø. Krydsninger må derfor formeres vegetativt.

Aaltaicum1099B
Allium altaicum

Altailøget har en stor genetisk variation, som også kommer til udtryk i dækbladenes farver.
Altailøget vokser mere bredt end pibeløg, og er derfor ikke så velegnet til produktion, men i privathaven er det et glimrende forårsløg. Det spises som man ellers spiser forårsløg/springløg. Det er fremme omtrent fjorten dage før purløg, så det er en velkommen afgrøde. Mine altailøg stammer fra frø jeg fik tilsendt af hr. Smetana i Slovakiet tilbage i 2004.

Afistulosum1106
Pibeløg fra skåne

Pibeløget jeg i sin tid købte hos Tirups Örtagård vokser meget opret. I modsætning til de japanske pibeløg er det meget vinterfast, hvad man også kan forvente af et løg der nedstammer fra altai.

Afistulosum1093
Pibeløg fra datcha i Irkutsk

Pibeløget fra Irkutsk er tydeligt en mellemform mellem altailøg og pibeløg som det fra skåne. Det er variabelt og meget hårdført, tåler mindst -40C. Der er nu heller ikke langt fra altai til Irkutsk.

eggplant0992
spirer af aubergine Solanum melongena ‘Applegreen’

Sidste år forsøgte jeg igen at lave auberginefrø. Første gang spirede de fint om efteråret, men kunne slet ikke spire da de skulle om foråret. Derfor har jeg med spænding ventet på spirerne. Nu er de fremme, og jeg er yderst tilfreds. Det bliver ikke sidste gang jeg skal tage frø af auberginer.

Mit indlæg om høst af auberginefrø, skrevet i efteråret 2007

Sarah og Andrew har nu skrevet det første indlæg om deres oplevelser i Rumænien. Det er meget læseværdigt.

http://www.seedambassadors.org/wp/?p=325