DSCN3681
Skalotteløg “Læsøstammen” og kikært “Assyriska bruna kikärter från Besvirino byn”

Så kom de første frø og løg i jorden. Både skalotteløg og kikærter er utålmodige efter at komme i jorden. Hvis man venter bliver skalotteløgene mindre, og kikærterne mugner i bælgene. Men jorden er ikke glad for at jeg tramper rundt derude. Den vintervåde tunge lerjord får hurtig nykker, og bliver plastisk som pottemagerler. Sker det, så får rødder og regnorme svært ved at trænge igennem jorden. Derfor er jeg meget forsigtig når jeg træder på jorden i det tidlige forår. Og jeg vover ikke at grave, jeg nøjes med at kratte lidt op i den, så jeg akkurat kan få frø og sætteløg ned på plads.

Om Læsøstammen af skalotteløg ved jeg følgende:
I 1946 kom de første sætteskalotter til Læsø. Det var havebrugskonsulent Gylling som kendte Læsø og dens sandede jord og også kendte ejeren af gården ‘Juelsminde’ hvor de første sætteskalotter blev sat.
Det blev stor succes og i løbet af få år blev skalotterne fra ‘Juelsminde’ dyrket på hele Læsø i større eller mindre mængder. I 1948 købte en gårdejer ved navn Axel Andersen sine sætte skalotter hos ‘Juelsminde’. Fra Axel Andersen købte Tage Larsen i 1975 600 kg sætteskalotter, som han har dyrket lige siden. Det specielle ved dyrkningen på Læsø er, at resten af landet skulle sende skalottehøsten ind centralt, hvorefter næste års sætteløg kom retur. De blev altså blandet fra hele landet. Her blev kun Læsø undtaget, pga. fragtomkostningerne. Læsø-stammen er altså den eneste rene “uforurenede” stamme i Danmark.

Mine “Læsøstammen” har jeg fra Tage Larsen. Tidligere har jeg dyrket “Kartoffelløg fra Læsø”. Det er et skalotteløg Frøsamlerne har fået fra SESAM i Sverige. Et af deres medlemmer har haft det med hjem fra Læsø engang. Sandsynligvis er det samme stamme af skalotteløg, men vi ved det ikke! Jeg valgte at skifte til Tage Larsens stamme, da hans skalotter går i lige linie tilbage til gården på Læsø, hvor skalotteeventyret begyndte.

Kroghs skalotteløg” har jeg også sat i dag. De kom dog ikke med på billedet.

Kikærter er lette at dyrke i Danmark, MEN det er svært at få gode frø ud af det 😦
Når frøene er ved at modne af i efteråret, så mugner næsten alle frø. I flere år fik jeg ikke flere frø, end jeg lagde i jorden. Efter jeg er begyndt at så dem sidst i marts har jeg mere held med dem. Men det er endnu ikke et stort udbytte jeg får.
Assyriska bruna kikärter från Besvirino byn” har jeg fået af en flygtning i Sverige. Han er med familien flygtet fra en bjerglandsby Besvirino i det sydøstlige Tyrkiet. Indbyggerne er assyrisk kristne, og kommet i klemme mellem tyrkerne og kurderne, der ligger i konflikt. Hvis tyrkerne troede på deres statsdannelse, så ville de give plads til at kurderne kunne udfolde deres kultur, og så ville de andre mindretal nok få langt bedre forhold – og tyrkerne selv ville få bedre forhold 🙂

DSCN2405
Heritage Sweet White Multiplier Allium cepa var. ? i februarfrost

Vi kender alle forårsløg, men dette kan man da kalde et vinterløg. Jeg har før kaldt denne sort for “etageskalotteløg”, fordi det er et lille etageløg, der også kan bruges som et sødtsmagende hvidt skalotteløg. Som skalotteløg er holdbarheden kun nogle måneder, som det kendes fra andre hvide løg. Men smagen er mild, så den er god i salater, f.eks. med tomater.

DSCN0162
Heritage Sweet White Multiplier høstet som skalotteløg sidst i juni

topsetting
Heritage Sweet White Multiplier i etageløgs stadiet sidst i maj

Når topløgene sættes i jorden ud på høsten vokser de vinteren over, og kan høstes som forårsløg. Høster man senere, når toppen vælter, får man gode sætteløg. Næste år kommer de flotte skalotteløg. Sætter man dem igen det følgende år kommer der mange meget små løg.

Jeg takker Martin Longseth I Wisconsin, USA, for dette anvendelige lille løg.

DSCN1134
De vigtigste ingredienser

Kålskud smager dejligt lynstegt med fennikelskud og kammuslinger. Der er også et skalotteløg og et hvidløg. Først sauteres løgene let i olivenolie, kålskud tilsættes, dernæst kammuslinger og endelig fennikel. Det går meget hurtigt at tilberede dette, da de nye grøntsager er meget sarte. Smag til med salt, peber, citronsaft og æbleedike. Serveres med brød.

DSCN1137
Lynstegt Red Russian med kammuslinger

Kålskuddene stammer fra ‘Red Russian’, fennikelskudene er fra den flerårige bronzefennikel, skalotteløget er “Kartoffelløg fra Læsø” og hvidløget er ‘Polish hardneck’. Æbleediken har jeg selv lavet af havens æbler for nogle år siden, tilsat krydderurter og lagret i køleskabet.