DSCN7532
Mælkebøtte og Petrowsky majroe frisk fra haven

Der er altid noget at høste i haven, blot man kan komme i jorden. Her er det mælkebøtte og majroe. De blev til en dejlig salat, med lidt salt, peber, olivenolie og eddike.

DSCN7536
Den friske decembersalat

Da jeg var yngre kunne jeg næsten ikke spise mælkebøtte, og kun blade tidligt forår. Min smag har ændret sig, og jeg er mindre glad for sødt, og mere glad for de bitre nyancer i maden. I sommer opdagede jeg, at grønne mælkebøtteblade plukket midt i juli har en dejlig bitter og nøddeagtig smag. Her i december smager mælkebøtterne nærmest sødt og nøddeagtigt. Den søde smag har dog en anden og mere tilfredsstillende karakter end traditionelt sukkersødt. De bitre smage tilfredsstiller og mætter, som det også kan opleves, hvis man spiser traditionel mørk chokolade (vær opmærksom på, at de store firmaer er begyndt at lave mørk chokolade, som tilsyneladende ikke får en til at stoppe naturligt. Godt for deres bundlinie – skidt for kundernes vægt)

Roden viser sig også at smage skønt, så den skræller jeg tyndt og snitter i skiver.

Mælkebøtte er den ultimativt letteste grøntsag jeg kan komme i tanke om.
Den skal ikke sås, for den sår sig selv.
Den skal ikke luges, for den er jo selv ukrudtet.
Den skal ikke vandes, det har jeg da aldrig gjort.
Tilbage er kun det meget overkommelige arbejde med at bukke sig ned, når den skal høstes.

DSCN7530
Majroe Brassica rapa Petrowsky Gulia

Majroerne er resterne af dem jeg såede da jeg havde høstet hvidløgene. De mest typiske har jeg flyttet til et bed, hvor de næste år skal blomstre og sætte frø. De andre store majroer har vi spist for længst. Tilbage er nogle mindre, som stadig gror i dette milde decembervejr vi har i år. Skal de være stærke spiser vi dem rå med skindet på. Skal de være milde, så trækker vi skindet af med en kniv. Vi holder mest af det sidste.

Petrowsky Gulia Sorten er en gammel dansk stamme af en østeuropæisk sort, som jeg før har skrevet om:
https://skrubtudsen.wordpress.com/2010/01/01/froe-fra-nordgen/

Selvom de kaldes majroe så er de absolut bedst om efteråret. Jeg forsøger slet ikke at dyrke dem om foråret, hvor jeg har en del flerårige afgrøder at høste af.

Reklamer

DSCN3515
Majroe (Brassica rapa) Petrowsky “Gulia”
Breeders name: Vangede (P 1948)

NordGen, tidligere Nordisk Genbank, sender gerne frø til havefolket. Det kræver lidt at finde de sorter man ønsker i deres database SESTO, men det er ikke uoverkommeligt. Kender man sortsnavnet, kigger man under “Cultivars”. Ellers kan man kigge under “Taxons”, hvis man kan det latinske navn på arten.

Jeg faldt for Petrowsky “Gulia”, da det er en dansk avlslinje af den velsmagende Petrowsky majroe. Avlslinjen skabt af Ohlsens Enke, og godkendt ved dyrkningsforsøg i 1948 i Vangede udenfor København, og markedsført samme år.

I mit gamle frøkatalog J.E.Ohlsens Enke fra 1954 udbydes denne majroe:

Petrowsky Vangede P. 1948.
Fællesudvalgets beskrivelse: Er meget ensartet,
fladrund, gul med lille top, meget glat og med fin
rodafslutning. Giver et godt udbytte, er ret tidlig
og af meget høj kvalitet. Garanteret frø.

De frø jeg modtog blev høstet i 1983, og NordGen modtog dem i 1989.
Nu håber jeg, at jeg kan få noget ud af så gamle frø! De har heldigvis været kyndigt behandlet, så mon ikke det lykkes.

Da jeg prøvede at google “Petrowsky” viste det sig, at stavemåden “Petrowski” gav de mange resultater. Bl.a fandt jeg ud af, at Petrowski var en vigtig afgrøde i Alaska omkring 1921. (Botanical Abstracts, 1921)

Jeg fandt også ud af, at Sperli i tyskland åbenbart mener, at Petrowski og Teltower er en og samme sag – hvordan det så end passer med beskrivelsen af Teltowers smag som helt unik? Vi kan være sikre på, at Petrowski og Teltower frem over vil blive forvekslet, medmindre vi er omhyggelige med at gemme et notat om hvor vores frø kommer fra. Et skoleeksempel på tidens trussel mod gamle hæderkronede sorter.

Finder jeg senere ud af mere om Petrowski, vil jeg tilføje det i dette indlæg, selv om man ikke bør gøre den slags i en blog.

Ljungdalen1215
Ljungdalen roe Brassica rapa

Tidligere poster om roe

Roerne til frøavl er nu i blomst. Det er den svenske arvesort Ljungdalen. Der er 15 blomstrene planter, én af de udvalgte roer overlevede ikke vinteren. Svenske SESAM (frøsamlerne) anbefaler mindst 5 planter, men helst 20 eller flere. Ideelt skulle jeg have lidt flere blomstrene planter. Men det går endda, og hvis jeg avler frø igen inden de opridelige frø bliver for gamle, kan jeg lave en portion mere, og så kommer jeg hurtigt over 20 individer i min genpulje. Så skal jeg bare huske at blande frø fra de to avlinger, så er mangfoldigheden i sorten sikret.
En anden ting er, at sorten har to tydeligt forskellige farver. Da jeg lavede en vægtning for at bevare balancen i farverne, har jeg på den måde også sikret en vis mangfoldighed, hvorfor tallet 20 nok kan sænkes til de 15 jeg har uden bekymringer. Jeg kan altså klare mig, selv hvis de originale frø bliver for gamle inden jeg når at lave næste hold frø. Jeg kan dog stadig ikke gå under de fem moderplanter som absolut minimum, hvis sorten skal overleve hos mig.

Har man kun plads til 5 planter bør man dyrke frø hvert år, og så have et glas hvor man putter f.eks. 50 veludviklede frø i hvert år. Næste år tager man de frø man skal bruge fra glasset, og når man høster de nye frø kommer man igen 50 frø i glasset og rører rundt. Da frøene holdet omtrent 10 år, vil man snart have 500 frø i glasset, og dermed en stor blandet genpulje.

Hvorfor er der så et minimum på fem planter?
De fleste arter i kålslægten, også roe, kan ikke bestøve sig selv. De har en genetisk barrierre, der skal sikre fremmedbestøvning. En plante kan ikke bestøve sig selv, men den kan heller ikke bestøve andre individer med samme version af den genetiske barriere. Hvis man kun har to planter der blomstrer er der en risiko for at begge planter er udstyret med samme barrierre, og derfor hverken kan bestøve sig selv eller hinanden. Har man tre planter er risikoen selvfølgelig mindre, men den er ser stadig. Først når man er oppe på fem planter bliver det temmeligt usandsynligt at man løber ind i problemet.
I en fremmedbestøvende art er vi også interesserede i, at generne blandes godt og grundigt for hver generation. Det giver en god tilpasningsevne, og f.eks. kan mange forskellige gener for sygdomsresistens føres med til kommende generationer, når “kortene blandes” for hver generation.

Man kan sno sig på mange måder, når man avler frø i en privathave 🙂

Ljungdalen0579
Her er avlsudvalget til roen Ljungdalen sorteret efter størrelse

Enkelte andre pæne roer blev valgt fra, pga. dybe snegleangreb. Det kan være de smager særligt godt for snegle, desuden vil de nok overvintre dårligt.

Jeg har tidligere overvintret Svedjeroer ubeskyttet på friland, men da disse Ljungdalen roer er til avl, skal de helst alle overleve. Derfor har jeg plantet dem lidt dybere, så bladfæstet er i jordoverfladen. Så har jeg dækket med tørt bønnehalm og lagt en presenning i trådbur over. Nu må jeg bare håbe det er passende beskyttelse. Måske skal jeg lette lidt på “hatten” i perioder med lunt vejr.

DSCN0586
Roerne fik en fin “hat” på.

DSCN0587
To timer senere kom den første sne.
Det var vist i sidste øjeblik jeg fik vinterdækket roerne.

Ljungdalen

Roen ‘Ljungdalen’ er en svensk lokalsort. Dens genetiske variation ses umiddelbart, da den har to farver, gul og lilla. Den lilla farve er helt andeledes tæt, og dækker også nede i jordens mørke, end jeg har set det hos andre roer jeg har prøvet. Typisk er de kun farvet på den øverste del af roen. Jeg såede efter hvidløgene var høstet, og nu er de søde og gode, en delikatesse. Jeg vil dog anbefale at man trækker skindet af, både på majroer og på andre roer, da de ellers kan være rigeligt stærke – det er der sikkert også nogle der elsker, men ikke jeg. De tåler noget frost, så indtil videre har jeg ikke lagt dem i kule, men jeg kommer nok ikke udenom at lave en lille kule til dem der skal bruges til frøavl. Nu er det jo også vigtigt, at jeg ikke spiser de bedste, for det er jo dem der kan sætte det bedste frø.

Turnips follow after garlic

I mit sædskifte kommer roe (majroe, turnips) efter hvidløg. Alle planter fra kålslægten har hurtigtvoksende rødder og er derfor gode til at trække overskydende kvælstof op i det øverste jordlag, og da løg har svagt udviklede rødder kan der ellers udvaskes en del kvælstof. Da vi holder meget af roernes saftige sødme er det vores førstevalg, men der kan også blive plads til lidt grønkål og ræddike. Roer udsået efter hvidløg bliver mere søde og saftige end dem man sår om foråret, de holder af det kølige fugtige efterår.

Roerne på billedet er Ljungdalen, en svensk landsort. Jeg dyrker også andre sorter, bl.a. Orange Jelly (tak til Patrick www.patnsteph.net/weblog ). Jeg vil prøve at høste frø af Lungdalen næste år, men først skal jeg overvintre dem.