Centnergræskar, Cucurbita maxima, Sweet Fall. Vægt 12,5 kg

Sweet Fall er et græskar jeg fik varmt anbefalet af Vivi Logan, og da hun samtidigt skænkede frøene, så måtte de prøves. Vivi er aktiv i Frøsamlerne.

Min køkkenhave er egentlig ret fortvivlende, så alt der kan give en afgrøde fortjener opmærksomhed.

Store træer skygger meget af dagen og deres rødder søger al næring under jorden.

Dræbersnegle, mosegrise og rådyr spiser meget af det som klarer at gro i skyggen.

Dræbersneglene spiser af planterne, men Sweet Fall vokser hurtigere, end de kan nå at spise.

Mosegrisene lader sig stoppe af de flisestykker jeg lægger under græskarret efterhånden som de udvikles.

Rådyret har nippet lidt, og fejet lidt i rynkerne, men igen vokser Sweet Fall sig ud af skaden.

Alle disse ulykker, som også er en velsignelse af liv, ser ud til at være lykken for Sweet Fall. Det gror kraftigt, dækker jorden under pralbønnerne, er på pletten til at overtage hvidløgsbedet, når det høstes, vælter gerne ud og dækker græsplænen, men lader sig også nænsomt vises tilbage til bedet.

Vanding klarede jeg ved udplantning og ugen efter. Siden var det ikke nødvendigt. Jeg lod bladene hænge om eftermiddagen, og var tilfreds når de var saftspændte næste morgen. Dette klarede de hele sommeren.

Nu får den lov at eftermodne den næste måned. De sidste, og mindre græskar, venter jeg med at høste, til varsel om nattefrost.

Stinkende passionsblomst, Passiflors foetida, umoden frugt

I vinter inviterede Rapael Maier mig til at deltage i et europæisk forædlingssamarbejde – kan vi selektere velsmagende passionsfrugter til dyrkning på friland?

Min opgave er at så 10 frø efter nogle krydsninger, hvor almindelig passionsblomst er kernen. Den kan ses som gamle planter enkelte steder i Danmark. De er lidt vanskelige at spire, og jeg har da heller ikke haft held til det. Muligvis fordi jeg ikke har et stabilt meget varmt (over 26°C) sted i huset.

Til mit held fulgte der også 10 frø af stinkende passionsblomst med. Ét frø spirede glad og har vokset, blomstret og sat 13 frugter. Stinkende synes jeg er misvisende, jeg har på intet tidspunkt oplevet nogen grim lugt. Eneste lugt har været den liflige aroma i den lille frugt som modnede i dag.

Moden passionsfrugt

Et stort tak til Raphael Maier!

Selvsået kål og humle i stendiget

Vinteren var hård ved mine flerårige kål. Ikke temperaturen, men de mange dage sidst på vinteren, hvor solen brændte skarpt på bladene i dagfrost. Af Daubenton overlevede kun en stikling, sat i en potte i drivhuset, tænkt til at glæde andre havefolk. Også Vivis fantastiske krydsninger meldte pas. Tilbage er en spansk vildkål og nogle planter, som er opstået her i haven, med Italiensk palmekål som moderplante, og nogle af de afdøde flerårige som fader. Disse planter har stået imellem de andre kål, og i modsætning til de afdøde, så har de på ingen måde ladet sig påvirke af vinterfrostsolen. Planterne har lignet fodermarvkål, med spor af palmekål 🙂

Den spanske vildkål har også været helt upåvirket af vinteren. Den er også ret upåvirket af alt andet. Selv er jeg dog ikke upåvirket, når jeg smager på den. Om sommeren brænder den som peberrod! Men efterår og vinter er den blid som et lam.

Alle de overlevende kål er ved at sætte frø

Lige nu er kålbedet en jungle af kålskulper og humle. Humlen burde jeg selvfølgelig fjerne, men man skal være forsigtig med at pusle og pleje for meget, når man laver planteforædling. Planter der klarer sig under forædlingen i mindre ideelle vilkår, resulterer i planter, der er lettere at dyrke på langt sigt – hvis de overlever, vel at mærke.

Frøene i disse skulper anser jeg for værdifulde. Forældrene er frøplanter, der har overlevet en dræbervinter. Med Italiensk palmekål som bedstemor, så kunne der også dukke kulinarisk guld op i kommende generationer, hvis man er opmærksom. Dog vil de vilde dyr også elske de kulinarisk bedste planter, så her skal tingene afbalanceres. Og så er det måske godt, at den spanske vildkål også har deltaget i blomstringen, og kan give nogle af næste års frøplanter et spark af peberrod i sommertiden. Bedst er måske den kålplante, som er vildt stærk om sommeren, men giver palmekålens smag plads i efterår og vinter 🙂

Stængelskud på en blomstrende kålplante

De fleste ville have fjernet alle eller de fleste af blomsterskuddene, for at kålplanten kan overleve blomstringen. Jeg har dog kun spist ganske få af skuddende, da jeg ønsker en kållinie, der kan overleve at blomstre. Jeg er overbevist om, at de derved bliver mere stabilt flerårige. Derfor glæder det mig at finde nye skud nederst på stænglerne, samtidigt med at frøene udvikles. Det er vist fysiologisk noget med, hvordan hormonernes sendes rundt i planten.

Selvsået kål, flerårige forældreplanter

I en gammel sammenfalden dynge tang har jeg fundet en masse selvsåede frøplanter. Der er tydelig diversitet, når jeg ser på stængelfarve og kanten af bladene. Spændende hvad de vil udvikle sig til. I første omgang bliver de stående, og så ser jeg hvilke som overlever vinteren.

I stendiget mod fjorden er der også dukke frøplanter op mellem stenene. Det er måske et godt voksested for en undsluppen kål?

Undsluppen kål i stendige

Ask, Fraxinus excelsior.
Fermenterede askeskud og blade

Ask Yggdrasil er livets træ. Det har inspireret mig til at fermentere de unge skud og blade. Malte Rod har allerede gjort det med held, og hans erfaringer er også inspirerende.

Lind, elm og ask er de klassiske kirkegårdstræer, for bladene kunne bruges til dyrefoder, når landsbyen i ufredstider søgte ly i kirken.

Friske askeblade har været brugt mod fnat. Det er ikke en anbefaling! Der imod peger det på at de friske blade er giftige. En del, ikke alle, planters giftstoffer nedbrydes ved fermentering.

Bladene har været brugt til forfalskning af den dyre kinesiske te, og frugterne brugt som hakkede nødder af sparsommelige bagere på landet. Rå synes jeg de bider i munden, men hold da op en mild og rund te jeg har gået af bladene, med en fin unik aroma. Det kunne godt blive et årligt gøremål, at lave en portion “Yggdrasil te”.

De tykkeste askeskud

De tykkeste askeskud knækker som asparges, så dem fermenterer jeg som grønsager. Spørg ikke endnu hvordan de smager, for de blev høstet for en uge siden, har stået varm i et Weck-glas, og skal nu i kælderen og eftermodne. Jeg tager det med på Naturplanteskolen når jeg holder workshop 3. juli. Det er blevet min egen lille tradition, at jeg hvert år har et glas med, som også for mig er nyt og uprøvet.

Dog kan jeg allerede nu lave en lille analyse:

1 Farven er skiftet fra grøn til oliven, og der løb lidt væske ud af glasset i min væskefanger – fermenteringen er altså fuldført.

2 lagen er uklar og der er bundfald – askeskud er næringsrige. Ofte bliver næringsstofferne lettere optagelige for mennesker efter en fermentering.

Mit asketræ er egentligt et utilsigtet selvsået træ i frugthaven. Det var blevet alt for stort og skyggede. Men ask virker som et “venligt” træ, som om det gør noget godt for jord og naboplanter. Detfor blev det ikke fældet, men jeg skar det ned forrige vinter, og vil nu holde det stynet.

Nu ser det ud til at skifte kategori fra ukrudt til værdsat permakultur mad- og drikke nyttetræ.

Kilder vil nogle spørge! Og det med rette. Google Scholar bruger jeg selv, inden jeg tør spise eller drikke nye arter. Søgeord som artsnavn på engesk og botanisk, samt edible, toxicity, food…. Ja,find selv på flere ord, og tag ansvar.

Læser du tysk, så er du særdeles heldig, hvis ikke skulle du måske lære det. Tysk faglitteratur er grundig og bider ind til benet. Meget populærlitteratur om emnet grænser til videnskab i den systematiske tilgang.

Her vil jeg blot anbefale Fermentieren von Wildpflanzen af Machatschek og Mauthner. Jeg ville nok købe den uden at kunne et ord tysk, bruge den som opslagsværk og oversætte efter behov med min mobiltelefons oversætterværktøj.

https://www.food-stories.at/fermentierenvonwildpflanzen/

Allemandsharnisk, Allium victorialis, og en glad havemand

En sen efterårsdag for mange år siden modtog jeg et nyt allemandsharnisk til min samling. Det kom fra en venlig sjæl oppe på Vestvågøy i Lofoten. Det ene skud blev næste år til to, så det kræver tålmodighed, inden man for alvor kan fråse i bladene eller fermentere et glas Черемша/cheremsha, som man gør i Sibirien.

At jeg gennem årene har givet skud til mange, har også trukket årene ud. Men jeg hører, at den trives i de fleste haver, og det gør mig glad.

Dem jeg kender i Sibirien mente jeg var kugleskør. “Черемша vokser i skoven, og kan ikke trives i en have!”. De har dog siden besøgt mig, og nikket anerkendende, da de så mine planter trives.

De andre allemandsharnisksorter har jeg givet bort til interesserede, da denne fra Lofoten tydeligvis trives bedst. Jeg har dog beholdt én anden, også oppe fra Norge, men fra Engeløy. Den trives også godt.