DSCN2860
Havrerod (Tragopogon porrifolius) frøstand

Det var på tide at lave friske frø af “Vild dansk” havrerod, som stammer fra Christiansø. Den vokser vildt på øen, men formodes at være forvildet fra de små haver ved fæstningen engang i fortiden.

Frøstanden minder om en mælkebøttes samling af små faldskærme, der får vinden til at sprede frøene over en større afstand. Men fnokken (faldskærmene) er lidt besværlige at rense fra frøene. I år har jeg prøvet at klippe faldskærmene af inden frøene modnes, og det var en nem måde at få rene havrerodsfrø.

DSCN2733
Havrerod blomstrer flot, men blomsterne er kun åbne om formiddagen, ca. mellem 10 og 12

DSCN2736
I tiden mellem blomstring og frømodning er det tid at klippe fnokkene af. Den bleggule mælkesaft løber ud og dækker snitfladerne. Jeg har klippet ret langt nede, der hvor det buttede går over i det slanke.

DSCN2793
Resultatet er helt rene frø, der kan rystes ned i en sigte og tørres godt inden de pakkes i papirsposer.
En simpel operation, der under haveforhold giver en god arbejdsbesparelse. Jeg brugte en køkkensaks, men når jeg sidder her og tænker over det, så vil en saks med kort skær være bedre. Så undgar man lettere at klippe i nabostængler.

Denne metode kan sikkert også bruges til andre planter med faldskærmsfrø. F.eks. salat og chikorie. Om den også kan bruges til artiskok ved jeg ikke, men jeg burde måske overveje det – de er lidt besværlige at rense. Man bør dog nok også lægge mærke til hvordan fuglene reagere, når man sådan dækker et frøbord op til dem. Vil de flokkes om frøene og spise det hele? Med havrerod er frøene klar til høst så snart frøstanden åbner sig, så hos mig fik fuglene ikke mange chancer.

DSCN2799
Havrerodblomst mellem blomstring og frømodning

Reklamer

pea1647
Tørrede ærtefrø af Golden Sweet

Efter de fem lilla ærtefrø jeg fandt i én bælg sidste år, er der kun kommet én bælg med lilla frø. Den bælg var hårdt angrebet af orm, så jeg kunne kun redde ét frø. Planterne var helt igennem sortstypiske for Golden Sweet.
Min foreløbige konklusion er, at de lilla frø nok ikke er genetisk anderledes end de andre frø. Der er nok snarere tale om en reaktion på nogle klimatiske faktorer.
Mon ikke at jeg sår det lilla frø ud næste år, for at se hvad der sker. Umiddelbart forventer jeg ikke at se nogle lilla ærter, men hvem ved?

Ljungdalen1215
Ljungdalen roe Brassica rapa

Tidligere poster om roe

Roerne til frøavl er nu i blomst. Det er den svenske arvesort Ljungdalen. Der er 15 blomstrene planter, én af de udvalgte roer overlevede ikke vinteren. Svenske SESAM (frøsamlerne) anbefaler mindst 5 planter, men helst 20 eller flere. Ideelt skulle jeg have lidt flere blomstrene planter. Men det går endda, og hvis jeg avler frø igen inden de opridelige frø bliver for gamle, kan jeg lave en portion mere, og så kommer jeg hurtigt over 20 individer i min genpulje. Så skal jeg bare huske at blande frø fra de to avlinger, så er mangfoldigheden i sorten sikret.
En anden ting er, at sorten har to tydeligt forskellige farver. Da jeg lavede en vægtning for at bevare balancen i farverne, har jeg på den måde også sikret en vis mangfoldighed, hvorfor tallet 20 nok kan sænkes til de 15 jeg har uden bekymringer. Jeg kan altså klare mig, selv hvis de originale frø bliver for gamle inden jeg når at lave næste hold frø. Jeg kan dog stadig ikke gå under de fem moderplanter som absolut minimum, hvis sorten skal overleve hos mig.

Har man kun plads til 5 planter bør man dyrke frø hvert år, og så have et glas hvor man putter f.eks. 50 veludviklede frø i hvert år. Næste år tager man de frø man skal bruge fra glasset, og når man høster de nye frø kommer man igen 50 frø i glasset og rører rundt. Da frøene holdet omtrent 10 år, vil man snart have 500 frø i glasset, og dermed en stor blandet genpulje.

Hvorfor er der så et minimum på fem planter?
De fleste arter i kålslægten, også roe, kan ikke bestøve sig selv. De har en genetisk barrierre, der skal sikre fremmedbestøvning. En plante kan ikke bestøve sig selv, men den kan heller ikke bestøve andre individer med samme version af den genetiske barriere. Hvis man kun har to planter der blomstrer er der en risiko for at begge planter er udstyret med samme barrierre, og derfor hverken kan bestøve sig selv eller hinanden. Har man tre planter er risikoen selvfølgelig mindre, men den er ser stadig. Først når man er oppe på fem planter bliver det temmeligt usandsynligt at man løber ind i problemet.
I en fremmedbestøvende art er vi også interesserede i, at generne blandes godt og grundigt for hver generation. Det giver en god tilpasningsevne, og f.eks. kan mange forskellige gener for sygdomsresistens føres med til kommende generationer, når “kortene blandes” for hver generation.

Man kan sno sig på mange måder, når man avler frø i en privathave 🙂