Seombadi, Dystaenia takesimana, kaldes også koreansk vinterselleri, og flere lignende navne. Et af de svenske navne er vulkanloka, som på dansk vil blive vulkanskærm, også et indtagende navn.

Min plante kommer fra Center for Biodiversitet, hvor Heine Refsing har skrevet så fint om den.

Seombadi gror fint i min sandjord. Af problemer har jeg kun oplevet mosegrisenes begær. De spiste mine seombadi i urtebedet. Kun reserven sat i kanten af surbundsbedet overlevede, til jeg lærte at fange mosegrise.

Nu, hvor jeg har lært at fange mosegrise, kan jeg dyrke seombadi med held. Så kommer den helt store udfordring. Hvordan kan vi bruge den i køkkenet, så den beriger vores liv? Dette sidste trin er det, som oftest går galt.

Min første iagttagelse er, at smagen i vinterhalvåret er mild, hvor imod den om sommeren kradser lidt i svælget. Den er så at sige selvblegende i vinterhalvåret. Det er som om seombade siger: “Spis mig i vintertiden, og giv mig ro og hvile i sommerhalvåret, hvor jeg ønsker at føre mig frem i din have med smukke hvide blomsterstande”.

Min anden iagttagelse er, at bladstænglerne er bedst, ligesom med bladselleri. Som med fennikel snitter jeg seombadistængler fint på tværs af fibrene

Klar til en krammer

Krammet spidskål er noget jeg spiser næsten dagligt. Dermed har jeg også fundet nogle genveje. Jeg snitter og krammer altid et helt hoved ad gangen. Det holder fint en uges tid i køleskabet, og da er det hele spist.

Variation øger nydelsen. Nogle uger er det helt enkelt spidskål og salt. Ofte bruger jeg tørrede fennikelfrø fra egen have. Jeg bruger dem hele, så de i nogle mundfulde vækker mig som små smagsbomber. Groft revne gulerødder, rødbeder, bladselleri, seombadi …. er også godt. En sjælden gang går jeg amok, og bruger en hel masse forskelligt, herunder ingefær, olivenolie, hindbæreddike og soyasovs – dejligt, og bagefter trænger jeg til de helt enkle varianter.

Nu skal cellernes frigjorte enzymer have tid

Kålens kramning bryder cellevæggene, så enzymer i bladene aktiveres. Jeg krammer blot til kålen safter. Derefter skal kålen have en pause, hvor enzymerne kan højne kålens velsmag. En halv time ved stuetemperatur er passende.

Salt tilsætter jeg på slump. Ca. 1%, som hvis jeg ville fermentere. Man kan sige, at krammet kål fermenterer jeg ikke i glas, men i maven. Salt er ikke afgørende for krammeprocessen, men gør den lettere. Salt består af natrium og klor. Kål indeholder vældig meget kalium, og ubetydeligt natrium. I menneskekroppen skal der være en balance mellem kalium og natrium. Når jeg tilsætter lidt salt, kommer denne balance tættere på mit behov, og dermed bliver det en glæde at spise større mængder krammet spidskål.

En ting jeg har erfaret er, at planter fra skærmplantefamilien lægger en dæmper på spidskålens trang til at lugte af kål som dagene går. Derfor er jeg blevet så glad for seombadi, gulerødder, fennikel og selleri i krammet spidskål.

Krammet spidskål er frisk, mild og saftig. Let at tygge, og dog stadig sprød. På tallerkenen fylder 100g ganske lidt, så vejen til “6 om dagen” bliver lettere. Den kan spises som salat, men den kan også toppes på smørrebrød, hvor man ellers ville bruge sukkerrige rødbeder eller asier. Som madpakke må jeg supplere med et hårdkogt æg. Lidt bælgfrugt kunne sikkert erstatte ægget.

Sprød og saftig “krammekål” klar til køleskabet

Så lidt fylder et krammet helt spidskål. Men det mætter godt og længe. Det tager lysten til mellemmåltider, og ulvehungeren er ude af mit liv.