068
Drivhusets vandmeloner.
Øverste række fra venstre: Min egen F1 hybrid (Sugar Baby x White Seeded Besvirino Assyrian Watermelon), Skorospelyi Saharnyi, Ultra Skorospelyi.
Nederste række: Alle sorten Bonanza

I år har jeg valgt at bruge lidt mere plads på vandmeloner i drivhuset. Ja, egentlig ville jeg jo helst have dem til at gro udenfor, men det blev ikke i år. Jeg har stadig meget at lære om vandmeloner, hvis jeg skal forstå dem bare nogenlunde. Skal de altid håndbestøves? Eller skal bierne bare præsenteres for tilstrækkeligt mange vandmelonblomster, så de lærer at sætte pris på smagen af deres nectar og pollen?
En ting jeg iagttog i år er, at på de koldeste dage lykkedes min håndbestøvning ikke, på varme dage var et enkelt forsøg tilsyneladende godt nok. Det kan jo blive et problem at opnå tilstrækkeligt høje temperaturer til bestøvningen udendørs.
Jeg er også lidt nysgerrig med hun- og hanblomsternes rækkefølge på ranken. Det ser ud som om nogle af sorterne og min egen hybrid er hurtige med den første hunblomst, mens andre sorter først sætter en hunblomst længere ude på ranken. Alle sorterne har været ret hurtige til at sætte hanblomster.

Indtil videre er det min egen F1 hybrid der ser tidligst og størst ud. Men det er vist alt for tidligt at gætte på hvilken plante der vil modne sin frugt først. Jeg har kun kunnet få én enkelt plane til at sætte to vandmeloner, og den øverste er nu næsten gået i stå i udviklingen, på størrelse med en mandarin. De plejer at falde af før de når denne størrelse, hvis de ikke tager fat, så jeg er spændt på hvad der sker. Alle de andre planter har kun sat én vandmelon hver.

Ender min egen hybrid med at være bedst, vil jeg naturligvis tage frø af den, og prøve at få en stabil linie ud af det. Men jeg vil også overveje, om de andre kunne have ønskværdige egenskaber, som jeg så må prøve at krydse ind i min linie.


Flattr this

DSCN3371
Vandmelon (Citrullus lanatus)

I år fik vi en flot vandmelon fra drivhuset. Den er ikke stor, men nåede dog op på 2,7kg. Den blev også godt moden, med gennemfarvet rødt kød. Smagen var fin, nok sød, men ikke hvinende sød.

Planten stammer fra det vandmelon kryds jeg lavede sidste år mellem sorterne ‘Sugar Baby’ og ‘White Seeded Besvirino Assyrian Watermelon’
Det er således min egen F1 hybrid. Når jeg sår frøene ud næste år vil de arvelige egenskaber blive blandet på nye måder. Er jeg heldig kan der være planter imellem der klarer sig bedre i mit drivhus end forældresorterne. Det er ingen hemmelighed, at jeg er inspireret af Carol Deppe og historien om Blacktail Mountain skabt af Glenn Drowns i USA.

DSCN3033
Sådan så vandmelonen ud d. 21 juli

I år har jeg bemærket, at der ikke er sat andre vandmeloner, end dem jeg selv har håndbestøvet.

DSCN1959
Vandmelon ‘White Seeded Besvirino Assyrian Watermelon’ (Citrullus lanatus)

I år havde jeg fire vandmelon planter, og hver plante gav én vandmelon. De tre var af sorten ‘White Seeded Besvirino Assyrian Watermelon’, som jeg nogle år tilbage fik af en kristen-assyrisk flygtning bosat i Sverige. Den blev ikke så stor elle moden, som sidst jeg dyrkede den. Det skyldes nok, at august var meget regnfuld og kold. Til min overraskelse var den dog både sød, sprød og saftig. Det er en sort, hvor man også bruger kernerne, der ristes med salt og spises som græskarkerne.
Nogle frøsamlere smagte den ene, og de syntes, at de store frø er en fordel, da de er lettere at spytte ud, end de små, og i “kernefattige vandmeloner” svagt udviklede frø.

DSCN1925
Vandmelon ‘Sugar Baby’ (Citrullus lanatus)

Til sammenligning har jeg i år dyrket ‘Sugar Baby’, som er den sort der tilbydes i frøstativerne. Den var knap så trivelig, men modnede én uge før. Det var en plante købt på planteskole, så det er ikke en helt rimelig sammenligning. Den var tættere på at være rigtigt moden, men smagte i grunden ikke bedre end den fra Besvirino.

Da ‘White Seeded Besvirino Assyrian Watermelon’ ikke kan skaffes nogle steder, er jeg tvunget til selv at samle frø fra den. Det er let nok, da frøene blot samles når man spiser vandmelonen. For at ‘Sugar Baby’ ikke skal bliver far til frøene, valgte jeg at fjerne alle hanblomster på den. Det betyder så også, at alle frøene i ‘Sugar Baby’ har en ‘White Seeded Besvirino Assyrian Watermelon’ til far. Det kan måske blive en interessant krydsning. Første generation (F1) får måske unikke egenskaber, men de vil ikke være stabile i kommende generationer. I kommende generationer vil “kortene blive blandet”, så egenskaberne ved de to sorter bliver blandet på mange nye måder. Nogle gode, andre dårlige. Hvis jeg udvælger de gode kan jeg være heldig at skabe en god ny vandmelon, men der skal nok dyrkes mange vandmeloner inden det lykkes. Hvis F1 generationen (de frø jeg har høstet i år) er gode, så kan jeg jo bruge dem i mange år, inden jeg begynder at udså næste generation.

Ind imellem er det vigtigt at tage et år, hvor jeg samler frø fra ‘White Seeded Besvirino Assyrian Watermelon’, da jeg ellers risikerer at den uddør. Jeg har sendt frø videre ud i verden, men jeg ved ikke om der er nogen der har adopteret den. Jeg tror nok det blev forventet af mig, da jeg fik frøene i sin tid. De år kan jeg så eksperimentere med tilbagekrydsning, hvis jeg også har nogle af de krydsede planter, hvor jeg fjerne alle hanblomster. På den måde kan de få et ekstra skud af vandmelonen fra Besvirino.

Læs også I vandmelonrankens skjul

melon1596
Vandmelon på vej

For fjorten dage siden sørgede jeg over en lille vandmelons død. Nu har jeg fundet den næste, og den er allerede meget større, ja den ser rigtigt lovende ud. Det er igen sorten ‘White Seeded Besvirino Assyrian Watermelon’. Den traditionelle ‘Sugar Baby’ jeg købte på planteskolen har først lige åbnet sin første hunblomst.

melon1526
Lille vissen vandmelon

Den er den slags der sker, og nu skete det i vores drivhus. Den første lille vandmelon er visnet. Hvorfor? I samme periode visnede mange blomster også. Jeg holder nu døren åben, for det kan jo skyldes høj luftfugtighed. Og jo, jeg ved godt at man (næsten) ikke kan dyrke vandmelon i Danmark. Men det står enhver frit at forsøge sig.

watermelon1355
Hunblomst på vandmelon Citrullus lanatus

I år dyrker jeg vandmelon i midten af drivhuset. De er lige begyndt at blomstre, og på hunblomsten kan man se anlægget til vandmelonen. Da insekterne her i haven ikke er vant til vandmelonblomster har jeg valgt selv at bestøve blomsten. Jeg tog en hanblomst fra naboplanten, kontrollerede at den havde blomsterstøv, plukkede den og strøg hunblomstens midte dermed. Nu må jeg blot vente og se, om miraklet sker igen. Det er anden gang jeg prøver at dyrke denne sort.

watermelon1357
Hanblomst på vandmelon Citrullus lanatus

Sorten er ‘White Seeded Besvirino Assyrian Watermelon
Det er en tidlig vandmelon fra den assyrisk kristne bjerglandsby Besvirino nær Sirnak i det sydøstlige Tyrkiet. Tyrkere og kurdere har andre navne for landsbyen. De store hvide frø af usædvanlig form spises som en delikatesse. Det søde frugtkød er lyserødt. Den grågrønne frugt er oval og lille af størrelse. Det er en sort jeg fik i 2005 fra en kristen assyrisk flygtningbosiddende i Sverige. I år har jeg sået frø jeg høstede i 2006.

Ved siden af har jeg sat stardardsorten ‘Sugar Baby’, så jeg kan sammenligne de to sorter. For at få rene frø af den assyriske vandmelon vil jeg fjerne alle hanblomster på ‘Sugar Baby’ inden de åbner sig. Det kan måske give nogle interessante frø i ‘Sugar Baby’, der bliver krydsninger mellem de to sorter.