IMG_20200628_172411

Artiskok, Cynara scolymus

Serridslevgaard, den gamle danske artiskok, opkaldt efter en herregård ved Horsens.

Da vi flyttede fra Amager til Odsherred, var jeg spændt på, hvordan den gamle artiskok ville falde til i den nye have. På Amager var havens jord leret og kalkrig, ja, i grunden egnet til byggemateriale – hård som beton, når den tørrede helt ud i de varmeste somre.

Her er jorden sandet, og der er et lille fald ned mod fjorden. I vinterstorme komme fjordvandet langt op i haven. Helt andre haveforhold, end jeg er fortrolig med fra tidligere haver.

Min strategi var, at plante flere steder, og det var et held. Jeg medbragte to ens aflæggere fra planten i den gamle have. Den ene, som ses på det øverste foto, plantede jeg, hvor jeg tænkte den ville trives bedst. Den anden blev sat i jorden et sted, hvor den ikke ville komme i vejen, bare tænkt som en back-up, et sted den formentlig kunne overleve.

Den anden er blevet kæmpe stor og trives fantastisk. Om den første vil indhente den i løbet af nogle år ved jeg ikke, men det må være et godt sted for artiskokker jeg fandt til den anden, som ses herunder. Vi har allerede fråset i artiskokker fra den anden, hvorimod den første kun er på vej til at vise skokken.

IMG_20200628_131901

Så hvad er så det bedste sted til artiskokker?

Ja, det er jeg helt klart ikke den rigtige til at svare på.

Men med “flere æg i kurven” og “lidt lykke og lidt held”, så skal det nok gå 🙂

Det er altid godt at dele frø – det erfarede jeg igen i år. AnneMarie fik nogle frø af min aubergineforædling til friland for mange år siden, før det blev en stabil linie. I år skrev hun, at hun havde for mange planter, så hun kom forbi med sit overskud. Hun har sået dem 15. februar – jeg plejer at så dem 21. marts – så de er meget langt fremme. Ja, jeg nåede at høste 4 auberginer ugen før udplantning. Grundlovsdag, 5. juni, planter jeg dem ud. Jeg har forsøgt tidligere, og det kan de overleve, men væksten går i stå, og så er det alligevel ikke sjovt at udplante tidligere.

I gennem årene har jeg blot udplantet mine auberginer, og derefter passet dem minimalt til høst. Det har Ludmilla ladet mig forstå er forkert. Altså sådan absolut voldsomt og aldeles helt forkert – chokerende forkert – i grunden helt utilgiveligt forkert! Den slags gør indtryk, selv på et stædigt æsel.

Da planterne er blevet så store, at jeg alligevel må støtte dem med en pind, så tænker jeg at det er i år, at jeg opgiver min stædighed og gør som Ludmilla siger: Aubergineplanterne skal have to skud, der formes i et V, og alle andre skud skal nippes af.

Tre auberginer under udvikling, og én allerede spist

Pindene er elefantgræs fra sidste år. Når jeg krydser to pinde omkring stedet hvor de to aubergineskud deler sig, så kan de vokse videre langs hver sin ind. Kobbertape er for at holde sneglene ved jorden.

For mig er det interessant at dyrke AnneMaries linie, da den har udviklet sig helt anderledes end min egen. Der er stor variation i frugterne, hvilket er fint i en privat have. Flere af disse planter sætter mange tynde aflange auberginer, og det er de aller tidligste planter.

En selvsået selleri har sneget sig ind her, så den får lov at stå

I en have får man mange overraskende erfaringer, og én af mine er, at rådyret nok spiser en del, men skader mest når geviret skal fejes. Det sker lige nu. Mine flerårige fennikel havde jeg ikke tænkt på, så de er fejet, ikke ihjel, med sårede, vinde og skæve. Jeg har luret på fejeadfærden de sidste par år, og opdaget, at det som stritter op, som nu mine nyplantede auberginer, er i yderste fare hver nat i denne tid. Desværre holder jeg også meget af rådyr, så et højt hegn til at holde dem ude vil jeg ikke have. I stedet giver jeg dem hvad de gerne vil have – nogle lodrette tynde grene som står bekvemt. Jeg sætter simpelthen elefantgræs i jorden i cirkler omkring mine auberginer, nyplantede træer og buske. Indtil videre virker det, under forudsætning af, at jeg får det gjort. Det er en nem og hyggelig udendørs loppetjans, så jeg klager ikke 🙂

img_20200531_095326

Stilkeg Quercus robur

I min have står nogle flotte egetræer. De skygger og er smukke – et dilemma.

I Kärnten i Østrig er der et par, Machatschek og Mauthner, som fermenterer egeblade, og nyder smagen. De har skrevet bogen Fermentieren von Wildpflanzen, der har inspireret mig til at prøve egeblade.

Der er meget garvesyre i egeblade, så det gælder om at plukke dem helt nyudsprungne. Det kræver timing, og er nok det sværeste ved at høste egeblade. Det ser ud til at være 2-3 dage der er høstvinduet, derefter bliver de grove og bitre.

img_20200531_095512

Friske lysegrønne nyudsprungne egeblade.

img_20200530_101457

De største blade ruller jeg sammen til hele fermenterede blade. Så kan de bruges dekorativt i madlavningen, og til at rulle omkring forskelligt fyld. Rullerne satte jeg tæt i et glas, dryssede lidt salt over (ca. ½ % fint salt), hvorefter jeg fyldte glasset til lidt under randen med vand fra hanen.

De mindre eller beskadige blade snitter jeg fint, så de kan fermentere som surkål. Til min overraskelse ville de ikke safte. Jeg fik det indre billede af mine kære ramsløg, der griner af mig, for de safter altid så godt. De kigger på mig og siger: “Egen kender vi godt fra skoven. Vi har tit stået i vores liflige skovbund og kigget med rædsel mod egens blade så højt over skovbunden. De tørrer ud gør de! Næ ordenlige blade står som os ved jorden, hvor man let slukker sin tørst” Det fik mig til at læske de tørre egeblade med køligt vand, og tænk sig hvor de var tørstige. Først da de havde drukket, så de kunne safte som ramsløg, var de klar til glassene.

img_20200531_100338

Et glas sammenrullede egeblade og to glas fintskårne, klar til fermentering. Først skal de stå ved stuetemperatur op mod en uge, dernæst skal de eftermodne i den kolde kælder.

Der var blade nok, så jeg vil også fermentere nogle til urtete. Der er en lidt anden proces. De skal fermentere for at smagen sættes fri, men de må også gerne ilte lidt imens, da det farver teen så dejligt. Derfor gør det ikke noget de er lidt tørre. Jeg snitter dem og ælter dem, så de mørner lidt, hvorefter jeg fermenter dem under pres i to-tre dage. Man kan altid mærke på den fine aroma, når en urtete er gæret færdig. Det er så kort en fermentering, at jeg ikke oplever problemer med mug, selv om der er fri adgang til luft.

img_20200530_155217

Vægten er virkelig tung. Under vægten er en tallerken til at fordele trykket.

Når teens fermentering er slut, gælder det om at tørre den hurtigt. Vores varmluftovn klarer tørringen ret hurtigt ved 40-50°C.

Hvis egebladste skulle være en skuffelse, så kan de måske bruges til at bringe garvesyre ind i frugtvin? Det vil tiden vise, og ind til da har jeg det sjovt.

img_20200531_095512

For to år siden flyttede vi fra Amager til Odsherred. Der var ikke overskud til at skrive i bloggen. Flere har spurgt, om ikke jeg ville begynde igen, men jeg var ikke klar. Jeg overvejede, om det gav mening at fortsætte på den gamle blog. Var det ikke bedre, at starte på en frisk, hvis jeg engang fik skrivetrang igen?

Nu er jeg landet på at genoptage den gamle blog. Jeg har lige ryddet op i sider og links, håber det blev mere overskueligt.

Jeg bor et andet sted, i en større have mellem skov og fjord. Fyldt med nye udfordringer. De tre store er mosegris, dræbersnegl og rådyr. Jeg kan ikke udrydde dem, men må finde en måde, hvor jeg kan trives med dem i haven. De kommer alligevel ind over stendiget fra skoven, så snart der bliver en ledig plads til dem.

Fermentering bliver nok også et væsentligt emne i bloggen fremover. Vild, med gær, mækesyrebakterier og eddikesyrebakterier. Let og lækkert.49273352498_660bdfcd3b_o

DSCN8129
Den færdige Ivan chai

I Rusland fermenteres gederamsblade til en dejlig velsmagende te. Det er en gammel tradition, og før kinesisk te blev til at betale, eksporterede Rusland store mængder russisk te til Vesteuropa. På russisk kaldes teen oftest Koporskij chai (Копорский чай) eller Ivan chai (иван-чай), men Ivan chai er også navnet på planten gederams, som man finder den i skoven.  Bladene samles både før blomstring og under blomstring.

20160727_110323
Gederams, Chamerion angustifolium

Gederams vokser ofte i store grupper i lysninger i skoven. Den er ganske almindelig i Danmark. Man kan høste så snart man kan genkende planterne, og man kan fortsætte under blomstringen, indtil der dannes frø. Man er ikke interesseret i at få frø og især deres fine fnug med i sin te. Holder man i stænglen under blomsterstanden, så kan den anden hånd i et snuptag trække ned langs stænglen, og høste alle de gode blade på et øjeblik.

DSCN8114
De fermenterede blade før tørring

Bladene skal gennemgå en fermenteringsproces, for at få den gode smag frem. Blomsterne kan tørres, og blandes ind som dekoration.

Rusland er et stort land, og tilsvarende er der mange meninger om, hvordan man bedst fermenterer og tørrer sin te.

Jeg valgte at massere bladene til de saftede, pressede dem sammen i en frysepose, og lod dem gære 2 dage. Jeg bruger længere fermenteringstid, end jeg kan finde på russiske sider, da sommeren her hvor jeg bor er betydeligt koldere, end i det russiske fastlandsklima.
Derefter skærer jeg bladene ud i smalle strimler, og tørrer dem. Min bageovn kan tørre ved 40 grader, så den er ideel. Man må tørre som man nu bedst kan.

DSCN8127
Den færdige Ivan chai

Når teen skal drikkes, så bruger jeg ca. dobbelt så meget, som år jeg laver sort kinesisk te. Til gengæld kan der hældes nyt kogende vand over bladende 2-3 gange, inden smagen forringes.
Smagen er dejlig, lidt som en mellemting mellem sort og grøn kinesisk te. Den er snarere beroligende, end opkvikkende, og det kan være dejligt.