For fjorten dage siden sørgede jeg over en lille vandmelons død. Nu har jeg fundet den næste, og den er allerede meget større, ja den ser rigtigt lovende ud. Det er igen sorten ‘White Seeded Besvirino Assyrian Watermelon’. Den traditionelle ‘Sugar Baby’ jeg købte på planteskolen har først lige åbnet sin første hunblomst.
juli 21, 2008
I vandmelonrankens skjul
Posted by skrubtudsen under arvesorter, have, melon | Tags: drivhus, vandmelon |Skriv en kommentar
juli 8, 2008
Lille vissen vandmelon
Posted by skrubtudsen under have, melon | Tags: drivhus, have, melon, vandmelon |[2] Comments
Den er den slags der sker, og nu skete det i vores drivhus. Den første lille vandmelon er visnet. Hvorfor? I samme periode visnede mange blomster også. Jeg holder nu døren åben, for det kan jo skyldes høj luftfugtighed. Og jo, jeg ved godt at man (næsten) ikke kan dyrke vandmelon i Danmark. Men det står enhver frit at forsøge sig.
juni 26, 2008
Årets anden auberginehøst
Posted by skrubtudsen under aubergine, have | Tags: aubergine, drivhus, have |[4] Comments
Årets anden auberginehøst fra drivhus
Så blev det tid at høste auberginer igen. Skorospely har denne gang tre høstklare frugter, Rima F1 den første og Almaz den første. Rima er den største frugt, næsten i supermarkedstørrelse, det er en fantastisk sort, men en F1 hybrid. Derfor kan jeg ikke selv tage frø, og have den samme sort igen næste år. Jeg ved ikke, om den overhovedet er i stand til at sætte spiredygtigt frø.
maj 19, 2008
Aubergineblomster
Posted by skrubtudsen under arvesorter, aubergine, blomster, have, planteavl | Tags: aubergine, drivhus, frø, have, planteavl |[4] Comments
Aubergine Solanum melongena ‘Skorospely’
I år afprøver jeg en del auberginesorter jeg er blevet foreslået. Måske skal det ende med et forsøg på at lave en frilandssort, men det er ikke sikkert det lader sig gøre. Foreløbig skal jeg finde mig nogle egnede kandidater, og få lidt mere erfaring med at dyrke auberginer. Mit første kriterie skal være, at jeg kan få modne frø. De sorter vil jeg så kigge nærmere på.
En af mine første erfaringer er, at der er sortsforskelle der kan have betydning for hvor let det krydsbestøver. På sorten ‘Skorospely’ stikker støvfanget udenfor støvdragertønden. Det ligner situationen hos de kartoffelblomstrede tomater. Støvfanget er dermed udsat for besøgende insekters blomsterstøv, hvorimod sorter som ‘Vera’ holder støvfanget indenfor støvdragertønden, så insekter dårligt kan komme til at tørre pollen af på det. I år vil jeg ikke tage sortsrene frø, men måske gerne krydsninger af forskellige sorter, derfor vil jeg ikke gøre noget for at hindre kryds. Med min erfaring fra tomater og peber tror jeg dog ikke insekterne her i haven er interesseret i aubergineblomsterne. De er ellers meget kønne.
Aubergine Solanum melongena ‘Vera’
Auberginesorter jeg dyrker i år:
Applegreen – Jeg tog frø af denne sort sidste år, og de har god spireevne.
Rima F1 – Standardsorten i Danmark, anbefalet af andre frøsamlere, trods det er en hybrid.
Fairy Tale F1 – Anbefalet af økologisk gartner som bedste til forsøg på friland.
Czech Early – Tjekkisk sort, fra Lieven David
Almaz – , fra Lieven David
Diamond – , fra Lieven David
Skorospely – , fra Lieven David
Vera – , fra Lieven David
Thai F1 – Thai hybrid, fra Leif Siripot
Morden Midget – , fra Leif Siripot
Lieven sendte mig en hel masse auberginesorter gennem Patrick, og Leif har sendt mig mange sorter fra sit hjem i Thailand. Tak til jer alle. Derfor har jeg også mange sorter der må vente til næste år, før de får lov at vise hvad de kan præstere i et dansk drivhus.
Skulle der være en læser, som har forslag til egnede auberginesorter hører jeg gerne om dem.
Da auberginer er en upålidelig afgrøde i Danmark, vil jeg ikke påtage mig at holde bestemte sorter i live. Heldigvis findes der mange mennesker rundt om i verden der vedligeholder auberginesorter, og er villige til at dele deres frø med andre.