Amorphophallus0825
Leopardstilk Amorphophallus konjac

De første knolde fik jeg af en kollega under navnet girafhals. Det er et glimrende navn, det bedste jeg kender, men jeg bøjer mig alligevel for “Anbefalede plantenavne” der anbefaler navnet leopardstilk.

Roden spises i østen, men kræver rigtig tilberedning, da den ellers er giftig. Det bliver til en tyk gelatine, der ikke smelter i munden, men skal tygges godt. Det skal være sund, fiberrigt og uden smag! Jeg dyrker den ikke som køkkenurt, men fordi det er en køn plante.
Den ligger tørt om vinteren i et skab, men her om foråret tager en vis herre pludseligt ved den, og så gælder det om at lægge den i en potte så dybt, at toppen af knolden ikke tørre ud mellem vandinger. I maj kommer den i drivhuset og i juni kommer den på terassen. Da ligner det enlige blad en lille palme med plettet stamme.

Det er en plante der vokser, hvor der er sumpet i vækstperioden, og tørke i hvileperioden. For hver sæson vokser knolden, den lille på billedet er en sideknold fra sidste år, den store er ét år ældre.

Amorphophallus0940
Stilken er godt på vej, og leopard/girafpletterne kan ses.

Lige nu er den ene knold i vækstspurt, som det ses på billedet.

Amorphophallus0944
Samme leopardstilk 4 dage senere!

Amorphophallus0968
Og endnu 16 dage senere!

Efter nogle år bliver knolden stor som en sukkerroe. Så skyder den ekstra tidligt, men med en blomst:

amorphophalluskonjak
Blomsten af leopardstilk

Blomsten nåede op i 1,5m højde. Den er enorm og afsindigt flot, men der er et men! Den stinker forfærdeligt af råddent kød. Den bestøves af spyfluer, og de kender ikke nogen bedre duft – jeg kender ikke nogen værre stank! Efter tre dage var lugten blevet så intens, at jeg måtte klippe blomsten af og bære den ud af huset. Så forærede jeg knolden væk til en kollega, som fik den til at skyde et blad. Jeg var forbi, og nu var bladet så højt, at jeg kunne stå oprejst under det.
Det er en forunderlig plante.


Flattr this

Anna Andersens pelargonium
Anna Andersens pelargonie Pelargonium zonale

Anna Andersens pelargonie blev doneret til Frøsamlerne i foråret 2007

Anna Andersen blev født i 1893 og boede på Stevns, nær Gjorslev slot (mellem Gjorslev slot og en anden herregård). På sine ældre dage flyttede hun dog til nybyggeriet i Karlemosen ved Ølby udenfor Køge, hvor donoren lærte hende at kende. Anna blev 93 eller 94 år gammel. Anna arvede pelargonien efter sin mor, som havde haft den i mange år. Det menes at Annas mor var født et sted nede på Sydsjælland.

Om pelargonien oplyste Anna, at ”der skal tales med den!” Det lagde hun meget vægt på. Anna sagde også ”man må ikke sige tak når man tager imod den, for så tager jeg den med igen!” Da donor alligevel kom til at sige tak, tog Anna pelargonien med igen, ”så kan du lære det kan du!” Donor fortæller, at hun så fik den igen næste gang de sås, og at hun da varede sin mund.

Donor fortæller, at det er en pelargonie der ikke egner sig til produktion i gartneri, da den har let til at få lus. Hun behandler den da med en blanding af sæbe og sprit. Blomsten veksler i farve med vejret, lidt mørkere eller lysere. Pelargonien er så skøn, at den har overlevet alle årene trods tendensen til lus.

Pelargonien havde ikke noget sortsnavn, men donor ønskede at vi opkaldte den efter Anna Andersen.

Til sidst kan jeg oplyse, at den endnu ikke har fået lus. Der er taget en hel del stiklinger, som er uddelt ved møder i Frøsamlerne.