DSCN7046
Aiah Noack med spinatranker

Naturskolen åbnede fredag. Det er måske landets mindste planteskole indtil videre, men med et helt unik udvalg af planter, nogle har jeg aldrig før set i handelen. Ind til videre er åbningstiden fredage 12-20. Aiah Noack, som ejer Naturplanteskolen, er optaget af permakultur og naturlig planteforædling.

Jeg kom hjem bl.a.med to sorter af allåkerbær (der skal to sorter til en god bærsætning), vietnamesisk koriander og et stort stykke ukrudtdug i den professionelle kvalitet. Det er første gang jeg har set denne gode ukrudtsdug til en pris jeg kan betale, uden at skulle købe 2x100m

DSCN7047
Danske blåbær

Typisk for det fine planteudvalg, så er det danske, ikke svenske eller amerikanske blåbær der sælges. Ikke at der er noget galt med de andre, men naturplanteskolen sælger de planter de mener er bedst, ikke hvad man billigst kan skrive hjem fra Nederland.

DSCN7048
Daubenton kålen blomstrer ikke, og kan derfor leve i mange år

Det var fantastiskt at se de flotte Daubenton kål. Aiah fik et skud af mig, som hun har opformeret og kan sælge. Oprindeligt stammer denne bladkål fra Frankrig. Den stiklingeformeres. Jeg fik selv en stikling af Stephen Barstow, der bor oppe i Norge, ved Trondhjem. Skønt at opleve, at den nu er tilgængelig for almindelige haveejere.

Naturplanteskolens hjemmeside: http://naturplanteskolen.dk

DSCN5921
Grønkål Red Russian (Brassica napus) i græsplænen

Disse kål voksede frem i græsset af frø jeg tabte sidste år. Den eneste pleje de har fået er, at jeg er kørt udenom dem når jeg har slået græsset. Jeg skrev lidt om dem i juli, men da de nu er meget større fortjener de en ny post.

Det er åbenbart muligt at dyrke denne kål i en græsplæne uden andet arbejde end at køre udenom og så selvfølgeligt arbejdet (fornøjelsen) med at høste og tilberede i køkkenet. Nu er der ingen der skal fortælle mig, at de ikke har kræfter til at dyrke lidt køkkenhave 🙂

PS. Det grønne net i baggrunden dækker de nylagte hvidløg, så kvarteres katte ikke flytter dem rundt i rækkerne.


Flattr this

DSCN5504
Grønkål Red Russian (Brassica napus) i græsplænen

Det sidste sted jeg havde ventet at høste kål var i græsplænen. Men nu har jeg prøvet det med!
Frøene må være spildt sidste år, da jeg høstede frø af denne sort. Græsset blev slået helt normalt, indtil jeg opdagede kålen. Nu slår jeg udenom, og så plukker jeg nogle kålblade af og til.

Tidligere år har jeg fundet lidt hvidløg i græsplænen, hvor jeg har tabt nogle af slangehvidløgenes yngleknopper. En tilbagevendende høst fra græsplænen er Thai-mynten.

Gad vide hvor mange forskellige køkkenurter man kan høste fra en græsplæne der slås regelmæssigt?


Flattr this

DSCN3648
Artiskok Cynara scolymus Serridslevgaard

Nu blev det endelig tøvejr. Sneen har smeltet i to dage, det blev muligt at kigge til nogle af planterne i haven.
Har de overlevet frosten? I januar og februar har jeg i grunden været ganske rolig. Det plejer at være solen i marts, der slår mine planter ihjel, når den udtørrer stedsegrønne toppe med frosne rødder. Derfor holder jeg øje med hvor solen rammer i disse dage. Er der nogle planter, der skal solskærmes med planterester eller fiberdug gennem marts måned?

Artiskokken Serridslevgaard ser fin ud inde i sit lille telt. Men har hjertet taget skade af frosten, så ser jeg det først senere, når bladene rådner fra bunden. Jeg har dog ingen grund til at være pessimist. Sneen har ligget i 2½ måned, men det har ikke været ekstremt koldt, og snelaget har yderligere isoleret, så jorden har nok ikke været koldere end i gennemsnitsvintre.

DSCN3650
Hørpalme Trachycarpus fortunei

Hørpalmen ser ikke godt ud. Igen i år er mange af sommerens blade skadet. Har jeg fået et følsomt eksemplar? Så længe hjertet overlever, så overlever hele palmen.

Chusan Palm in Snow
Samme hørpalme Trachycarpus fortunei for én måned siden (30/1)

Bemærk, at sneen har dækket palmens hjerte. Hjertet er det punkt øverst på stammen, hvor bladene hæfter til.

DSCN3649
Grønkål Brassica napus Red Russian

Min Red Russian grønkål har netop i dag stukket toppen op igennem sneen. Det er lang tid siden jeg så den sidst. Den ser lidt sølle ud, men hvis jeg ikke får flere blade fra den, så skal jeg alligevel nok få nogle velsmagende blomsterskud. Blomsterskuddene holder jeg meget af, for mig er det den vigtigste grund til at dyrke lidt kål i egen have. De kommer tidligt, inden der er ret meget andet at plukke i haven, de kan tilberedes lynhurtigt i lidt olie på en pande og smagen er helt fantastisk. Min favorit er lynstegt med kammuslinger og skud af bronzefennikel.

DSCN3647
Bronzefennikel Foeniculum vulgare

Bronzefennikel har groet lidt under sneen, et par uger med plusgrader, så kan jeg nok begynde at pille lidt små skud til køkkenet. Man kan glimrende spise bronzefennikel, men der kan være forskel på hvor godt de smager. Planten på billedet er min favorit, den smager sødere end de andre planter jeg har.

På kalendere siger vinteren farvel – men meteorologerne lover mere sne i den kommende uge!

DSCN1134
De vigtigste ingredienser

Kålskud smager dejligt lynstegt med fennikelskud og kammuslinger. Der er også et skalotteløg og et hvidløg. Først sauteres løgene let i olivenolie, kålskud tilsættes, dernæst kammuslinger og endelig fennikel. Det går meget hurtigt at tilberede dette, da de nye grøntsager er meget sarte. Smag til med salt, peber, citronsaft og æbleedike. Serveres med brød.

DSCN1137
Lynstegt Red Russian med kammuslinger

Kålskuddene stammer fra ‘Red Russian’, fennikelskudene er fra den flerårige bronzefennikel, skalotteløget er “Kartoffelløg fra Læsø” og hvidløget er ‘Polish hardneck’. Æbleediken har jeg selv lavet af havens æbler for nogle år siden, tilsat krydderurter og lagret i køleskabet.