DSCN6746
Kombucha syltet grøn peber

Hvert efterår er der nogle grønne peber der ikke når at modne til rødt. De kan sagtens spises grønne. Men i år var de næsten allesammen stadig grønne, da jeg måtte høste resten inden den første frost. De holder fint i køleskab, der er bare den hage ved det, at smagen efter en uges tid ændrer sig. Det er en ændring jeg ikke bryder mig om – de kommer til at smage som butikspeber tit smager, når de stadig er friske, men har været længe undervejs. For at undgå den smag, så plejer jeg at salte mine peberfrugter let, og sætte dem i køleskabet. I år prøvede jeg kombucha i stedet for.

DSCN6744
Kombucha syltet grøn peber

Jeg har i nogle år lavet kombucha regelmæssigt. Efterhånden opdager jeg, at kombucha kan meget mere end blot være en læskedrik. Inspireret af “The Art of Fermantation” skrevet af Sandor Ellix Katz, overhældte jeg de ringskårne peberfrugter med et nip salt, dækkede dem med kombucha og hældte et par teskefulde olivenolie på toppen. Glasset satte jeg i køleskabet.

De kombuchasyltede grønne peberfrugter blev vidunderlige. De er stadig knasende sprøde, har bevaret en god pebersmag, har fået et syrligt anstrøg og der er ikke tilsat sukker. Det har heller ikke været nødvendigt at koge noget. Eneste minus er, at farven på peberstykkerne er blevet olivengrøn. Der kom en let kombuchasvamp på toppen. Den var lige til at fjerne, og er ikke kommet igen.
De kombucha syltede grønne peber er gode sammen med både smørrebrød og varm mad.

DSCN5824
Dagens høst

Dagens høst bestod af:

Auberginer. Solanum melongena Auberginerne er nogle af de sene frugter, der hel sikkert ikke når at producere frø. De dyrkes på friland, fordi jeg forsøger at udvikle en frilandssort. Denne sommers voldsomme regn gjorde mig pessimistisk, men nu står rigtig mange af planterne med én, to eller flere frugter. Gad vide, om vand har været en begrænsende faktor de andre år jeg har dyrket auberginer på friland? De virker i øvrigt ikke spor kuet af, at jeg såede meloner i samme bed.

Mini-ananaskirsebær. Physalis sp. I skålen er hvad der er faldet ned på to dage. Smagen minder meget om ananaskirsebær. Frugten er lidt mindre. De dyrkes på friland, og giver et fint udbytte, i modsætning til ananaskirsebær, som skal dyrkes i drivhus, som vokser enormt, og først modner så sent, at der kun når at modne få frugter. Frugterne skal ikke plukkes, men samles op når de falder af. De er beskyttet af det fine hylster, så de bliver hverken stødt eller snavsede af jord.
I år har jeg fået et meget bedre udbytte end sidste år, nok først og fremmest, fordi de har fået en mere næringsrig jord. Jeg dyrker to sorten, en uden sortsnavn, og en der hedder ‘Goldie’. Der er ikke stor forskel, de smage vist ens, men ‘Goldie’ er nok lidt større i vækst og frugt.
Nogle af frugterne er spiseklare, andre skal eftermodne inde i et par dage. Bærret skal være gult, før den fine aroma og sødme træder frem.

Peberfrugt. Capsicum annuum Lilla peberfrugt (uden sortsnavn) og rød-orange-gul ’Alma Paprika’ FS584 æblepeber, begge fra friland. ’Alma Paprika’ FS584 er kendt for at være tidlig, så den havde jeg forventninger til. Det har den levet op til. Planten står tæt pakket med frugter, og selv om jeg har plukket disse 4, så ser den stadig overlæsset ud 🙂 Den lilla peberfrugt er den store overraskelse. Jeg troede det var en drivhussort, men den har klaret sig fint på friland, og sat fire lilla peberfrugter af form og størrelse som vi kender det fra butikkernes grønne. Kun farven skiller sig ud.

Tomatillo. Physalis ixocarpa Vi er blevet glade for tomatillo. De smager ikke af meget eller på nogen måde markant, bortset fra lidt syre. Men i sovs og sammenkogte retter giver de en vidunderlig velsmag. Den må være umami-smagen de er rige på. De går fint sammen med det meste, er lette at dyrke, og giver et fint udbytte. Det var nok fint at binde dem lidt op. Men da frugtene kommer med egen indpakning, så kan man også blot lade den vælte ud til alle sider og hen ad jorden. Dette er vist én af de grøntsager man kan spise dagligt.


Flattr this

DSCN3458
Typiske peberfrugter fra 12 planter af 2. generation efter krydsning af to sorter

I år har jeg dyrket 13 planter af min utilsigtede peberkrydsning. Én plante blev hurtigt syg da den blev udplantet, mange brune pletter på bladene, som faldt af. Den blev rykket sent op, så jeg er sikker på den har smittet de andre planter mest muligt.
Er jeg bindegal – smitte de andre planter? For mig er der en mening med galskaben. Det så ud som om der var en sårbarhed ved denne plante, og ved at lade den smitte de andre, håber jeg at alle sårbare planter bliver afsløret – jeg har ikke fundet andre planter der er modtagelige, kun enkelte ubetydelige pletter på nogle af de andre planter, som de er vokset fra.
Plante 2 har også problemer. Her sidst på sæsonen rådner alle de små umodne frugter. Det sker ikke på nogen af de andre planter, så den skal ikke føres videre til næste generation.

Jeg udplantede planterne i rækkefølge efter hvor langt de var fremme i udviklingen ved udplantningen. Første plante var også først til få røde modne peberfrugter. Men der var i øvrigt ikke tydelig sammenhæng mellem plantens udvikling ved udplantning, og hvor tidligt frugterne modnede. Plante 5 og 6 har slet ikke nået at modne frugter ud over det grønne stadie, hvor andre, ikke mindst plante 11 har båret en rig høst af fuldmodne frugter, og mange flere på vej som før frosten kan høstes grønne.

Det startede som en hemmelig kærlighedsaffære mellem den tyske ‘Roter Augsburger’ og den kroatiske ‘Zlatni Medal’, som i 2007 stod og gnubbede blomster i vinden. Året efter kom alt for en dag, da en af ‘Roter Augsburg’ planterne lignede en mellemting mellem de to. Den kan ses på biledet i en post fra sidste år.
Da ‘Roter Augsburger’ og ‘Zlatni Medal’ er ekstremt tidlige sorter, egnede til friland i Danmark, forstod jeg, at dette er en lykkelig kærlighedsaffære, der med lidt omsorg i de kommende år kan blive til en eller flere nye frilandssorter.

De mange planter med chokoladebrune peberfrugter var en overraskelse, da bedstemor er rød og bedstefar orangerød (vanskeligt at skelne på billederne). De ligner ‘Sweet chocolate’ i farven, måske bør jeg dyrke den til sammenligning?

pepper1765
Peberbedet med forskellige sorter.

Nu er tiden kommet til at frådse i søde røde peberfrugter. Efterhånden har jeg fundet nogle tidlige trofaste sorter. Fra højre er det Zlatni Medal (1 plante), Roter Augsburger (3 planter), gadekryds (1 plante), Amager Kohorn (3 planter) og Yesil Tatli (1 plante). Frugterne på de sidste fire planter er stadig grønne, men rødmer nok næste uge.
Gadekrydset skulle have været en Zlatni Medal. Jeg tror det er lykkedes dem at krydse. Det kan jo ske, når de står tæt og blomster rører ved hinanden i vinden. Det er noget skidt, hvis man skal bevare en sort, men godt, når man gerne vil udvikle noget mere hårdført. Fidusen er, at de frugter, der sidder nærmest en anden sort kan være krydset, spændende til nyavl. De frugter der sidder langt fra andre sorter er gode til at bevare sorterne rene. Jeg har endnu ikke oplevet insekterne krydse mine peber. Men en god sommer skal det nok ske. Derfor gemmer jeg altid de gamle peberfrø i mange år. Så kan jeg altid gå tilbage til gammelt sortsrent frø.
Jeg overvejer, om peberplanterne næste år skal forkæles med gødning og plast, som melonbedet blev i år. Jeg tror de vil være meget taknemmelige for det.

DSCN1323
Melon i forgrunden, peberplanter i baggrunden

De sidste tre dage har jeg afhærdet mine melon og peberplanter. Jeg gør det ved at sætte dem i skyggen under syrenerne den første dag, anden dag rykker jeg dem halvvejs ud af skyggen og tredje dag næsten helt ud af skyggen. Fjerde dag kan de udplantes, så det gjorde jeg i dag.

Hvis jeg ikke afhærdede planterne, men flyttede dem direkte fra drivhus til friland, så ville de blive solskoldede på bladene. Planter har brug for at vænne sig til sol og vind, lige som vi mennesker også skal vænne os til solen. Når tilvænningen sker over nogle dage kan bladene nå at blive robuste mod solen, ligesom vi bliver solbrune, hvis vi giver os tiden.